Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elfte häftet - Ude at se paa en Præst. Af Harry Søiberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harry S ø i b er g
Præsten havde da søgt Kaldet hjemme hos
dem.
Der kom en Undselighed over Præsten,
han ligefrem bukkede for hver af dem.
Om de havde været i Kirken, spurgte han
med synlig Ængstelse i sit Blik.
Jo, de var kommet, ligesom Prædiken var
begyndt.
Præsten gav et stammende Svar. Havde
jeg dog blot vidst det, saa kunde jeg maaske
have gjort min Prædiken bedre.
Han vovede knapt at se dem ind i Øjnene.
Men Bønderne smilte, det var da en god
nok Prædiken, Præsten havde holdt. De
blev uvilkaarligt mere velvillige, end det
var deres Agt, først nu saa de, hvilken
bette klejn Månd han var ved Siden af
deres omfangsrige Skikkelser.
Venlig var han da . . . og nem at tale
med syntes han ogsaa at være. De blev paa
en Gang saa sikre, som var det en
Handels-affære, de var ude i, og i de Metoder var
de hjemme.
Pastoren fik sit vante Præstevæsen
tilbage, han forstod, at det var deres Agt at
rejse videre. Men venligt bad han dem gaa
med over i Præstegaarden. Det var en
lang Vej, de havde kørt, saa til en lille
Forfriskning kunde de nok trænge
De saa paa hinanden, det var sandt, at
de var trængende til noget. Det fik de vel
tage imod, skønt de ønskede, at de sad i
deres Vogn og kunde køre med det samme.
Paa Vejen til Præstegaarden, der kun
laa et kort Stykke fra Kirken, brugte de
deres Øjne med Opmærksomhed. Herre
Gud, hvad var den Gaard mod deres
Præstegaard og Præstegaardshave, som var
kendt viden om, og de havde en Følelse af,
at den var eftertragtet af enhver Præst
over det ganske Land. Det er ogsaa nemt
at skønne paa den bette Præsts Iver for
at komme derhen, en Aarsag, der kun
opfordrede dem til endnu større Maadehold
med, hvad de kom til at sige.
Saa gik en Dør op, og midt i et klart
Lys inde fra Stuen stod Præstefruen. Et
Øjeblik syntes hun forskrækket over det
mandsstærke Selskab, skønt hun
koldblodig bevarede sin Præstefruevenlighed.
Præsten gav en hastig Forklaring, det var
Me-nighedsudvalget fra det Præstekald, han
havde søgt. Og hun gav sig til at hilse paa
hver enkelt med en hjertelig Ligefremhed,
der forvirrede Sognefolkene. De blev
iøjnefaldende oplivet og føjede leende og
snakkende deres Forklaring til Præstens, mere
end tilfreds med den Modtagelse
Præstefruen bød dem.
Hun maatte ikke ulejlige sig paa nogen
Maade, bad de med al den dannede
Levemaade, de kunde give Udtryk for. Man
maatte forstaa, at de kom fra et oplyst
Sogn, medens deres Øjne blev ved at skotte
til Præstefruen, høj og velskabt og
rødmosset var hun. Rigtig en dygtig Kone
saa hun ud til at være, hende kunde der
ikke siges noget paa. Hendes Nærværelse
fik dem rent til at glemme deres Ønske
om at komme afsted igen.
De maatte ikke paa nogen Maade tage
fra Præstegaarden uden at have nydt en
Forfriskning efter den lange Rejse,
forsikrede hun rørende i sin Omsorg. En flink
Kone var hun . . .
En Stund sad de inde hos Præsten i hans
Stue, medens Fruen var borte. Han fik
dem bragt til Sæde i Sofaen og i bløde gode
Stole. Ogsaa han var venlig nok, maatte
de erkende. Knapt et Blik kunde de faa
vekslet med hinanden. De sad og sänk hen
i en Eftertænksomhed, bange for at være
Genstand for en eller anden List. Derfor
tav de bomstille.
Præsten gik nervøs op og ned ad Gulvet,
han vidste, at det var et godt Kald, han
havde søgt; baade han og Konen vilde
gerne dertil. Han forklarede, at han var
godt tilfreds med sin Gerning her i Sognet;
der var det bedste Forhold mellem ham
og Menigheden. Men Præstekaldet var
lille, og man vilde gerne til et større.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
