Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Viggo Hørup. Af Johannes Lehmann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Johannes Lehmann
han en fin juridisk Eksamen; han havde
Evner for Stoffet, men det interesserede
ham ikke mere end som saa. Statsretten
fængslede ham kun saa meget, at han lærte
det, men han havde ingen Lyst til at lære
den fra sig igen. At skue tilbage i Historien
var intet for denne Aand, der med alle
Sanser spændte levede intenst i Nuet for at
skabe Fremtiden. Digtekunsten stod ham
nærmere, især naar den meldte sig til
Tjeneste hos Aktualiteten. Ved sin blotte
Form maatte Filosofien som en bred
Helhed være ham imod, fordi han altid vilde
gaa lige paa og lige til. Næppe nogen Sinde
har han som Bladmand skrevet en Nyhed,
men som politisk Skribent var han lynsnar
i Opfattelsen af, hvor han vilde hen, saa
spillede han over det hele Klaviatur, fandt
alle tænkelige Detaljer frem og boltrede
sig med Liv og Lyst i Stoffet. At gøre
Politik blev ham meget tidligt en
Livsfornø-denhed, og det faldt ham saa fuldkommen
naturligt. Her fulgte han et Kald.
Denne Månd, der levede saa jævnt og
stille, som bar stærke Mærker af den Muld,
hvoraf han var runden, var en anden end
de udenforstaaende troede. Det er sagt om
ham, at han egentlig aldrig redigerede de
Blade, han nominelt ledede. Ofte gik der
lange Perioder, hvor han ikke satte sin Fod
paa »Politiken», og da en Medarbejder
fejrede et io-Aars Jubilæum, ønskede han
blot at blive forestillet for- Redaktøren.
Bladets Økonomi siges han aldrig at have
blandet sig op i. Og dog viste han som
Skribent, Taler og Medlem af Rigsdagen en
praktisk Begavelse, der lod de beskuende
forstaa, at her var en Månd af et ganske
særligt smidigt Snit. Stærk af Temperament
løb han næppe nogen Sinde løbsk, fordi han
ikke blot nøje gennemtænkte, men i alle
Henseender beregnede Rækkevidden af,
hvad han gjorde. Paa Forhaand kendte han
Virkningen af en Leder, han havde skrevet
— og som Regel planlagt i lang Tid. Hans
Taler var saa vel forberedte, at han holdt
dem ordret efter det Manuskript, han havde
sendt til Bladets Sætteri. Ansvaret overfor
Folkestemningen var ham alle Dage i
sjælden Grad bevidst, netop fordi han vilde det,
de andre slet ikke kunde eller forstod.
Maalet for ham var at lægge Danmark i den
Grad politisk om, at man skulde tale om
et Folk, et Land før og efter Viggo Hørup.
Det lykkedes ham. Førte han ingen nye
Grunde frem, gav han det politiske Folkeliv
en anden Retning. Og hele Folkeklasser
lærte gennem ham, hvad det vil sige at
have en Holdning som frie Borgere i et
Samfund af Frihed.
Selv var han ikke meget liberal, for ham
gjaldt Bibelordet, at den, der ikke er med
mig, er imod. Vel kunde han respektere
andres Meninger, og hos de forhadte
nationalliberale var der i hans inderste Jeg
meget, han beundrede. Var Spørgsmaalet
om at rydde dem og andet ondt af Vejen,
vidste han dog ikke, hvad Mildhed var. De,
der vilde følge ham, maatte tage Parti,
maatte være med ham helt og fuldt. De
lunkne, ja man kan sige de blot lidt tøvende,
havde han kun isnende Kulde tilovers for.
Med sit farligste Vaaben: Spotten viste
han dem bort fra sin Dør. Og den, der en
Gang havde svigtet, kom aldrig ind ad den
igen. At han ofte var enøjet i sin Fanatisme,
var han klar over. Men ingen kendte som
han, hvad Kampen gik ud paa. Derfor
gjorde det ham intet, hvad Omkostninger
der løb paa, blot han kom derhen, hvor han
vilde. Det var Maalet, han altid havde i
Sigte. Danmark skulde blive det store
Demokrati, bestaaende af Folk fra alle Egne
og Steder. Gaardenes Bønder maatte række
Husmændene Haanden, Byernes gamle
Borgerfamilier ikke længere skilles ud fra
Arbejderne. Det almindelige Demokrati
skulde hindre de faa i at optage hele
Pladsen, hidtil havde det kun været dem fra
Inderkredsen, der overhovedet regnedes med, og
de regnede igen kun med sig selv. En radikal
Ændring heri var nødvendig, uden at man
456
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
