Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Holger Drachmann og hans Fader. Af Carl Dumreicher
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Holger Drachmann og li an s Fader
hedder, op over begge Ørene, men, hvad jeg
vilde kalde for passioneret. Det har været
intelligente, livlige og noget kokette yngre eller ældre
Damer, der har yttret den störste Tiltrækning,
heldigvis kan jeg dog sige, at Passionen har haft
sine Grændser og altid er gaaet over uden at
foranledige Katastrofer.
Stykket virker som et forsinket og
forklarende Svar paa Skildringen i »En
Overkomplet»: saadan gik det i Virkeligheden til!
Totalindtrykket af de nævnte Kilder
bliver da, at Holger Drachmann i mangt og
meget har haft en fornuftig og fortræffelig
Fader, som han har kunnet se op til og
stole paa. A. G. Drachmann har ikke haft
noget imod Kunstnervejen, skønt den
stred mod hans oprindelige Planer, blot
den førte til noget. Han støtter Sønnen
økonomisk, naar og hvor han kan. Bl a.
lod han ham i 1869 for et vistnoktiltrængt
Honorar udføre Tegningerne til sin Bog
»Gymnastik for den kvindelige Ungdom i
Skolen og Hjemmet» (det blev
unægtelig just ikke kunstneriske Mesterværker)
og købte ved Lejlighed uden Sønnens
Vidende hans udstillede Malerier. Han
bremsede selvfølgelig, naar han ansaa det
for nødvendigt, baade Krigslyster og
Ægteskabsplaner, men tog sig, naar Tiden var
inde, kærligt og omhyggeligt baade af
Svigerdøtre og Børnebørn —• selv om den
forelskede Søn nok kunde finde det
underligt, at Faderen overfor den skønne
»Barnebrud» Vilhelmine Erichsen straks kom med
den anatomiske Indvending, at hun havde
»for høje Skuldre». Hans »venlige og
hjærtelige» Breve fra Hjemmet fik i 1876
Sønnen til at fremsætte en Udtalelse,
der vistnok kan staa som Generalnævner
for Forholdet mellem dem:
Ligesaa naturligt som det er at den »Unge»
emanciperer sig for en Tid fra Familien for
at faa de tilbørlige Dunk og Puf ude i Livet,
ligesaa naturligt er det, at den Yngre og Ældre
igen søger sammen, naar Forskellen mellem dem
er udjævnet netop ved disse Dunk og Puf, som for
begge er Betingelser for den rette Forstaaelse
af hinanden, for Intelligens og Erfaring. Mange
Ord herom er overflødige.
Det svarer til Tilegnelsedigtet Aaret
efter:
Skilt i Ungdommens brusende Dage,
mødt i Manddommens støtte Aar
gi’er vi Haandslag og ser os tilbage.
Vi har vundet, begge, med Tiden.
Og drysser nu Sneen i Dine Haar
og trækker Du snart Dig tilbage fra Striden
og flytter jeg Slægtens Mærke frem:
saa siger jeg Tak fra da jeg var liden.
Tak fra mig selv og fra alle dem,
for hvem Du var Lægen og Fader og Yen.
Din Kunst er Livets og min er den
at kalde det Døde tillive igen.
I 1894, da Slægten i København for
anden Gang efter Faderens Død samledes
paa hans Fødselsdag (22. November), sendte
Holger Drachmann fra Hamborg
Stedmoderen et Digt og bad om, at det maatte
blive oplæst ved Mindefesten (det kunde
iøvrigt være blevet sunget, eftersom Rytmen
var »Klang mina flickor» som han oftere
baade før og siden benyttede, bl. a. i »Den
hellige Ild»). De to Slutvers lød saaledes:
Nøjsom Du var, kun i Arbejdet ikke,
Dér gik Du i Spidsen med fordringsfuld Id,
Trolig Du virked, og led ej at ligge
Paa den lade Side i Manddommens Tid.
Hviler Du nu, saa er Hvilen fortjent!
Gamle Professor, den Tak skal Du have:
Arbejdsvelsignelsen, den har vi kendt
Gennem din Fødseldagsgave!
Gaa vi da hver til vor Dont gennem Livet,
Smaa og Store samlet i Kreds om dit Navn,
Saa har Du Kursen for Rejsen os givet,
Og saa finder Skibet den tryggeste Havn.
Skibslæge var Du, og Havfarven grøn,
Haabets Kulor gennem dig vi paakalde.
Gamle Professor — din farende Søn
Bringer dig Tak fra os alle!
Det er Indtrykket af Faderens
Livserindringer, som har formet disse Linier.
De er ærligt mente, men ikke stor Poesi.
Sin digteriske Genius havde Holger
Drachmann jo andetsteds fra — fra Moderen
eller maaske allermest fra Morfaderen.
373
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
