Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Teatersæsonen i København 1945—1946. Abell, Grieg og Lagerkvist — Det svage Repertoire. Af Harald Mogensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harald Mogensen
blot og bar dansk Aktualitet. Abell prædiker
det Jean-Paul Sartreske Evangelium, at det
kan nytte, at Historien ikke gentager sig, at
Mennesket kan gribe ind og forme sin egen
og Verdens Skæbne. Lille Ulrichsen, Kjeld
Abells Helt, kunde ogsaa være en Sartresk
Idealfigur. Sartre og Abell, begge har de søgt
at give Frihedskampen, den mod Tyskerne
og den for Mennesket, videre Perspektiv. I
Epilogen stilles den faldne Frihedskæmper
Lille Ulrichsen paa Piedestalen ikke blot som
en Martyr i Danmarks Krig med Tyskerne,
men som en falden Partisan i Menneskehedens
Frihedskamp for en bedre Fremtid i den fælles
Samvittigheds Tegn. Der siges om ham, at
han har sine iskolde Skemaer at kæmpe efter.
Han har noget af en »Kommissær» i Koestlers
Betydning af Ordet i sig. Han plages ikke
som Kammeraten Jørgen af triste
Privatfornemmelser. Han vil noget, ogsaa med sig
selv. Han har et Program. Det er ikke noget
Tilfælde, at Kjeld Abell forlængst har stukket
et Par sympatiske Følehorn ud mod den
teoretiske Kommunisme. Ganske som Sartre
(jvf. hans Tidsskrift Les Temps modernes).
Teknisk set er Kjeld Abells Silkeborg
næsten fuldendt. I Prolog og Epilog leger
Digteren en fantasifuld Leg med
Tidsbegreberne og med sindbilledlige Skikkelser efter
Recept fra de tyske Romantikere. Poesi og
Lune og Patos vekslede paa disse
Baggrunds-dekorationer for Midterpartiets fasttømrede,
men lidt for snakkesalige Sabotørdrama fra
den lille jydske By Silkeborg, i hvis Nærhed
Kaj Munk blev myrdet, og gennem hvis
Gader hans Kiste førtes til Graven •— som
den myrdede Frihedskæmpers i Skuespillet.
Efter Sigende plantede denne Begivenhed hos
Kjeld Abell Stiklingen til hans Drama.
Sam Besekow, velkendt i Sverige, havde
sat i Scene, hans første danske Indsats efter
Emigranttiden. Forestillingen var hæderlig,
men ikke pletfri, og man gjorde sure Miner
ved Tanken om, hvad Det Kgl. kunde have
faaet ud af dette Drama i Topform. Bedst
var den poetiske Ramme lykkedes, den Slags
ligger for Besekows lidt løse og udisciplinerede
Form. Ogsaa fordi den ypperlige unge
Skuespiller Edvin Tiemroth spillede Studenten
med saa lyst et Lune og saa vemodig en
Poesi, at Hjertet bevægedes derved.
Forestillingen var iøvrigt ikke rigtig færdig til
Premieren. Der blev experimenteret med den
de over ioo Gange, den blev opført, og
»Silkeborg» blev mindre og mindre ufuldendt.
Inger Lassen knækkede Halsen paa Git, en
ypperlig Kvindeskikkelse, en rigere og
modnere Variation af den Judith, som Kjeld
Abell tegnede i Dramaet af samme Navn.
Bourgeoisikvinden, som stødes ud af
Elfen-benstaarnet og flakker vildraadig om, er et
af Abells Yndlingsmotiver. Han kunde skrive
et Drama om, hvorledes det gik Nora, da
hun havde forladt sit Dukkehjem. Inger
Lassen efterfulgtes som Git af Erni Arneson,
som markerede Figuren med klog Dygtighed.
Men Rollen er saa frodig, at den bør prøves
af vore ypperste Skuespillerinder.
Kaj Munks »Niels Ebbesen» er ikke som
Abells »Silkeborg» Opgør, men
Beredskabs-dramatik. Kaj Munk hørte til de Elementer
— som stadigvæk officielt betegnes som
uansvarlige — der ønskede Handling i Stedet for
Forhandling i Forholdet til Tyskerne. Hans
Stykke blev beslaglagt ved dansk Domstol i
1943, men en Del af Folket tog det til sig.
Først nu efter Befrielsen kom det op paa
Det kgl. Teater i Holger Gabrielsens
Iscenesættelse. Mod Enden af Sæsonen blev det
opført som Festspil ved en Rigsdagsfest. Kan
et uansvarligt Element naa videre ? Niels
Ebbesen har flere Gange før været paa Scenen
i dansk Teaterhistorie. Professor L. C. Sander
f. Eks. skrev en Tragedie om ham i Slutningen
af 1700-Tallet. Han var Holstener af Fødsel
og Indstilling og fik derfor med stor
Livagtighed Udtryk frem for det vi i Dag kalder
en Scaveniansk Klogskabspolitik. Danske og
Tyske maa finde en modus vivendi, og Grev
Gert ødelægger denne eneste fornuftige Udvej
ved sine vilde Magtdrømme. Derfor springer
hans Hoved under Niels Ebbesens Sværd.
Sanders Stykke er ikke daarligt og havde
egentlig egnet sig bedre som Festforestilling
for den lykkeligt gensamlede Rigsdag.
Om Kaj Munks »Niels Ebbesen» er et godt
eller et daarligt Stykke, har der været tærsket
Langhalm fra dets Fremkomst. De første to
Akter er i hvert Fald vindstille og
udramatiske, en fjern Murren før Tordenbygen bryder
løs. Men i III og IV Akt pisker en dramatisk
Styrtregn over Scenen, Kaj Munk paa Højden
med sig selv. Dog som saa ofte før dør ogsaa
dette Drama af Munk af den trivielle
Erhvervssygdom Morbus Femte Akt. Finalen
er svag i Haserne. Gabrielsen havde gjort,
hvad der stod i hans Magt for at redde den
og haft Held med sig. Hans Iscenesættelse
var i det hele taget levende og fast, myndig
436
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
