Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredje häftet - Johan Falkberget. Arbejdets og Drømmenes Digter. Af Preben Ramløv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Preben Ra m løv
for falder Lyset ligeligt over de Mennesker,
der har deres Udkomme ved denne Grube,
og som forbindes ved Arbejdets Fællesskab.
Romanen har et Utal af Personer, og i flere
af dem har Forfatteren lagt en Splint af sig
selv. I et Brev under Indspilningen af Eli
Sjursdotter siger han: »I går tok jeg på mig
en menigs (det passer mig best)
karolinuniform — for å ta noen billeder. — Det var en
mærkelig stemning, jeg stod plutselig mellem
solen og mørket, mellem historien og nuet —
det var som jeg sa til mig selv: »Nu står du
igjen under våpen, det er to hundre år siden
sist. Hvad vet vi om det, som er forut. Det
er jo enkelte mennesker vi synes å kjenne
igjen fra en gang før. Længe syntes jeg
tydelig å minnes riksforsamlingen på Eidsvoll.
Og Brodde krigsknekt i ’Sextusi er rett og
slett livserindringer, de eneste jeg kommer til
å skrive, de fra mitt siste liv er ikke noe å
skrive ned.»
Man har set Falkbergets Digtning som en
Ellipse omkring to Brændpunkter: det sociale
og den traditionsbundne Menneskeskildring,
men efterhaanden som Falkberget ældes og
Pennen ligger fastere i hans Haand, bliver
det alt klarere, at et andet Synspunkt bør
gøres gældende. Adam Salomon Dopp,
Bjerg-löjtnanten fra Christianus Sextus, bliver
degraderet, fordi det viser sig, at den Boring,
han har gennemtvunget i Gruben, slaar
Fejl. Men han har Tro paa sine Evner, og da
han paa et af sine Forskningstogter over
Fjeldene finder en Grube, der efter hans Tro
vil give de rigeste Malmlaster i mange Aar,
vaagner han til ny Daad. Han samler Kapital,
saa han kan drive Gruben og blive Grubeejer.
Men samtidig vaagner den uforsonlige
Selv-hævdelsestrang til fuldt Liv hos ham. Hans
Hustru, den smukke Madame Elisabeth,
f. Irgens, søger at dæmme op for den, men som
Regel uden Nytte. Til andre Tider faar det
gode helt Overtaget hos ham, og da har han
det bedre med sig selv — derfor en rigere
Arbejdsevne og mere frugtbar Arbejdstrang.
Uden helt at lade Johan Falkberget være
identisk med Bjergløjtnanten og hans Skæbne,
er der dog visse Ting i Falkbergets
Produktion, der faar en til at tro, at hans Digtning
snarere end to forskellige Tankelinier, har
været en Kamp mellem et Raab af Trods og
en Trang til at give sig hen i medmenneskelig
Kærlighed. Samtidig er Drømmen blevet en
mere virksom Faktor i baade Falkbergets
eget og hans Personers Sind. Som hos Peer
Gynt staar der en Kamp mellem Fantasien
og Livet. Adam Salomon Dopp er beskrevet
som en Don Quixote, der til sidst maa
overgive sig til Guds Naade, likesom Brodde
Krigsknai-gt, der finder frem til en Bastion,
der kan holdes, »et Brystværn nærmere
Gudsriget». Medens Falkberget i »Brændoffer»
skrev »en skulde aldrig drømme om noget,
for efterpaa blir det saa ondt. Udenfor
drømmen er det mørkt og koldt», faar vi nu den
gennemreflekterte Mands storslaaede Syner,
fremelskede i Erkendelse af, at Drømmen og
Virkeligheden trods alt kan nærme sig
hinanden, naar Sindet bliver ledet i den rigtige
Retning, men med den Vidén, at de aldrig
her paa Jorden kan naa at dække hinanden.
Det er lige saa umuligt at sætte en kritisk
Finger paa noget i dette Værk, som det er
at kritisere Livets Love, selvom de somme
Tider for Menneskeøjne kan synes planløse.
Johan Falkberget skriver lige ud af sit rige
Sind med en altfavnende Interesse, intet
menneskeligt er ham fremmed, intet stort
eller smaat er ham uvedkommende. Arbejde,
Kærlighed, Brød, Død — det er det
elementære i Menneskers Liv. »Christianus Sextus»
er et Epos til disse fire Tings
Forherligelse.
Og saa kom da endelig 1939 første Bind
»An-Magritt» af den nye store Trilogi
»Nattens Brød». Dette Værk tegner til at blive
Johan Falkbergets Hovedværk, det har man
hidtil regnet »Sextus» for at Være.
»An-Magritt» er saa dyb i Tanke og saa høj i
Renhed, at den kan bringe Tanken hen på det
gamle Testamentes Profeter. Motivet er
igen Forholdet mellem Livets vdre Pligter
og Besværligheder og det indre Liv, Sjælenes
og Hjerternes Harmoni. Ogsaa »An-Magritt»
foregaar nær Røros ved Rigsgrænsen, hvor der
paa hver sin Side af Grænsen bor to Folk, der
nu og da har været Fjender, men altid
Lidelsesfæller overfor Krig, Afsondrethed, Uvejr
og daarlige Vækstaar. Her er Menneskene
mere end andre Steder henvist til de Værdier,
de kan opbygge ved deres blotte Eksistens.
Men Hovedpersonen i Romanen er Kvinden.
I et Brev skriver Falkberget: »Hun
interesserer mig ikke som kjønn — men som socialt
individ. Det er hennes stilling i samfundet,
jeg tar op til behandling — og den urett hun
har lidt i århundrene efter middelalderen —
den smerte hun har lidt — det hjerteblod
hun har blødd —- den navnløse grav hun
blev senket ned i — –-. Opgaven er våge-
146
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
