Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Ny dansk Lyrik. Af Kjeld Elfelt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kjeld
Elfelt
glimrende Erindringsbog, befolket med mange
Slags Typer, især kvindelige . . . Typer,
skaaret i et holdbart Materiale og
vanskeligt at glemme, fordi Materialet er Ordets og
Fantasiens. Her er f. Eks. Lærerinden, den
forhadte Medarda:
Men Lærerinden! Ogsaa hun kan strikke
med blanke Pinde og isblankt Eisengarn,
og hækle og sy, og sige sødt: »Mit Barn!»
og meget andet, men det hjælper ikke.
Alle de Voxne lod sig narre strax–-
Staalarmbaandsur, Staalurkæde, sølvblank Sax
og Sølvpil gennem Haaret; al den Slags;
en ægte Kvinde; tænkte og talte frit–-
Kun Drengen gyste for de kolde Øjne,
der vælted ud, saa ublufærdigt nøgne.
Medarda hed hun, opkaldt med et græsk
Old-Helgennavn fra Wisbecks Almanak,
men gnaved sig med nordisk hellig Snak
ihærdigt ind mod et usynligt Flæsk;
snagede rotte-øjet med Rottetand
i Jesus, Hjertefolk og Fædreland —–-
12.
Paul la Cour er Melankoliker — køligt,
st♂lt, uforanderligt og med en spekulativ
Energi, der er mere kritisk end lyrisk. Hans
nye Vers De hundrede Somre er en Slags
mumlende Monolog om de Plager, der
hjemsøger Digteren, ved Dag, ved Nat, ved
Sommer og Vinter — Angst, Ensomhed,
Alderens Rynker og den pinefulde Kulde, der gaar
fra Menneske til Menneske. Paul la Cour har
hverken udviklet sig — eller forandret sig —
siden Dette er vort Liv og Alt kræver jeg.
»De hundrede Somre» rummer en Del
smukke »Kvindedigte» og en sørgende
Erindring om Faderen, der er et staaende Motiv
hos Paul la Cour.
Nu i min Alder var det Fader ramtes
og blev en gammel Månd, som gik mod Døden.
Damaskuslynet flimred for hans Øjne.
Og han blev skær og søsterlig i Nøden.
I Sygdoms Lænker, med forvirret Hjerne
og Ildlugt om de brede, stærke Hænder,
vaagnede i ham Kærlighedens Stjerne,
hvis Genglans endnu i mit Væsen brænder.
Han red Forvandlingens og Skæbnens Veje
med ydmygt Sind, til han blev stille omme.
Nu i min Alder var det, at han ramtes.
Naar vil han raabe højt: Min Søn skal komme!
Digtet er typisk for Paul la Cour, baade i
Motiv, Ordvalg og ved dets Mangel paa
Varme.
13-
Poul Sørensen, der oprindelig hørte til
Døgnets muntre Avislyrikere, vil helst være
alvorlig og formanende. Han vil gruble dybt
over Verdensgaaderne og det besynderligt
indviklede Væsen, der hedder: »Jeg — Poul
Sørensen». Det skal indrømmes, at han
omsætter sin lidt bitre og haanlige Livsfilosofi i
læselige Vers. De er snart kyniske, snart alt
for ydmyge og selvbeskedne. Men Frækheden
har jo mange Masker. Og den største Stolthed
kaster sig gerne paa Skrømt i Støvet. Saadan
digter han:
At ville dristigt, hvad man kan,
er det, der stempler en som Månd.
— At ville, hvad man knapt tør haabe
og dybest ved, man aldrig mægter,
er det, der gør en stakkels Taabe
til Ledefyr for sene Slægter.
(»Vilje»).
eller:
For den, hvis Hjerte nægter
at vove, hvad han vil,
for den, der frygter Dommen,
er ingen Frelse til.
Men alt, hvad Livet ejer,
skal tjene den, der véd,
at Legemet er Sjælen
og Nuet Evighed.
(»Evangelium»).
Mest personlige er de to sidste Digte i
Bogen — »Morgensalme» og »Have i
Taarbæk». De viser, at Poul Sørensen har et
naturligt Talent baade for Alvoren og den blide
Spot.
Det er uundgaaeligt: Hakon Holm møder
atter med Kufferten fuld af Sonetter! Hans
nye Digtsamling Min er, som sædvanlig, en
Trosbekendelse til Kvinden, den eneste, den
yndigste, der er skønnere end Grækenlands
Marmor i Sol og uskyldsren som Markens
Liljer samt Moder til fire dejlige Børn. Da
Kvinden er Elskov, og Gud er Kærlighed,
beviser Hakon Holms Vers saalunde Guds
Eksistens. Tankegangen er smuk, men
absolut kun for forelskede Teologer.
Sonetterne i »Min» handler forøvrigt (som
ellers) om Kvindens tusind Vidunderligheder
paa Sjæl og Legeme, blomstrende
Frugttræer, Nattergalens Sang, Foraar, Blomster,
Maaneskin i August m. m. Det lyder saaledes:
Nej, Nattergalen i sit Blomsterkrat
skal ikke synge halvt saa sødt derude,
som mine Sange i den lyse Nat
skal slaa, min Dejlige, mod din Rude.
314
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
