Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Poul Reumert. Af Fredrik Schyberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Frederik Schyberg
begge Sider af hans værdifulde herskende
Evne som Menneskefremstiller og
Karakterskuespiller i det store Format, forenedes her
til en ny, ikke herskende, men dominerende
Evne. »Komikeren» og den afsporede Tragiker
forenede sig i — en Karikaturist. Men
Karikaturkunstnerens største Fare er den ikke at
blive taget alvorligt, naar det gælder. Den
Risiko udsatte Reumert sig for, da han spillede
Strindbergs Gustav Wasa. Hans
fortjenstfulde og i enkelte Momenter virkelig vældige
Herodes i »En Idealist» led ogsaa herunder —
men vel mest derunder, at den Skuespiller, som
virkelig kan magte denne mægtige
Hovedskikkelse i vor dramatiske Litteratur, sletikke
er født. Reumert gav Herodes Ildsjælen,
Snildheden, Falskheden, Hykleriet,
Tyranniet. Naar denne Herodes bredte Armene ud
havde han virkelig et Vingefang som en Ørn.
Men Erotikken kunde han ikke give den, og
Religiøsiteten, den mægtige afsporede
Gudstro, heller ikke. Den Månd, der kæmper med
Gud, kan Reumert ikke fremstille.
Forbindelsen med de højere, usynlige, de overjordiske
Magter var aldrig tilstede i hans Kunst. Den
er der kun som vild Farce-Komik, i hans
Løjtnant v. Buddinge, eller bedre, som
Storhedsvanvid der er slaaet ind, i hans
tragikomiske Don Ranudo, foreløbig den sidste
og største af hans tragikomiske
(ikke-karikerede) Fremstillinger af Nederlagets Mænd.
At Karikaturpræstationerne med den
gigantiske Afvej i hans Kunst, de
repræsenterede, ikke i dybere Forstand har berørt
hans værdifulde herskende Evne som egentlig
Menneskefremstiller, har fra de senere Aar
en Række fornemt beherskede Præstationer
bevist. Foruden Don Ranudo, Césare i
»Marius» og Overlægen i »Nu er det Morgen» —
hans Oscar Wilde i Maurice Rostands
Skuespil (paa Dagmarteatret), hans magtfulde
Clemenceau i Kaj Munks »Fugl Fønix» (ved
en Privatforestilling i Studenterforeningen);
paa Det kgl. Teater hans rørende borgerlige
Købmand Skaarup i »Sparekassen», hans
Godsejer Leth i »Egelykke» og hans myndige,
rolige Jeronimus i »Jean de France». Ved
Genoptagelsen af »Dødedansen» viste han til
Overmaal sin Kunst paa dens bedste i ægte
borgerlig, medmenneskelig Tragik. Hans
Kaptajn Edgar er en anden af hans
Kunstnerbanes Vignetskikkelser, Kolossen paa
Lerfødder — dansende den frygtelige
Bjørnedans, som indleder det sidste og knusende
Fald.
Poul Reumert er ved sine særlige Midler,
sine oprindelige Anlæg og den storstilede
Udvikling, disse Anlæg har gennemgaaet,
Teaterskuespilleren par excellence i vor
Skuespilkunst. Paa Scenen skal han ses, og hverken
paa Film eller paa Tribunen, der ikke byder
hans mægtige skikkelsedannende Evne,
beregnet paa Scenens Afstandsvirkning, paa
l’optique du théätre, særlige Fortrin •— man
kan snarere sige tværtimod. Nærbilledet
byder ham ingen Fordel. Det belurer hans Kunst,
men forhøjer den ikke. Som Mester i den
sceniske Omskabelses-Kunst, Omskabeisen paa
Virkelighedsiagttagelsens Grund, rager han
frem blandt skandinaviske Skuespillere. Han
er Karakterfremstiller som faa andre — som
Teaterskuespiller er han i internationalt
Format, som før ham af danske Skuespillere vel
kun Olaf Poulsen har været det. Hans
Format er dannet af Det kgl. Teaters særlige
Kæmperum. Til Gengæld har han i skiftende
Perioder dannet Det kgl. Teater. Han har
indført de store Maal i Udøvelsen og
Bedømmelsen af Teater. Det har staaet til ham at
bevise, hvilke Fordringer til Skuespilkunst,
der kan stilles, selv i smaa Nationer. Han har
i Rækken af sine ypperste Sceneskikkelser
stillet Fordringerne — ved med blændende
Kunst selv til Fuldkommenhed at opfylde
dem.
354
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
