Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Johannes V. Jensen. Af Frithiof Brandt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
udviklingsfaktor, afvises under betegnelsen
»den daarlige Darwinisme». I overensstemmelse
med Darwin, hvis menneskelighed
Johannes V. Jensen har erkendt, fremdrages
de slægtsbevarende instinkter og følelser,
der har spillet en saa stor rolle for de højere
dyreformers existens og udvikling. Man
følger den lange opstigning fra dyr til
menneske, »fra Gru til Glæde». I en bog om
»Aandens Stadier» (1928) har Johannes V.
Jensen yderligere givet sit syn paa
udviklingen af de vigtigste kulturtrin.
Kulminationen af Johannes V. Jensens
omfattende forfatterskab er dog for mange
hans lyrik. Han har udgivet fem samlinger:
»Digte» (1906), »Aarstiderne» (1923),
»Verdens Lys» (1926), »Den jydske Blæst» (1931)
og »Paaskebadet» (1937). Selvom Johannes
V. Jensen ikke havde skrevet andet, vilde
han med denne poesi være et evigt navn i
dansk digtning. Den stemningsfortættede
lyrik er hans mest personlige ytringsform;
her finder man de mest umiddelbare og
inderligste udtryk for hans væsen. Gennem
digtene spejler sig tillige kronologisk hans
livsfølelse fra en stormende ungdom til en
moden og afklaret manddom. »Digte» fra
1906 betegner intet mindre end en
fornyelse af vor lyrik fra grunden, baade ved
sit nye stof, sin ny fantasi og sin ny
følsomhed. Heri findes de nu saa berømte digte
som »Moderens Sang», »Pigen der vandrer»,
»Grottesangen», »Cecil», »Ved Frokosten»,
»Paa Memphis Station», »Columbus» og
meget mere. Det lyriske pres er saa stærkt,
at digteren ofte anvender prosadigtets form.
I de senere samlinger bliver digteren mere
og mere formstreng, idet han blandt andet
optager den Ohlenschlægerske strofe og det
oldnordiske stavrim. Begge former har han
forstaaet at fylde med nyt liv. Fornyelsen
af stavrimet turde især vare en bedrift, og
intet viser maaske bedre digterens aandelige
samhørighed med det urnordiske end hans
med rette höjt berømmede gendigtninger
af Egil Skallegrimsons kvad, og hans egne
kvad i den gamle, fornemme stil. Et
supplement hertil er hans kongeniale bog
»Kvinden i Sagatiden» (1942). Man mærker, at
det er gennem sin jydskhed Johannes V.
Jensen forstaar sagatiden.
Forsøger man at sammenligne Johannes
V. Jensen med andre moderne digtere,
kommer man underlig til kort. Hans særpræg
er usædvanligt. Bedre gaar det næsten at
sammenligne hans digtning med den
bildende kunst, med maleri og skulptur. Dette
beror paa Johannes V. Jensens mesterskab
som deskriptør. At læse ham er som at se
billeder for det indre syn; hans samlede
digtning er som et mægtigt billedværk.
Man kan uden tvang sammenligne ham f. ex.
med svenske malere som Bruno Liljefors
og Anders Zorn; den første som natur- og
dyremaler, den anden som den nordiske
kvindeskikkelses maler og som portrættør.
Man kan nærmere sammenligne ham med en
dansk maler som P. S. Krøyer, som lysets
og luftens maler, og med de fynske
friluftsmalere, især Fritz Syberg og
Johannes Larsen, til hvilke han ogsaa har været
knyttet i nært venskab. Samme affinitet har
Johannes V. Jensen til billedhuggeriet.
Periodens førende billedhugger, Kai Nielsen,
virker næsten som Johannes V. Jensen
omsat i granit og marmor; det er samme plastik,
samme syn for livet i dets vegetative og
driftsbestemte spændthed og frodighed.
Ogsaa med musikken lader Johannes V.
Jensens digtning i de store grundstemninger,
i sindets vælde, sig sammenligne. »Den lange
Rejse», med dens kraft og ukuelighed
og gennembrydende menneskelighed kan
tvangløst sammenlignes med Carl Nielsens
symfonikunst, især med dennes hovedværk
»Det Uudslukkelige». Intet under, at
Johannes V. Jensen fra tidlig tid har følt sig nær
knyttet til malere og billedhuggere, og at
talrige af hans mest inspirerede essays
handler om kunst. Det er da som om Johannes
V. Jensen i ordets form genskaber de
kunstværker han analyerer og beskriver. Nævnes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
