Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Nis Petersens Lyrik. Af Jørgen Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jørgen Andersen
ranttræet/ et lille barn, der pludrende/
færdes mellem jødekirsebærtrær/ og
broncekal-kuner». Dette Syn, som Tolderen ved venter
ham efter Dagens Gerning, skulde den
hjemløse Digter delvis ogsaa selv komme til at
opleve, men først da det lakkede mod Enden.
Med færøisk Motiv er den mægtige
Inspiration »Færinger —- frænder», bygget over Nr.
28 af »99 Bemærkninger», en Aforismesamling
N. P. udsendte i 1936.
Når Lomviens unge skal i vandet første gang, er
den så svag og undselig, at den ikke — som de andre
søfugle — tør kaste sig ud. Moderen puffer den da
ud fra fjeldet, men jager samtidig som et lyn ned
under den, griber den på ryggen, taber den og griber
den igen, taber og griber den og fører den således
etappevis ned på vandet. . . et billede, der ligesom
kaskelottens tænder næsten er altfor smukt til at
dreje nyttegenstande af.
Men ikke til at gøre et Digt af som
ovennævnte. Første Strofe følger Citatet. Den
anden lyder:
Færingens vej er som fuglens —
en vårdag han vandene kaldt:
— Kom, barn, vi vil vugge dig varsomt —
kom, flygt fra de øers basalt!
Kom med fra de lunende fjelde
og op mod det lysende nord.
Vi griber dig, løfter dig, lover dig
færden med livet og døden ombord,
mens du vugger på vandet.
Derpaa følger denne Strofe, som, hvad Form
og Indhold, Rejsning og Fylde angaar, savner
sin Lige:
Kun Han, der ser slangerne parres,
og bjerggeden føde sit kid,
veed lomviens tilmålte dage
og færingens tilmålte tid.
Han udmåler jubel og klage
og afvejer gravfærd og dans, —
Hans vælde er stor som Hans vilje,
og intet er stort som Hans glans.
Nis Petersens Fætter Kaj Munk har i
Davids Lovsang til Jahve i »De Udvalgte» ogsaa
prøvet sine Kræfter i den store Stil og med
Held.
Mellem Rejserne vendte N. P. hjem til
Danmark. Fra 1926 til 29 ernærede han sig
som Skotøjsarbejder i Viborg. Her blev
Begyndelsen til »Sandalmagernes Gade» gjort.
Ved Paasketid forsvandt han igen. Han
kunde ikke mere finde sig til Rette i
Forholdene. De lange Veje havde kaldt igen.
Først efter 1938 faldt Nis Petersen til Ro i
en lille Bungalow ved Laven Station. En
Frugtplantage, der hørte med, naaede ned til
Juulsø. Himmelbjerget blev hans Genbo. Ved
den Tid havde Digteren indgaaet Ægteskab
for anden Gang.
Ingen har i sin Poesi æret og tilbedt
Kvinden mere varmt end han. Vel at mærke den
huslige Kvinde.
Hvis Kvinder almindeligt vidste, hvilke Følelser,
der indtager en Månd, første Gang han ser den
beundrede i Arbejdsdragt i et Køkken, vilde mange flere
søge Anledning til at vise sig i denne fordelagtige
Skikkelse. Meget andet kan skifte, men Mandens
urgamle Fastholden ved Husholdningsidealet er
tilsyneladende uforgængeligt.
Men der hører ogsaa Sind til. Og at Nis
Petersen ikke havde det, kan man let forestille
sig. Han fik det dog til sidst.
I 1940 meldte han sig som Frivillig i den
finske Vinterkrig, men havde den dybe
Skuffelse at faa Afslag. Aldersgrænsen var 40 Aar,
og han var fyldt 43. Digtet »Elegi» stammer
fra denne Tid. Man føler hans Spænding
mellem at være udenfor, hvor der endnu er Fred
og ingen Fare, og saa leve med paa
Kamppladserne. Midt i Rædslerne. En Civilist, hvis
Hjerte er hos Soldaterne.
De bad mig: lev dit liv som før,
da vår var fest og glød.
For nu er saft i stilk og knop
og frugt i hver blomsts skød.
Men ak — et sted i Flandern er
en hjerne mast til grød.
Og ved Narvik er en Yngling netop død.
Ogsaa Danmarks Situation efter d. 9 April
greb Digteren dybt. Man læse herom det
storslaaede Kvad om »Baadene, der ikke
vendte tilbage» med Optakten:
I dag sidder kvinder i by og bol
og stirrer tomt på en ledig stol.
Hvad hjælper klage! Hvad nytter bøn!
Hist sad en far, og her sad en søn.
Da sidst man så dem på skibets dæk
stod sol paa himlen. Nu er den væk.
Eller »Hvem rider gennem midnats regn», hvor
rytteren, der jager af Sted som en usalig uden
at vinde frem, er Digterens eget Hjerteslag.
Og han, der skyede de store Ord og kun
sjældent betroede Papiret sine dybeste
Følelser, for han var ærlig og sand og blufærdig
som ingen anden, slutter Digtet med denne
Bekendelse:
Mit land! for dig et hjerte slår
-— uværdigt som det er.
Al daglig modgang mig forgår,
når blot jeg er dig nær.
300
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
