Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Första häftet - Nogle danske Bøger. Af Johannes Lehmann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nogle danske Bøger
paa samme Tid maa følge med i Tekst,
Noter, Register m. m. Det er for meget
forlangt, al den Stund Mennesket dog kun har
tvende Øjne i Hovedet. Men Respekt
fortjener Udgiverne for deres imponerende
Indsats. Saa gør det mindre, at der er sjusket
lidt med Navnefortegnelsen. Det er
ærgerligt, men det lader sig rette i en kommende
Udgave.
For at ogsaa den kommer og flere til er
ganske givet. Vel er disse Erindringer
ensidige og partiske, vel afslører de deres
Forfatterindes store menneskelige Brist — det viser
Noterne fuldt ud, og den, som med
Opmærksomhed sætter sig ind i dem, lærer Fru
Heiberg at kende som Karakter — men ingen vil
kunne komme udenom, at »Et Liv» med alle
sine forskellige og forskelligartede Skavanker
er et ganske forunderligt Værk uden
Sidestykke i den nordiske Litteratur. Stilen er
enkel men smidig, hver Side flimrer med
rammende Repliker og Portrætternes Mængde er
ganske uvurderlig. Hendes Sympati og
Antipati giver sig her de stærkeste Udslag, men
om hun er mild eller haard er hendes Stil
artistisk gennemført som alt er artistisk set.
Saa mange Aar efter at hun er død lever
hendes rige Personlighed, hendes Aand paa
hver Side. Næppe nogen vil undgaa at blive
fængslet af denne højtbegavede, mangfoldigt
nuancerede Kvinde med de passionerede
Lidenskaber og den aristokratiske Vilje, der
støbte hendes Jeg i saa fast en Form, som
intet har kunnet rokke. Hendes Bane var
fuld af store Sejre som Kunstnerinde, men
den største af dem alle vandt hun gennem
sine Erindringer, der kom, da hun ikke var
mere. Udødeligheden i nordisk Aandsliv
vandt hun endeligt fra Graven med det
bindstærke Værk, hun havde skrevet, da
alle Minderne om hendes brogede Liv brød
ind over hende og satte det hede Blod i
spillende Kog.
Har den nordiske Læseverden biet længe
paa den nye og videnskabeligt garanterede
og reviderede Nyudgave af Johanne Louise
Heibergs Erindringer, har man med Undren
ventet endnu længere paa en Bog om
Digteren Viggo Stuckenberg. Det er selvfølgelig
mest i Danmark dette Værk har været
savnet, og det er godt, det nu er skrevet, medens
en Del af hans Omgangskres er i Live. Først
og fremmest har man derved opnaaet, at hans
Wilhelm M ar strand Interiør fra
det Heibergske Hjem.
altid meget omtalte Ægteskabstragedie ikke
er overgivet til Forvanskning og Legende.
Hans lille vemodige Digt paa Mindebænken i
Sorgenfri Park ved Aaen lige neden for det
kongelige Sommerslot, har sat mange Tanker
i Sving og stillet det Spørgsmaal til endnu
flere om, hvordan Ingeborg og Viggo
Stuckenberg i Virkeligheden var. Alle vidste og ved,
at de paa samme Tid var stolte og ulykkelige,
at det trods al Stræben var dem umuligt at
finde ind til hinanden. Broen mellem dem
var brudt af, men en hemmelig Traad
forbandt dem ogsaa efter den endelige Skilsmisse.
Trods alt og trods det, at deres Kaar
undergik saa månge Ændringer, holdt de i Tankerne
ved hverandre til Døden rev den ene bort.
Det lille Digt, som er hugget ind i
Stenbænken i Slotsparken, lyder:
Nu brister i alle de Kløfter
som fured og sprængte mit Sind,
Alverdens fagreste Blomster
for Sommerens sagte Vind.
Thi to som elsker hinanden,
kan volde hinanden mer ondt
end alle de argeste Fjender,
som hævner sig Jordens rundt,
og to som elsker hinanden
kan læge de ondeste Saar
blot ved at se paa hinanden
og glatte hinandens Haar.
39
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
