Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Om intellektuel humanisme. Av Theodor Geiger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
O ni intellektuel humanisme
dels udnyttes dens muligheder ikke, dels
anvendes de ligefrem til ødelæggende formål.
Teknisk set kunde vi fremstille ubegrænsede
mængder av praktisk talt hvilken som helst
vare, men masser av mennesker savner det
nødvendigste. Det er ikke alene gält med
fordelingen. Det værste er, at samfundets
produktionsevne ikke udnyttes. Mens
bygnings-teknikken gør kæmpefremskridt, trænges
familierne sammen på stedse snævrere plads.
Eet sted i verden destruerer de usælgelige
varer, som folk et andet sted vilde give hvad
som helst for at måtte få.
Konjunktursvingninger er ikke udslag av nogen naturlov og
må derfor kunne undgås. Arbejdsløshed, hvor
der er både arbejdsvilje og varebehov, er et
nonsens, der må kunne avskaffes uden hjælp
av uproduktiv krisebeskæftigelse. Ingen nok
så videnskabeligt lydende forklaringer kan for
mig bortfortolke den oplagte konklusion, at
alverdens folk friktionsfrit kan forsynes med
alt, de ønsker, når der er tilstrækkeligt med
råstof, arbejdskraft og produktionsmidler. Om
ikke, er systemet forkert, og vel at mærke
ikke det økonomiske system i snævrere, men
hele det sociale, som økonomien hviler på, i
omfattende forstand. Derfor kan jeg heller
ikke sætte megen lid til det nye
universalmiddel planøkonomi, og mindre, jo mere jeg
ser av og læser om den. Kan der komme frelse
av en planering, når selve tanken om den fra
starten av er et bytte for modstridende
ideologier? Det er ikke nok med, at erhvervslivet
ordnes »rationelt» efter en plan. Det
væsentlige vilde være, at selve planen var fornuftig.
At den ikke kan blive det, derfor sørger nok
de irrationale, ideologiske understrømninger,
der styrer diskussionen om den.
Her er vi straks ved noget av det avgørende.
Det skorter ikke på rationalitet og
organisation. Vi rationaliserer med største præcision
— hver enkelt ting, vi griber os an med. Vi
organiserer upåklageligt — hvert enkelt
funk-tionsfelt i vor tilværelse. Men vor organisation
er aldrig samordning over det hele. Der
organiseres dels usammenhængende ved siden av,
dels stik imod hinanden. Følgen er den
rationaliserede ufornuft, et gennemorganiseret
roderi.
Det er formentlig ulemper, der skyldes
uudryddelige interessemodsætninger,
hvorimellem der må dannes kompromis. Men dette
er kun den ene kilde til ufuldkommenheder,
og ikke til de uhelbredelige. Mellem stridende
interesser kunde et nogenlunde fornuftigt for-
lig bringes i stand, thi materielle interesser
er selv beregnelige størrelser. Det
skæbnesvangre er, som jeg ikke bliver træt av at
påpege, at interessen overbygges med en
metafysik, der gør den til noget helligt. Først
derigennem bliver den uforsonlig stridbar.
Interesse og beregning vilde ikke føre en kamp,
der koster mere end dens genstand er værd.
Det gælder indrepolitisk, men også
mellemfolkeligt. Aggressiv imperialisme og krig har
ikke rod i det økonomiske. Imperialismen er
en mere elementær, en formåls- og
forstands-fremmed foreteelse, og knytter sig kun — under
visse historiske omstændigheder — til
økonomiske interesser. Det er ikke begær efter
beregnelige fordele, men metafysisk forklædt
national lidenskab, der dødbringende buldrer
frem på panservogne.
»Teknikkens sjæledræbende, kolde
satanisme» har for en 25 år siden været et yndet
emne. Men teknikken er god nok, det er kun
menneskene, der er onde. Det ser snarere ud
til, at »sjælen» forpurrer og misbruger
teknikken. Forpurrer den derved, at
følelsesmæssige impulser hindrer
fornuftig-konstruk-tive formåls følgerigtige gennemførelse.
Misbruger den, idet emotioner og affekter
bemægtiger sig teknikkens midler i nedbrydende
øjemed.
Allevegne ser vi velsignelser gjort til
skamme og ulykker opstå derigennem, at
irrationale strømninger i samfundslivet
gennemkrydser fornuftens og organisationens
rene linie, tilegner sig deres midler, avbøjer
dem fra formålet eller vender selve formålet
til det onde.
Følelseslivets rolle i samfundet fortjener
udelt og alvorlig opmærksomhed med særligt
henblik på nutidens storsamfund og
adskillelsen mellem den offentlige og private
livssfære. Samfundslivet kunde være
følelsesmættet i en tid, da — som før antydet ■—
selv de overordnede sociale helheder var av
forholdsvis beskeden størrelse, ikke overgik
den konkrete anskueligheds begrænsede
synskres og havde tag i mennesket også som
privatperson. Indadtil betyder det, at uenighed
månd og månd imellem mere ytrer sig i en
glidende skala av varianter end i en fjendtlig
adskillelse av lejre, at desuden personlig
nærhed mildner modsætninger i sagen.
Udadtil betyder det, at selv kollektive sammenstøds
ødelæggende virkninger er av begrænset
omfang, når de enheder, der kan komme i
konflikt med hinanden, kun ejer mådelig masse-
461
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
