Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Viggo Hørup. Af Johannes Lehmann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Johannes Lehmann
end for Dommerens. Han flyttede ikke
Skattebyrden fra én Klasse til en anden. Han
udstykkede ikke de store Godser paa mange
Hænder, han satte ikke Folket til Doms over
Nævningebænken, han gjorde ikke den sorte Skole
til Folkeskole. Uden en eneste Lov eller
Reform, blot ved at angive en ny Tone og
anlægge et nyt Maal, omdannede han Folkets
Bevidsthed, udjævnede Afstanden, hvor den var
værst at komme over, mellem Proprietær og
Bonde, og hjalp derved den menige Månd det
første Stykke frem paa Vejen opad.
Og i Forbindelse hermed kan man spørge,
om der i Hørups store Forfatterskab, om
der i hans mange Taler findes blot en eneste
Doktrin. Hver den, der leder, vil gøre det
forgæves. Naar han i Rigsdagen udtalte
sig for, at Lovene skulde være socialistiske,
var det en Misforstaaelse af
Socialdemokraterne at tage ham til Indtægt for
Socialismen, som han stod fjernt i saa mange
Henseender og vistnok ikke interesserede
sig noget videre for. Meningen var i hans
Mund den, at den sociale Forskel skulde
fjernes. Men det er ikke det samme som at
give den økonomiske Doktrin, Socialismen
gaar ind for, et Bifald. Hvad Hørup vilde,
alt fra den Tid han endnu var Elev i det
københavnske Borgerskabs førende Skole
•— Metropolitanskolen — var at løbe den
store sociale Ulighed over Ende. Den havde
gjort det stærkeste Indtryck paa ham, den
sad ham som en Torn dybt nede i Kødet,
hvor den smertede uafladelig. Naar han
gik ind for Parlamentarismen som den
Regeringsform, der passede bedst for
Danmark, var det først og sidst, fordi han vilde
et ægte Folkestyre, der dog ikke leflede for
Folket og sparkede til dem, der i social
Henseende stod over det. Med Rette er det
sagt om Hørup, at han ikke kærede sig det
allermindste om Parlamentarismen som kun
en Paragraf i Forfatningen. Da Klaus
Berntsen ved en Lejlighed vilde fange ham
i dette Spørgsmaal, forsvarede han sig
koldt og klart og hævdede, at hans bekendte
Fyndord: »Intet over og intet ved Siden af
Folketinget» ikke maatte forstaas som andet
end en Erfaringssætning. Og paa sine sidste
Dage sagde han, at naar han havde skrevet
og talt de Tusinder af Ord om den frie
Forfatning og almindelige Valgret, var det
først og fremmest, fordi han var overbevist
om, at de velforvaltede konstitutionelle
Rettigheder altid vilde være de bedste
Løftestænger for Samfundslivets sunde Udvikling.
Ogsaa her handlede han paa langt Sigt, han
vandt og gjorde derved Danmark til det
første Kulturland, hvor Bonden og
Skolelæreren gik ind ad samme Dør til samme
Sal, hvor der tør kun havde været
Embeds-og Herremænd. Og her talte man om kun
danske Anliggender, fordi der i dansk
Politik efter 1864 ikke længere var noget
Udland. De nationalliberales store
Vanskelighed blev Hørup sparet for. Hvad det
betød for ham, har han selv aabent
erkendt. Det var maaske hans Lykke som
Politiker og Menneske. Havde han haft de
samme udenrigspolitiske Bekymringer som
en Hall, en Lehmann eller Monrad, var han
ikke blevet den Handlingens og Øjeblikkets
Månd, han havde ikke kunnet virke saa
uafhængig og befriende. Han var født
Kætter, fra de første Aar i selvstændig Tænken,
i Strid med alle de gamle Lærdomme, der
havde vundet Hævd. Uden mindste
Respekt gav han alle Gudebillederne et Spark,
og slog de igen, sparkede han endnu mere
til. Medens de fleste i hans Samtid knælede
for Fortidens Storhed, forstod han den
overhovedet ikke, lige meget om han
forsøgte nok saa meget derpaa. Derfor lo han
ogsaa saa dristigt og spottede med det
dræbende Smil, han vel havde arvet direkte
fra Holberg og Wessel. Det kunde for den
udenforstaaende se ud, som om intet paa
denne Jord var ham helligt, men det er
gält. Sandheden var den, at saa han ingen
Goliath i sin Nærhed, og det gjorde han
ikke, kunde det ikke falde ham ind at te
sig som en David. Dertil var han for meget
af en Ærkedansker med en Skælm i Øjet
458
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
