Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Första häftet - Johannes V. Jensen. 20. Januar 1943. Af Alf Henriques
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Johannes V. Jensen
svensk forfatterskab. Derimod kunde man
nok ved at opregne en hel række svenske
digternavne, indbyrdes højst forskellige, give
et indtryk af danskerens omfang. Lad os da
forsøge dette.
Johannes V. Jensen er den danske Sigfrid
Siwertz. Hans første handling blev at
bekæmpe den flanøraand, han trods sin
medfødte jyske sundhed ikke havde været
fuldstændig uberørt af i sin første uafklarede
ungdom. Ligesom Siwertz luftede han, ogsaa i
sig selv, en mængde følsom storstadsspleen
ud ved hjælp af et stykke natur: Himmerland
med dets stride blæst og dets stride
menneskesind og med dets duft af oldtid. Ogsaa
Johannes V. Jensen satte op imod nederlagets
sønner en ny slægt, for hvem viljen til at leve
og sejre var det afgørende. At han gjorde det
uden nogen som helst tilskyndelse fra Henri
Bergson er et symptom paa, i hvilken grad
denne trang til regeneration var skjult til
stede i tiden. Det var den engelske
realitetssans i livssyn og livsform, der blev afgørende
for den unge i alt fald tilsyneladende saa
haarde digters aversion mod al slags
virkelighedsflugt. Hans helt bliver Dreng,
centralfiguren i Bræen fra 1908, istidens første
menneske, som hæver sig op over dyret ved
sin trods, sin udholdenhed og sit hedenskab.
Men ogsaa Johannes V. Jensen naar frem
til Siwertz erkendelse: at vitalitet i sig selv
ikke er nok. Dreng er en af dem, der jager
alene, selv om godheden kan blafre op i hans
sjæl ved mødet med kvinden, Moa. Men
digteren følte efter faa aars forløb trang til
at skrive denne sin darwinistiske myte om.
Ogsaa for ham var det verdenskrigen, der gav
den nye erkendelse. Kraften skal være
forbundet med varme. I Det tabte Land (1919)
bliver den første månd, Fyr, til menneske
just i kraft af sin tankes frodighed og det
gavmilde hjerte. Hans modsætning er
brutaliteten, personificeret i hordeføreren »Manden»,
der ganske som visse medlemmer af familien
Selamb har vilje nok, men ingen venlighed,
og som derfor i grunden er livsuduelige,
mangler selve evnen til at udvikles.
I endnu højere grad end ved Sigfrid Siwertz
kan man hos danskeren følge, hvorledes en
naturlig modning finder stød. Det taler til
ære for ham, at selv hvor han gav udtryk for
aarhundredeskiftets febrilt vemodsfulde
længsel og for det følgende tiaars brøsige
vitali-tetsdyrkelse, glemte han aldrig at tage
hensyn til det, der blev hans livs store indsats:
at tale paa den ene side sundhedens, paa den
anden side godhedens sag, selv om han først
efter 1918 opnaaede fuld harmoni i den kamp
mellem kølig utilnærmelighed og følsom
med-liden, der er hemmeligheden i hans væsen.
Romankunsten og virkelighedstroskaben fik
i Sigfrid Siwertz en af sine solideste støtter.
Men Johannes V. Jensen er alt for subjektiv,
for systematiserende og for fantasifuld en
kunstner til at være realist; han har ligefrem
følt det som en af sine vigtigste opgaver at
fratage den traditionelle roman, der saa
længe havde været dyrket i Danmark, dens
dominerende stilling. For mange danskere er
da Johannes V. Jensen frem for alt lyrikeren.
Og paa dette felt bliver han i visse maader
den danske Anders Österling. I alt fald er der
paafaldende lighedspunkter mellem de to
lyrikere i deres manddomsaars produktion.
Johannes V. Jensens lunerige erindringsdigte
fra hjemstavnen, eksempelvis hans
Paaskeliljer, vil minde en svensker om den mutte
charme i Idyllernas bok. Danskeren har
ganske vist ikke altid været saa lavmælt som
Osterling; der har ofte været større flugt og
mere temperament over hans poesier, og
navnlig er der senere kommet til en mere
kantet og egensindig lapidarstil; men glæden
ved naturen og ved tingene selv, ved
hjemstavnen og almuen og ved minderne om
barndommens idyl finder man hos ham saavel
som hos Osterling, hvis slægtskab med den
danske uretoriske og uabstrakte poesi jo i det
hele er iøjnefaldende.
Johannes V. Jensen har altid dyrket den
lille form — i vers eller prosa; hans
produktion har fremfor alt været knyttet til avisen
og magasinet. Han kommer herved til at
minde om Albert Engström. Det kan tilmed
hænde, at de to kommer til at skrive om den
samme person med navns nævnelse. Gubben
Åkerlund fra den stockholmske skærgaard
har givet dem begge anledning til en
kærlighedserklæring til den troskyldige
almuesmand, der er lykkeligt uvidende om
by-civilisationen, men har sin egen erfaringens
og hjertets adel. Engström saavel som den
af ham saa højt skattede Johannes V. Jensen
har med provinsboens selvhævdelse ikke villet
lade sig gaa paa af stenbrosnobberiet og
em-bedsmandsvældet, og de har hentet kræfter
til at modstaa dette i friluftslivet og i alle
former for ærligt arbejde, der helt kræver sin
månd, fiskerens saavel som kunstnerens.
Begge har de vist deres dybeste foragt for
41
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
