Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Ny dansk Lyrik. Af Kjeld Elfelt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kjeld
Elf eit
Sven Clausen.
Nis Petersens Digte falder mere behageligt
og mundret, naar han sætter en
ironiskmunter Historie paa Vers og følger den gode
Recept, han selv har nedskrevet for sine
Venner og Samtiden i »Digtet»:
Hun spurgte mig, hvordan et digt bli’r til.
Jeg svared’ sanddru: — Kun fordi det vil!
Man intet anende gaar paa sin gang
og lytter til smaa fugles morgensang —
en tvivlsom digter, men utvivlsom synder,
da kyllingen i een forsagt begynder
at pikke paa sin skal, for den vil ud.
Og resten gør saamænd den gode Gud!
De bedste Eksempler — efter Opskriften —
er »Pessimisten» og »Hvad en gammel
bissekræmmer fortalte mig om pigerne».
9-
Sven Clausen er et juridisk og meget
vittigt Ordkløver-Talent. Han er desuden
udstyret med et satirisk Hakkenæb, der er
kolosalt og pæonrødt som Peberfuglens . . .
men det hænder sjældent at netop de
Egenskaber udgør en Lyriker.
Sven Clausens Dikte (læg Mærke til den
fælles-nordiske Stavemaade!) er da ogsaa
mere filosoferende og didaktiske end egent-
lig poetiske. Man føler det baade i
Fingerspidserne og i Øret, naar man bruger et af
hans »Naturdigte» til Højtlæsning f. Eks.
»Senhøst i Sommerhuset»:
Det mørknes tidligt — Månesejlet så jeg
et hastigt Nu ved egen. Det er borte.
Stokrosens hvide kind i skumring lyser
og læner sig mod ruden. Blomster flammer,
men over evne, og i luften spores
den første svage strime røg af brænde.
Min nabo river —- rapt som om det haster —
ja, dagen kortes. Året går på hæld.
En ordner årer i en båd. Så tavshed.
Naturen venter. Lytter, mens den venter.
Alt er fuldbragt. Den ved, den skal gå under.
Dog er den tryg. Hvor høstligt hunden glammer.
Så lukkes dør. Jeg husker det. Der stænges. —
Nu gik de ind og lukked verden ude —
O, hundeglam, du slår mig sært i møde,
de svundne barndomsår står op av graven.
I høsten sidder jeg med mine døde.
Sven Clausens puritanske og strenge Dragt
staar bedre til de Digte, hvor han paa sin
underlige bidske Maade »lovpriser»
Livsglæden, fordi Kød er Hø og Ormemad.
Ved evighedens avgrund er min bolig,
mit vindu vender ud til intetheden.
Verdenskonkyljen holdt jeg for mit øre:
den tomme susen kan jeg stedse høre.
siger han, og derfor handler hans smukkeste
og mest personlige Digte om Is, Mørke,
Ensomhed, Gravens Knokkelmand og de
onde Gerninger, der spiller Terninger ved vor
Kiste. Men han bærer sin strenge Skæbne
med en ironisk »Munterhed», der minder om
Jonathan Swifts:
Jeg skimter dig, fordømte pjok —
Den nye dag — jeg ser dig nok.
Du sidder paa min sengefjæl,
nu finder jeg igen mig selv.
Min hule tand — min ømme tå,
min vorte med tre børster på,
min giktiske samvittighed,
som regner op og ved besked:
Hvad slet jeg skrev,
hvad ej jeg blev,
og hvad jeg sådan ondt bedrev.
Vist er det mig
(gid det var ej).
Jeg kryper atter i min krop:
Så står vi op.
(»Morgen»).
io.
»Mit Sinds Novembergraa», siger Tavs
Neiiendam. Han har Ret, Signalementet er
vellignende, eftersom han er af Viggo
Stuckenbergs Slægt — skabt til Sorg og født til
312
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
