Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Gerhard Hennings vej til den store form. Af Haavard Rostrup
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Haavard Rostrup
Liggende pige. Vox. 1914.
paa højre arm og med den venstre lagt op
over hovedet og indrammende dette, benene
er krydsede, det højre ført uden om det
venstre, der rejser sig i en stejl kurve.
Linierne er voldsomt strammede, og
torsoen med de smaa, spidse bryster spænder
stærkt imod de svulmende Iaar. Forholdet
er nu ikke det simple, at Kai Nielsen
»laante motivet», som det hedder, men det
satte hans fantasi og hans skabende evne i
bevægelse, og resultatet blev hans berømte
»Leda uden svanen» fra 1920. Det
strammede, spændte og koncentrerede hos
Henning er her omsat til langeligt dragne
rytmer, bevægelsen er løsnet uden at være
slappet, og hele figuren er spejlvendt i
forhold til Hennings. Den har derved faaet
en udtalt lighed med senantike værker
som den sovende Ariadne i Vatikanet eller
den Barberinske faun i München, hvilket
maaske ikke er helt tilfældigt. Ansigtet
derimod med den aabne mund og de slørede
former er paavirket af Rodins saakaldte
»Jeanne d’Arc» i Glyptoteket. I
»Aarhus-pigen» (1921) gentog Kai Nielsen motivet
med armen, der skærmende er ført op over
hovedet, og i den senere tilintetgjorte
gruppe af Adam og den vaagnende Eva
(fra samme tid) anvendte han det endnu
engang. I Kai Nielsens maaske genialeste
figur »Leda med svanen» (1918) er motivet
derimod et andet, idet kvinden her i
ekstase fører haanden til sin pande med den
halvt aabne haandflade udad —■ en gestus
der ellers kun anvendes af daarlige
skuespillere for at udtrykke raadvildhed eller
fortvivlelse, men som her har faaet
indblæst nyt liv og er blevet til et
overrumplende udtryk for vellyst. Ogsaa Gerhard
Henning arbejdede med et Leda-motiv og
udformede det i flere statuetter fra
begyndelsen af 2o’erne, og experimenterne
hermed førte ham frem til hans første figur i
større format, »Danae» (1927).
Bevægelses-motivet kan gennem forskellige mellemled
følges tilbage til hans »Liggende pige» fra
1914, denne mærkelige figur, der er som
nøglen til hele hans værk; men alle linier
er nu spændt til bristepunktet, alle former
gennemført med den yderste præcision.
I sin Henning-monografi fra 1931 gjorde
Peter Hertz med rette opmærksom paa, at
det er blandt de tegnede udkast til
1914-statuetten, forudsætningerne for Kai
Nielsens »Leda uden svanen» i virkeligheden
maa søges, og han drog den slutning, at
statuetten med al sin særprægede skønhed
dog kun var »en lille gengivelse af en stor
figur», og at kunstneren saaledes havde
opofret en monumental-statue for at skabe
et miniature-kunstværk. Det var ikke uden
hensigt, at Henning paalagde sig denne
selvdisciplin. Han vilde være helt sikker paa
haanden og nøjagtig vide, hvad han gjorde,
før han gik op i det monumentale format.
I slutningen af sin Göteborg-tid,
umiddelbart før han flyttede til København, havde
han udført en legemsstor figur, »Eva»
kaldet, i en mager, skarpkantet
naturalistisk form, meget forskellig fra hvad han
senere hen kom til at frembringe. Den
havde skuffet ham, og han slog den atter
ned. Nu gik han den modsatte vej og gjorde
først det lille format monumentalt.
Motivet den liggende kvinde, der støtter
paa højre arm, blev ved med at optage
Henning, og han vendte flere gange tilbage
354
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
