Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Nis Petersens Lyrik. Af Jørgen Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jørgen Andersen
niker, om en riktig Kyniker, der intet Hensyn
tog til nogen eller noget.»
Man maa da spørge: Handlede N. P. i
Overensstemmelse hermed? Og Svaret maa
blive: Ja, hver anden Gang. For indimellem
hæmmedes han og led af Samvittighedsnag.
Utvivlsomt forklarer disse to Modsetninger:
Trangen til uhæmmet Kraftudfoldelse og det
tunge Ansvar for enhver Handling Digterens
sjælelige Krise. Han slog i Stykker og græd
over Skaarene. Ogsaa rent bogstaveligt, hvad
Professor Brix anfører et Eksempel paa i sit
Forord til Samlede Digte.
En Aften hos hans tro Veninde Fru Overlæge
Biil-mann, hvor andre var til Stede, rasede han op og ned
ad Gulvet, kontrær og fuld af Anklager. Han strøg
forbi et Stykke kunstfærdigt Glasnips, der splintredes
mot Gulvet, og vendte nu sin Vrede mot det. »Hvad
var det for noget overflødigt Skidt at stille op, hvor
det blot var i Vejen.»
Men saa bøjede Nis Petersen sig ned mot Gulvet
og sagde stille: »Derfor kan man jo gerne sige
Undskyld!», mens han laa og samlede Skaarene op.
Ydmygt och elskeligt.
I Kærligheden slog han Skaar. Men de, det
gik ud ud over, har tilgivet ham, da de
kendte ham og vidste, hvordan han led. I
det skønne Digt »Den lille» fortæller han,
hvordan Aakanden som en Stjernebrand »sänk
i sit dyb af barmhjertigt vand /troløst forladt
af sin sol, sin skat,/ og da var det nat — var
det bundløs nat».
Det blev ingen nat som en vanlig nat,
men tom for vej som en vildskovs krat,
og intet mulm som det mulm, vi ved,
der sænkes nådigt med søvn og fred —
Men bedst som byrden — vi ved, det sker! —
næppe er til at bære mer’,
kommer en kraft af barmhjertighed
og virker, at byrden kan kastes ned.
Underet sker. Blomster stiger op fra
Bunden og kalder paa sin Elsker, og han hører.
Hvilket under kan kaldes størst
— blomsten, som lå der fin og først
råbende spædt fra sin flydestol:
— sol — min velsignede, søde sol!
Eller den angrende sol vendt hjem
sløret af dagningens tårebræm
råbende over en nats bekomst:
— Blomst — min velsignede, hvide blomst!
Hertil slutter sig den fine Allegori: Café
»Det røde Hjerte», der, som paavist af Hans
Brix (i Berlingske Søndags Magasin, Februar
1945), ogsaa hører til Digtningen om Kit. En
Pigestemme i Hjertets Café, hvor den lille
Løgner Frøken Trøst sidder paa Skødet af
den gamle Pastor Smerte. Pigen fortæller sin
Historie, den gamle og altid nye, om, hvordan
hun først er blevet tilbedt og siden forsmaaet,
og spørger hvor det kan være, »når hun giver
den, hun elsker, hvad hun har?» Hun faar
til Svar, at »den, der elsker mest, betaler
altid bravt», og som Trøst, »at af to, der tror,
de har hinanden kær, / er den fattige iblandt
den meget rige».
»Nytår» handler om de stolte Forsætter og
de svegne. Der er to Slags Dage. Der er dem
»i Panser», som ligner kampberedte Krigere.
»Der er blink i bajonetter —/ der er lyn i lange
lanser — / der er ild i deres øjne — deres blod.»
Og saa er der dem, der ligner slagne kolonner
med rustne bajonetter. »Det er dagene i året,
du forlod.» Mens den første Slags er dem,
man har til Gode, og hvor Viljen skal staa
sin Prøve.
Har du aldrig knyttet hånden
mot Guds mylr af hvide stjerner, —
når de spottede den afmagt i din dvst!
Har du aldrig,
når de røde bajonetters døve klinger
vendte om og retted spidsen mod dit bryst
—-har du aldrig gjort et løfte,
som var bedre end de andre
og har holdt det! —- å, så ved du, det er sandt:
Een dag brudt i blodig nærkamp
som en søndertrampet lanse
vejer mer’ end tusind op af dem, der svandt!
Nis Petersen har tegnet to ranke Skikkelser
over dette Motiv, uforglemmelige i deres
Storhed. Det er Knesen fra Peene og
Borgmesteren i Galway (Hovedpersonerne i de to
Ballader af samme Navn). Den første kan redde
Livet ved at fornægte sin Gud og knæle for
de Kristnes. Men han gør det ikke. Til Bisp
Absalon, der peger op mod en allerede hængt
Kriger for at betage ham Modet, siger han,
at Svanerne paa deres Flugt over Himlen vil
hviske ned til ham:
— At den, der sand mod sit hjertes latter
har le’t mod livet og fulgt dets lov,
han har en løn, som I ikke fatter,
og han fik stillet ethvert behov!
Og den Galway Borgmester hænger sin egen
Søn for Mord, da ingen andre vil det. Ogsaa
han var sand i sin Tørst efter Retfærdighed.
Det er menneskets sag at jage efter sandhed, ikke
efter lykke; men ofte gør sandheden det lykkeligt.
Saadan lyder en af Nis Petersens
»Bemerkninger». Og en anden:
302
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
