Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tolfte häftet - Mindelunden ved Jægerspris. En dansk-norsk Nationalpark. Af Vilhelm Slomann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Vilhelm Slomann
Fot. Jonals.
Mindesten paa Jættestuen. 1774.
Stiftelse, samt et meget populært lille
Museum med Minder om den Tid, da
Grevinden og hendes kongelige Ægtemand,
Frederik d. 7., levede herude; i Haven findes,
nær nogle Runestene, Grevindens
imponerende Grav i en aaben, stensat Høj.
Mindelunden ligger nu halvt glemt af de
fleste Danske og Norske, og knap
forstaaet efter sin oprindelige Tanke af dem,
som besøger den, lidt forsømt og kun
virkelig vurderet iblandt Kunstnere. Den er
anlagt for Nationen, dansk-norsk som den en
Gang var, men er en uløftet Skat for dem,
som vil gøre Fortiden levende for Nutiden.
Allerede i Juni 1744 indtraf den
Begivenhed, som i Tidens Løb skulde gøre »Hegnet»,
Lunden ved Jægerspris til en Nationalpark.
Frederik d. 5. havde som nygift Kronprins
overtaget Godset og lod anlægge
Spadseregange i den lille Skov uden for Haven.
Henved et Bøsseskud fra Slottet laa, ret
frit, men bevokset med gamle Ege, en Høj
med vid Udsigt; Havearbejdere stødte her
først paa nogle Urner, derefter paa nogle
Stene, sat som en Gang. Fundet er udførligt
beskrevet af den lærde Erik Pontoppidan
i vort Videnskabernes Selskab’s Skrifters
allerførste Bind. Inden i Højen var en Hule,
han sammenligner med en stor Bagerovn,
dækket af to mægtige Stene. Man fandt
Knogler af fire Mennesker. Nogle troede,
Højen kunde være en almindelig Røverhule
eller et Tilholdssted for Snaphaner,
Sørøvere; men Pontoppidan fastslog, at
Knoglerne viste, den altid havde været en
Gravhøj, eller som man paa Egnen sagde: en
Jættestue. Ordet Jættestue staar her for
første Gang paa Tryk.
Men Begivenheden mindedes ogsaa med
en smuk Tavle af rød gotlandsk
Sandsten, hvori Nordstjernen inhuggedes og en
latinsk Indskrift, der i Oversættelse lyder:
Den Grav, som fromme, skont hedenske,
Forfædre for mindst 800 Aar siden anlagde til
Bevaring af fire Menneskers jordiske Levninger
og dækkede med kæmpestore Stene, blev aabnet
i Juni 1744 med ærbødig Haand og prydet med
denne Mindesten af den højbaarne Fyrste,
Fredrik, Arving til sine Forfædres Riger og
Dyder, Folkets Haab, Hæder og Glæde.
Det er sjældent at Samtiden som her
rejser et Mindesmærke for en ny Videnskabs
første famlende Skridt, men den
arkæologiske Udgravning blev ved denne Lejlighed
paa een Gang en videnskabelig og en
Hofbegivenhed, og en Tradition grundlagdes, der
først ophørte med Frederik den 7.s Død
(1863). Da Frederik den 5.s Søn, Arveprins
Frederik, 32 Aar senere var med til at aabne
en anden Gravhøj, føltes det naturligt at
knytte den mod Faderens Minde
pietetsfulde Moder, Enkedronning Juliane Maries
Navn hertil; men tillige fik man den Tanke
at gøre den til et Monument for de Mænd
som havde skabt Danmarks Rige:
Sagnkongerne fra Dan til Harald Hyldetand,
hvortil kom Harald Haarfager —
Kongefamilien var jo ogsaa Norges Kongeslægt —
og det oldenborgske Hus’es Stamfader
Wittekind.
Endnu dengang vidste man kun, at
Jættestuerne var ældre end
Kristendommens Indførelse, mere end 800 Aar gamle;
530
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
