Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tolfte häftet - Dansk musik. Af Julius Clausen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dansk m u sik
Af Julius Clausen
^JR musiken en national eller en
international kunstform? Et fællessprog,
almen tilgængeligt, taler den ■—
rigtignok med den forskel, som bunder i de
europæisk og østerlandsk meget
afvigende begreber om tonalitet og
harmoni-dannelser. Men i sig selv er den hverken
det ene eller det andet. Den kan få en
national tone, som den kan få en
international fernis — ligesom forøvrigt den
bildende kunst ■—• men i sit inderste væsen
er den neutral. Når Grieg bygger så meget
af sin musik på norsk folkemusik med dens
særegne harmonier, virker den national,
ligesom når den ungarske komponist Bela
Bartok benytter sit fædrelands gamle
primitive toner som melodisk grundlag til
videre kunstnerisk opbygning. Men når
samme Griegs Peer Gynt-suite eller norske
danse spilles af et kafé- eller
militærorkester i de fjerneste lande — og det gør
den — er den dermed også bleven
international, hvilket turde bevise, at det
nationale og internationale i musiken
ingenlunde er en artsforskel, begrundet i dens
inderste væsen, men at det internationale
kun er et bevis på, at visse kompositioner
af den ene eller anden grund har fundet
en sådan udbredelse tværs over landene,
at den er bleven musikalsk fælleseje. Og
hvad den såkaldt nationalt prægede musik
angår, må det erindres, i hvilken grad
associationer — texten til musikværker,
særlige stemningsgivende opførelser m. m.
— kan spille ind og forlene den med en
national atmosfære, som tonerne i og for
sig jo ikke ejer.
Danmark har aldrig havt en så
udpræget indstilling til den nationale musik
som Finland, Rusland, Ungarn og Norge,
hvor det etnografisk-musikalske med lån
fra gammel folkemusik har beåndet
tonedigtere som Sibelius og Kaj anus,
Tjai-kovskij, Liszt og Bartok, Grieg og Joh.
Svendsen. Da Niels W. Gade havde sluttet
sit hovedværk »Elverskud», erklærede han,
at »nu kunde der ikke gøres mere ud af
det nationale». Og når I. P. E. Hartmann
i sine sidste balletter og i »Vølvens
spådom» med grandios fantasi skabte en slags
musikalsk saga- og eddastil, var det jo
prægtig similikunst; men med oldnordisk
musik havde den selvfølgelig intet at
skaffe.
Det tør siges, at det seneste slægtled af
danske komponister ikke har lidt af
musiken uvedkommende anfægtelser. Den
vendte sig med uvilje fra romantiken og
nationalismen, der vilde binde tonerne ved
at tilføre dem associationer, der intet havde
med musikens inderste væsen at skaffe.
Bevægelsen gik selvfølgelig sin rundgang i
alle lande — thi i den forstand er musiken
(ligesom malerkunsten) i høj grad
international; men Carl Nielsen var dog hele
den danske musikalske ungdoms
læremester og profet. Hvad han sagde god for,
gjaldt for noget; hvad han ytrede sig
uvilligt om, blev afskyet af hele kresen.
Nu skal det ikke nægtes, at Carl Nielsen
ved sit exempel ragede godt op i en
epigonromantisk Augiasstald, og at han gik
sine ofte geniale veje. Men eensidig var
han også i sit krav om den »rene» musik,
567
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
