Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Nogle danske Bøger. Af Ulrich Knigge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ulrich Knigge
fundig ironisk Undertone. Klitgaard er i
Opposition. Han er bitter. Men hans Bitterhed er
kunstnerisk lutret, og derfor virker den
dobbelt stærk. Denne Bog befæster yderligere
Klitgaards Position som en af de førende yngre
Prosaforfattere.
H. C. Branner, hvis sidste Roman
»Drømmen om en Kvinde» var et noget omstridt
psykoanalytisk Eksperiment, har denne Gang
skrevet en ganske ukompliceret og stille Bog.
»Historien om Børge» skildrer nogle Aar i
en Drengs Liv, og den rummer nogle af de
smukkeste Sider, H. C. Branner endnu har
skrevet. Paa en umærkelig Maade aabner et
uberørt Barnesind sig for os, vi kommer til
at føie og tænke og reagere som Barnet.
Verden bliver pludselig ufattelig stor og
faretruende igen. Fornemmelser, Anelser —
uhaandgribelige og svævende — er her
indfanget i nænsomme Ord. H. C. Branner
forstaar tilfulde den vanskelige Kunst at antyde
og at sige meget ved ikke at sige for meget.
Han falder ikke hen i sentimental Rørelse.
Skildringen er ikke »poetisk» i banal
Forstand, men der hviler en blidt vemodig og
fortryllet Stemning over Bogen, der gaar
direkte til Hjertet.
Ogsaa Aage Dons er i 1942 kommet med en
ny Roman. »Tro Tjenerinde» ligner alle Dons’
andre Bøger. Der er den samme indtrængende
psykologiske Fordybelse i Menneskesindets
Mysterier, det samme soignerede, fint
ciselerede Sprog, den samme stillestaaende, lidt
indelukkede Stueluft, de samme vege og
hjælpeløse unge Mennesker, man møder i
denne Bog. Dons er Hæmningernes Digter. Det
kniber efterhanden lidt med at holde
Interessen vaagen for hans noget anæmiske
Skabningers haabløse Kamp med Livet. Men
Dons’ kunstneriske Register rummer flere og
friskere Toner. Det viser en Skikkelse som den
unge Tjenestepige Yrsa i hans sidste Bog.
Hun er et levende Menneske, et Væsen af
Kød og Blod, hendes primitive Sind er
skildret med subtil Forstaaelse og en egen Styrke,
der gør, at man husker hende klart, naar man
forlængst har glemt Handlingen og de
mærkeligt splittede Mennesker udenom hende. Hun
er et Bevis paa Dons’ oprindelige digteriske
Evner, og man maa haabe, at Dons i
Fremtiden vil kunne skabe Mennesker som hende
og frigøre sig for alt det, der truer med at
forvandle hans Talent til Maner.
Hans Severinsen debuterede i 1939 med ei>
Roman »Der kan ske saa meget paa otte Dage»,
som vakte stor Opsigt, ikke mindst fordi det
viste sig, at Forfatteren havde været Tjener
paa Storebæltfærgen. I de mellemliggende
Aar kom der nogle Bøger af ham, som ikke
paa nogen Maade svarede til de
Forventninger, hans Debutroman havde vakt.
Severinsen var ved at gaa i Glemmebogen. Men
i 1942 kom en ny Roman af ham,
»Besættelse», der ikke alene var en straalende
Oprejsning for Forfatteren, men ogsaa placerede
ham i forreste Række blandt de yngre danske
Romanforfattere. En ældre Provinskøbmand
er en Septemberaften paa Vej ud til sit
Sommerhus ved Vestkysten for at lukke af for
Vinteren. En ung Pige standser ham paa
Vejen og beder om at faa Lov til at køre med.
Dette tilfældige Møde er Optakten til en
hektisk erotisk Rus, der ender tragisk. Læseren
indfanges straks af Bogens særegne sensuelle
Atmosfære, og Forfatteren forstaar med stor
Dygtighed at øge Spændingen til den kyniske
Afslutning. Menneskeskildringen er præcis og
suggestiv og Kompositionen forbavsende
sikker. Det eneste svage Punkt er Sproget.
Severinsens Stil virker underlig tyndslidt og
flad, og Udtrykkene falder af og til kejtet,
ja ligefrem ubehjælpsomt.
Hvor meget Stilen kan betyde hos en
Forfatter, viser Eksemplet Nis Petersen, som
forstod at forgylde selv det mest banale Stof
med sin frodige sproglige Fantasi. Nis
Petersen, som døde her i Foraaret, var en genial
Nomade i Litteraturens Ørken. Han var
besat af en indre Uro, der stadig drev ham frem
mod nye Luftspejlinger i Horisonten. Han
koncentrerede hele sin Energi om at leve.
Hans Bøger var kun Fragmenter af Drømmen
om det uopnaaelige. Funklende kostelige
Fragmenter ganske vist, som i hele deres
skødesløse Fuldkommenhed ofte virkede mere
inciterende end saa megen »færdig»
Litteratur. I de senere Aar skrev Nis Petersen kun
smaa Noveller og enkelte Digte. Hans sidste
Bog, Novellesamlingen »Muleposen», hører
ikke til hans bedste Bøger, men ogsaa her
glæder man sig over hans groteske Humor,
hans underfundige Ironi, hans diabolske
Menneskekundskab og hans forbløffende
sproglige Ekvilibristik. Dansk Litteratur er
blevet fattigere ved Nis Petersens Bortgang.
Ved denne hastige Gennemgang af det sidste
Aars danske Prosabøger maa jeg ogsaa ganske
kort nævne dansk Digtnings eneste
Surrealist, den lyse Poet Jens August Schade.
Som en melankolsk Klovn tumler han sig i
296
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
