Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Franz von Jessen. En dansk Journalist. Af Anders Vigen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Franz von Jessen
Forhold ikke blot Syd, men ogsaa Nord for
Grænsen uophørligt afgav Stof, og der kaldtes
aldrig forgæves paa ham, hvor national
Interesse og Ære syntes ham at have danske
Mænds Samvirke behov. Da gjaldt politiske
Modsætninger ham ikke en Døjt, blot
Mændene meldte sig til Tjeneste for Sagen. Typisk
er i saa Henseende Protestbevægelsen mod
C. Krabbe, der ikke vilde desavouere sin
Datter, da hun i tysk Sold søgte at saa dansk
Splittelse i Sønderjylland.
Hans Navn var ikke populært i Berlin og
gjorde kun maadelig Lykke i København.
Ogsaa efter at Forfatningskampen var endt
(i901), vedvarede den stærke Forskydning
til venstre i det danske Folk. Den var og
blev kædet sammen med Negativitet over
Forsvaret, og under Indtrukket af Tysklands
voksende Magtstilling affødte denne
Negativitet en vis Sindsforandring i det lille
Naboland. De politiske Følger var uundgaaelige.
Grænseproblemet traadte i Baggrunden for
Ønsket om en Tilnærmelse mellem de to
Stater og Forventningen om herigennem at
opnaa Bedring af den danske Nationalitets
Vilkaar Svd for Grænsen. De enkelte Faser i
denne Udvikling maa her forbigaas. Det er
klart, at Franz von Jessen ikke gjorde den
med, og at han i Partikampen om Forsvaret
saa et Onde, der kunde blive skæbnesvangert
for Ståt og Nation under en kommende
europæisk Krise. Han føler, at Stormagternes
væbnede Europafred ikke anviser nogen
Løsning paa de Nationalitetskrav, hvoraf
Verdensdelen syder. Han gør sig kun faa
Bekymringer om Tysklands Skæbne under et
Magtopgør, ofrer heller ikke mange Tanker
paa Udsigterne for det Europa, hvis vaklende
Verdens-Supremati ikke kan overleve en
europæisk Borgerkrig. Han er primitivt og
envist Gallernes Lærling, § 5’s Fanebærer,
Manden af gammel slesvigsk Slægt.
Er Skuddene i Serajewo den Rystelse,
Lavinen har ventet paa for at gaa i Drift ?
Kommer det nu? Han maa til Paris, der er ingen
Tid at spilde. Den 1. August 1914 er han i
Harwich, Dagen efter i Calais. Han træffer
gamle franske Bekendtskaber. De skaffer
ham til Paris i et Ekstratog; det skulde
egentlig have befordret Lörd Kitchener med Suite,
men han har heldigvis faaet Forfald. Franz
von Jessen gaar straks til Le Temps.
Kontorerne er halvtomme, men man kender ham,
Redaktionen aabner sig for ham. Han skulde
komme til at tilhøre den i samfulde 16 Aar.
I København havde han efterladt sin
gamle Mor -— hun fyldte 80 Aar den 18.
August. Hun sad alene tilbage i deres smukke
Lejlighed, hvor hun havde været megen
Gæstfriheds charmerende Husfrue. Men han
fik hende at se igen. I 1915 rejste hun, uden
Selskab, til Paris og boede hos ham i godt et
Aar, beundret af hans franske Venner for
sit Mod og for sin Kyndighed i deres
Moders-maal. Paa Hjemrejsen blev hun upasselig,
men hun naaede at dø i København. Franz
von Jessen selv gensaa ikke Danmark førend i
1919, og ogsaa i Aarene derefter var han kun
sjældent og kort paa dansk Grund. Venner
døde, Forbindelser smuldrede hen, nye Navne
dominerede Pressen, selve Journalistiken
skiftede Væsen.
Men i Paris oplevede han, fra Afgrundens
Rand til Sejrens Tinde, det store Drama, med
hvis Udgang hans eget nationale Livsmaal
efter hans Overbevisning maatte staa og
falde. Han levede med, ikke blot som
Tilskuer, men ogsaa som medvirkende, fik
derfor ogsaa Part saavel i Modgangens Knubs
som i Medgangens Klap. Han var Aar
igennem nærmest exileret af det officielle
Danmark, og af sit eget Blad, »Berlingske
Tidende», anset for en halvt suspekt og ikke helt
ufarlig Medarbejder. Sandt at sige, den danske
Neutralitetspolitiks Kryds mellem Scylla og
Charybdis kunde ikke holde Kurs efter hans
Sømærker. Men selv maatte han holde
Kursen; han kunde ikke andet.
To Forhold skulde i denne Forbindelse
blive af særlig Betydning. Han var Le Temps’
Medarbejder med Balkan, Rusland og
Skandinavien som Specialer, og han stod André
Tardieu, Bladets daværende udenrigspolitiske
Medarbejder og Clemenceaus højre Haand,
personlig nær. Det var Clemenceau, der paa
et tidligt Tidspunkt af Krigen brød Staven
over Danmarks Holdning og slyngede Georg
Brandes sit: Adieu! i Synet. Franz von Jessen
tog denne Episode ulige alvorligere end det
danske Udenrigsministerium, han opsøgte
Clemenceau og havde med ham en af sit
Journalistlivs interessanteste Samtaler.
Naturligvis opnaaede han hverken at faa
Danmark eller Brandes taget til Naade, men med
Samtalen som Grundlag skrev han i
»Berlingske Tidende» en stor Artikel, i hvilken
han ved Klarlæggelse af henholdsvis dansk
og fransk Synsmaade søgte at give Episoden
et forsonligere Efterspil. I Køpenhavn ansaa
man imidlertid »Tigerens» Brøl for en af-
483
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
