Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Teatersæsonen i København 1940—1941. Stadig Grøde i dansk Dramatik — Bodil Ipsen og Holger Gabrielsen som Iscensættere. Af Harald Mogensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teatersæson en i København 1940—1941
danset. Aarets eneste Nyheder var ellers
den hjemmestrikkede Troldmandens Lærling
med Musik af Paul Dukas, ganske pudsig,
og Nijinskys sensationsombrusede Faunens
Eftermiddag (Musikken: Claude Debussy), en
ren Kuriositet.
Foruden Kaj Munks Egelykke spillede Det
Kongelige endnu to Forestillinger af
nulevende danske Dramatikere.
Gudmundur Kambans Komplekser (i
Bogform: Gyldendal) er et Puslespil om
Fortrængninger og andre Freudske
Viderværdigheder. Som Ringen i Selskabslegen rokerer de
fra den ene til den anden af Stykkets Personer,
som hver har sine smaa, gedulgte Rifter i
Sjælen. En er skinsyg, og en er grim, og en
er ikke blevet forfremmet til Kontorchef,
hvilket giver Anledning til en Række ikke
uvittige Komplikationer. Komplekser er et
ganske fikst Lystspil.
Kamban havde selv sat det i Scene og
gjort, hvad han kunde for at ødelægge sit
eget Værk. Dets Vid kom kun utydeligt til
Orde. De spidsfindige Replikskifter, som vel
aldrig helt kunde komme til deres Ret i Det
Kongeliges Domkirke af et Tilskuerrum,
faldt som døde Pile ned i Orkestergraven.
Pointerne glitrede og lynede ikke i
Rampelyset. Det er ikke noget Nyt paa Dramatiker
Kambans Bane, at Sceneinstruktør Kamban
forfusker hans Værker. Hans Opsætning af
»Ørkenens Stjerner» for en halv Snes Aar
siden var en fuldstændig Katastrofe for dets
Scenevirkning, for at nævne det grelleste
Eksempel. Men de to fortsætter ufortrødent
deres gensidige Ødelæggelsesfelttog mod
hinanden: næste Sæson aabner med Kambans
Grandezza, iscenesat af Kamban!
Spillet i Stykket var rutineret, men mat i
Glansen. Undtagen Poul Reumerts
Præstation. Den var straalende komisk, men forkert.
Han spillede en Fuldmægtig i
Landbrugsministeriet og gjorde ham til en støvet
Bureaukrat i Galocher, en pillen og pertentlig
Person af den Type, som i den Grad er stængt
inde i sig selv, at de slet ikke aner, hvordan
deres Manerer virker paa Omgivelserne. Han
havde en ubeskrivelig latterlig Maade at
strække det ene Ben bagud paa, naar han
bøjede sig ned — for ikke at krølle
Pressefolden i i hvert Fald det ene Bukseben. Men
det var kun den halve Sandhed om Kambans
Fuldmægtig. Han er ogsaa en Månd med
Lune, en følsom Børneelsker. Men endelig er
Fot. Mydtskov.
Poul Reumert i Sparekassen.
Det kgl. Teater.
han et anstændigt Menneske, en hæderlig
Borger fra før den første Verdenskrig, der
ikke har svigtet sine Idealer i den Jazz- og
Huxleytid, som han nu er omgivet af. Han
er blevet forbigaaet, fordi han var alt for
fin en Natur til at staa de frække i Vejen og
udnytte sit Kendskab til deres Korruption.
Men under Boldspillet med Komplekserne
vækkes han til Daad og erklærer Krig mod
den lumpne Efterkrigstid. Bourgeoisen, som
er belemret med baade en Anskuelse og en
Anstændighedsfølelse, rejser sig mod det
skrupelløse Stræbervælde. Men den
Chattering af sin Fuldmægtig fik Reumert slet ikke
frem.
Det var saa meget mere beklageligt, som
han synes at være en Type i moderne dansk
Drama. I det saa temmelig forlorne og
hastemte »Spil om Politik og Kærlighed» af
Ejnar Howalt, Asfalten synger ■—, som
Folketeatret spillede i Sæsonens Begyndelse
(i Bogform: Nyt Nordisk Forlag), forekommer
en højborgerlig Kontorchef, von Essen (!). I
Stykkets dramatiske Økonomi er han i første
Række en politisk Repressalie imod den
2j—Ord och Bild, 50:e drg.
417
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
