Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Nogle Breve fra Edvard Grieg til Niels Ravnkilde. Ved Sigurd Berg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nogle B r eve fra E dv ar d Grieg til Niels Ravnkilde
at kunne holde det Hele pent musikalsk,
hvorimod jeg for den realistiske Virknings
Skyld ofte var nødt til at forlade de
musikalske Enemærker og skrive Ting der kun
får sit Værd i den dramatiske Situation.
Nu, hvorom alting er, Melodramaet som
Kunstform er jeg den sidste tilat forsvare,
men når dette Digt, Bergljot, endelig skal
komponeres, så må det være melodramatisk.
Noget andet Valg er der ikke. Mit Stykke
har mange svage Punkter, det føler jeg
altfor grant, men —■ Grundtanken er rigtig
følt, det vil jeg stå og falde med.––
Ninas Hals er så rent dårlig at hun næsten
ikke kan tale. Ikkedestomindre håber vi
på at hun er frisk til Slutningen af Marts
forat følge en Opfordring til en mindre
Koncerttournée, de jydske Byer, Ålborg,
Århus, etc. etc. Det hele lugter lang Vej
væk for mig, men, men — o Du forbandede
Mammon!–-
10.
Troldhaugen 5. December 1886.
–-Det sidste (Brev fra Ravnkilde)
var et prægtigt Romerbrev med
Lidenskaber og Dolkestik fra jeg tror det var Juni
eller Juli. Vi sad just heroppe med Beyers,
da Brevet kom og jeg læste det da højt med
den Følge, at Stemningen blev højromersk.
Ja, Frants Beyers let bevægelige Gemyt
bragte det endog til Tårer gjennem Smil.
–-Og Liszt! Ja nu er den musikalske
Verden bleven tom, synes mig mangengang.
Af Rubinstein ser man jo ikke noget Nyt
mere og Brahms er dog bleven så doktrinær,
at man trods al Ånd, ofte har vanskeligt
ved at finde det friske, pulserende Liv.
— — —-De såkaldte Wagnerianere og
Lisztianere er jo for ensidig hildet, til selv
at kunne give noget Eget. Nej, hvad der
trænges er det, der trods al Beundring
for disse Mestere neppe berører dem engang.
Det vil sige, man må skimte Tilegnelsen,
men ikke en Smule mere. — — — Jeg
har i denne Eftermiddag læst Ibsens nye
Stykke Rosmersholm. Mægtigt, genialt!
Men befriende? Nej! Og jeg sætter de største
Spørgsmaalstegn ved sidste Akt. Hos en
Månd som Ibsen forlanger jeg den
ubønhørligste Logik — den han jo selv meget
rigtig sætter op som det Første og det
Sidste. Men er sidste Akts Handling vel
motiveret så kalder jeg mig Peder Madsen
eller også vil jeg beholde mit Navn men af
Bestilling være Idiot! Hvor sand er ikke
hans Skildring af hele det knugende
Livssyn heroppe! Men Konsekventserne, dem
regner Ibsen ud til Fordel for sit
Kunstværk. Og da mærker man trods alt
Mesterskab det Opkonstruerede.
Ja, ja, den store, for såmange uopnåelige
Teknik i Kunsten, den har dog selv hos de
Største sin Fristelse! Der er intet fuldendt!
Og dog — forleden Dag hørte jeg Mozarts
lille Es-dur Symfoni. Man kunde have
Lyst at sige: Og se, det var Alt såre
godt!––
Til Brev Nr. 11: Her har Grieg givet en fin
Skildring, der viser hans stærke Følelse for
norsk Natur, — og som i en Nøddeskal
aabenbarer den dybe Betydning, som det nationale
Norske havde for ham og hans Kunst. Et
tretonigt Bukkehornsmotiv har han anvendt
i sit lyriske Stykke »Hjemvé», op. 57.
II.
Karlsbad, d. 17 Oktober 1887.
–-Jeg må fortælle Dig om en herlig,
solklar Augustdag inde mellem
»^-tinderne» (i Norge). Vi skulde stige over et
Fjeld, som hedder »Friken», men kunde
ingen Fører få, dels fordi det var Søndag
og dels fordi Mændene var på
Rensdyr-skytteri. Så var der to snilde Budejer på
Sæteren, en ældre og en yngre blond
prægtig Jente, som hed Susanne. Disse tilbød
sig da at følge os over Fjeldet. Under
Sang og Jubel bar det nu opover og på
Højden satte vi os ned og levede højt med hvad
Randsierne kunde byde. Kognac og Bræ-
189
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
