Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Nis Petersens Lyrik. Af Jørgen Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jørgen Andersen
Høloft. Det var i 1922. Hverdage uden
Romantik. Friheden er ikke gylden men et
endeløst graa for den, der er gledet ud af
Samfundet.
Naar Hans Brix hjemsøger Forfattere
ved Dag og Nat og skovler deres
Produkter ind i Luerne til en naadig
Forglemmelse, skulde de huske paa, at han er
deres onde Samvittighed (hvis Fabrikanter af
»best-sellers» endnu har en saadan) mere end
deres Bøddel. For gode Bøger eller bare den
gode Vilje til at skabe saadanne har Brix
stedse yndet. Jeg husker fra min
Universitets-tid en Rubrik, der hed »Dagens Vers», og
som indledte Forelæsningerne i dansk
Litteratur. En Morgen foredrog Brix Nis
Petersens Café »Det røde Hjerte» og knyttede ganske
faa Bemærkninger dertil. Men af Kontakten
mellem Lærer og Tilhørere føltes, at Nis
Petersen skulde man huske. Og den strenge
Kritiker havde jo set rigtigt.
Nis Petersen er Sønderjyde, født i
Vamdrup d. 22. Januar 1897. Faderen var Garver
ligesom sin Broder, Kaj Munks Fader, og
døde ogsaa fra en lille Søn. Forinden var
Moderen død, og Nis blev sammen med to
Søskende opdraget hos sin Mormor Fru Nissen
i Herning. Hun bestyrede et Hjem for
K. F. U. K., men var ogsaa indvortes religiøs
og opdrog sine Plejebørn sikkert og fast i den
kristne Børnelærdom. Efter at have taget
Realeksamen kom Nis til Lolland i
Apotekerlære, hvilken han snart rendte fra ligesom fra
Kit, et Pigebekendtskab, han skal have haft
paa Knuthenborg, og som han senere har
korresponderet med, hvilket fremgaar af
Digtet til hendes Ære: »Kit in memoriam».
Indledningen er ram Selvanklage.
De skjældte mig for drukkenboldt
og sjover og drabant
og hvisked’ det, som værre var,
og hvert et ord var sandt;
men Kit var som en hvirvelvind,
hvem ingen sladder fandt.
Hvert Brev hun skrev i ny och næ
med klatter og med fejl
var sødt som kys og brændevin
og slog mig som en plejl,
endskønt devisen altid var:
— Kun aldrig svigte sejl!
Det sidste lå i Amsterdam,
og siden lyste blank.
Kun midtpå med den lilles skrift
forførende og slank
stod: — »Skidt med alt, når blot du, dreng,
maa holde ryggen rank.»
Og da hun stod for St. Peter, har hun tøvet
med at gaa ind i Himlen og forklaret det
med: »Jeg venter paa min Ven.» Men naar han
kommer og bliver vejet og fundet et Par Pund
for let, ved hun ogsaa Udvej: »Skidt — vi
finder nok et andet sted!» En Alma eller
Gretchen i en meget jordisk Udgave, men
med et Hjerte som de.
Hvornaar forlod Nis Petersens Lykkens
Alfarvej for at køre ud af sit eget blinde Spor?
I Holbæk hvortil han var kommet, da han
havde bestemt sig for at blive Journalist. I
Amtsavisen, hvor han var Medarbejder fra
1917—20 læser man en Del Lyrik fra hans
Haand af forskellig Karat og Inspiration
med Forkærlighed skildrende Byens Natliv
paa diverse Knejper. »Gaade» er skrevet under
Pseudonym, de følgende lægger Digteren Navn
til. I den samlede Udgave »Lyrik» er aftrykt
nogle Prøver, hvoriblandt »Den sort-hvide
amerikanske trio i ’Haabet’» (som var Byens
Sodoma). Optakten anslaar den Extase, som
Nigger-Synkoperne hamrer op i Tilhørerne.
Her er music! Som en sulkys
eller bedre: Som en rickshaws
rappe rullen er de ti vaniliesorte
slanke fingres løb
på grå tangenter.
Her er toner — nogle hulkes —
nogle skriges ud i juhel —
Det er music!
Voldsomt — gnistrende vulkansk,
det er meget mer end himmelsk
— nemlig helt amerikansk.
At Bedstemoderen led under den Vending
Nis’ Livsførelse havde taget, er forstaaeligt.
Men han kunde intet ændre ved den, bare
føie Anger overfor hende, som mest gribende
kom til Udtryk i Digtet »Støv».
Jeg har eengang kendt en hånd, som nu forlængst
er død
— stiv var den, krum var den, hård og ru og rød
— det var den, jeg kasted vrag på, denne skønne,
magre hand,
før de skiltes støv til støvet, ånd til livets væld af
ånd;
men jeg gav jo, å så gerne, et af livets bitre år,
hvis den eengang måtte stryge som et kærtegn i mit
hår.
Brix fortæller, hvordan den gamle Kone
døende havde ligget og lyttet, om det nu ikke
var Nis, der kom. Men han havde ikke kunnet
faa sig til det. Heraf bærer det fortvivlede
Digt »Sendebudet», hvor den Fortabte Søn
gennem Bror Fusel sender en Forbandelse
298
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
