Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Skandinavisk Studentertog 1843. Af Julius Clausen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Julius Clausen
med den nationale selvbestemmelsesret som
hovedmål, giver tanken om en tilnærmelse
mellem de nordiske nationer vind i sejlene.
Den fødes i Danmark under H. P. Barfoeds
og Carl Plougs ildfulde propaganda,
camouflerer sig til en begyndelse som et blot
åndeligt, litterært farvet broderskab uden
politiske tendenser. Men kun et par år
glider, og den springer ud i livet med et
renlivet skandinavisk program. Dette sker
på studentertoget til Upsala i 1843.
Der havde dog været en slags
generalprøve sommeren forud. Pintsedag d. 15.
Maj 1842 kom et stort antal studenter fra
Lund sejlende til København, vel både
for at fornøje sig og for i al uskyldighed at
lufte de vågnende skandinaviske sympatier
sammen med danske kammerater.
Tilsammen togede 400 danske og svenske
studenter med »Skandinavien» i gult på brystet
arm i arm ud til Dyrehaven, hvor det gik
løs med taler for nordens enhed. Sejren,
forkyndte Barfoed, skulde vindes ved
tankens klarhed og ordets kraft. De
kommende skandinaviske studentermøder viste
unægtelig, at ordet tog magten fra tanken.
Det blev til blomster — altfor mange
blomster. Størst tilslutning fik hans sidste
tale, i hvilken han proklamerede nordens
enhed som identisk med nordens frihed. Nu
var der ved at gå politik i foretagendet.
Tre uger efter revancherede Lundenserne
sig ved en fest på Helgonabacken, hvor
160 danske studenter var gæsterne. Med den
enhver svensk i kødet bårne stilsans var
apparatet adskilligt festligere end
Danskernes mere fordringsløse dyrehavstur. En
nordisk løve var opstillet, med en pen i
den ene klo, et sværd i den anden, med
påskrift: ad utrumque. Også havde de
fleste af Lunds professorer givet møde.
Det var helt højtideligt. Og gerne mindes
man ordføreren, mag. Berlings ord, at han
ønskede, at en tid snart måtte komme,
då en uret, begået af en fremmed magt
mod et af Nordens folk, af begge de andre
måtte føles som tilføjet dem selv. Her var
dog noget positivt, vidt forskelligt fra de
fleste skandinaviske taleres svada og vege
ordflom. Iøvrigt mærker man sig, at
Skandinavismen endnu kun er et fænomen,
der trives indenfor Lunds og Københavns
akademiske krese. Talen er overvejende
om de to magter, der så længe har kæmpet,
men omsider fundet vej til hinanden. Norge
tages nu og da med for anstændigheds
skyld, og fordi der nu engang må være
tre sider i en akademisk trekant; men
interessen er begrænset, og Danskerne følte
vel det usikre i at bejle til et land, der
var opgivet for ikke treti år siden. En af
studenterskandinavismens mest stortalende
soldater — en ung jurist ved navn H. F.
Poulsen — producerede her på
Helgonabacken en tale for »brødrene i Upsala —
fra dem skille os bjerge og dale, fra eder
kun den flygtige bølge». Dermed var
boldten givet op til det første store
studentertog til Upsala næste sommer.
Denne tanke gav rettroende
skandinaviske akademikere hverken rist eller ro
vinteren igennem. Der var jo et par kedelige
omstændigheder at tage i betragtning. Der
forelå slet ingen indbydelse fra Upsala,
og det var unægtelig så sin sag at fordre
gæstevenskab for et par hundrede månd. Og
hvordan skulde man komme derop? Den
danske dampskibsflåde havde knap nået
et tociffret tal. Men denne vanskelighed
blev dog overvunden. Det et par hundrede
tons store hjulskib »Iris», som sejlede
mellem København og Aalborg, kunde nok
fragtes. Men det kostede mange dalere,
flere end pluraliteten af studenterne kunde
spendere. Fra autoriteternes side kunde
ingen imødekommenhed ventes. Tværtimod.
Regeringen så med ængstelige øjne på disse
ynglinges skandinaverier, som den •— ikke
helt uden grund — mistænkte for at føre
politisk smuglergods med i baglommen.
Professorerne fik henstilling om at mane
studenterne, Regensianerne nægtede man
172
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
