Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andra häftet - Michael Rosings Dagbog. Af I. C. Normann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Michael Rosings Dagbog
Hetza mphiteatret i Wien.
en Note, der lyner af Aktualitet) og med
de nyere Dramatikere, med Collé (»Henrik
IV.s Jagt»), med Mercier, med Pieyre
(»l’École des pères») og i Mannheim, Wien,
Prag og Berlin med Schröder, Iffland og
Grossmann. Jo mere Rosing genoplever
Stykkerne, desto mer fængslende virker
hans Fremstillinger, man faar som i en
Nøddeskal concentreret Begreb om, hvad
der er den danske og den fremmede
Skuespilkunsts Styrke og Svagheder. I
Virkeligheden er saadan en
Sammenligningsaf-fære den fuldgyldigste Maade at skrive
Kunstens Historie paa. Vi andre vilde med
den rigere Litteratur, der staar os til
Raadighed i forskellig Retning, kunne gøre
noget lignende, men vises alligevel til
Skammekrogen af Oplevelsens fortryllende
Atmosfære, ikke mindst hvor Rosing
kommer ud for og samtaler med de optrædende
Skuespillere om de Roller, han lige har set
dem optræde i.
Hans Beskrivelse af den danske
Skuespiller Roses højtidelige Spil som Kongen
i »Henrik IV.s Jagt» og den franske
Vanhoves uimponerede Spil i samme Rolle
giver Stemningen overfor Kongemagten i
de to Lande, og formodentlig har Rosing
selv ønsket at spille den i Vanhoves Stil,
kom dog aldrig dertil, Sygdom tvang ham
til at afgive den til sin Lærling Foersom,
men hans Beretning har sat sig Spor i
J. L. Heibergs Behandling af Christian IV
i »Tycho Brahes Ungdom» 1819, selvom
Digterens nye Behandling af Drotten
(»Elverhøj» 1828) ovenpaa det følgende
Pariserophold er endnu mer i den franske
Retning. Da Rosing kommer til Hamburg og
her ser »l’École des pères» efter at have
oplevet Stykket paa Théåtre français med
Vanhove, gaar det op for ham, hvilken
Aabenbaring den franske Kunst har været
og er i det hele taget for ham: »Da jeg saa
dette Stykke i Paris, var min heele
Tilværelse Opmærksomhed, og jeg følede ikke
Skyggen af Kiedsomhed, her derimod
maatte jeg giøre Vold paa mig selv for at holde
mig fra at sove.» — Han tror, han hører
en Samling gamle Reformationshelte fra
Luthers Tid. Tyske Skuespillere lærte først
at spille rigtig paa fransk under Reinhardt.
Man gaar imidlertid gält i Byen, hvis man
tror, at det Kgl. Teaters Lystspiltone i
Pariserstykker dengang var den parisiske,
77
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
