Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Glæden, Sorgen og Lykken. Af Henrik Juul Hansen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henrik Juul Hansen
sang denne Dobbelttone af Tilknytning til
og Afspænding fra Timeligheden sig ud,
og samme Dobbelttone omspænder Sorgen
og Glæden, Smilet og Graaden, og disse
Modsætningers Syntese. Saa tidligt som i den
første Versbog hed det (Digtet Visdom), at
Retten til at smile maa man stride sig frem
til gennem Latter og Graad; under
Vandringerne glider dette Motiv atter og atter i
Forgrunden. I Kærlighed til Livet vinder
Vandreren sig Styrke til ogsaa at takke for
dets Modgang og Sorger:
jeg takker for Sorgen, jeg smilende led,
jeg elsker Dig, Liv, med en Kærlighed,
som skal blomstre over min Kiste!
Denne Tak hviler helt i Ydmyghed, og
denne Ydmygheds Sangbund blev
Erindringens Evighed. En Begrebsforbindelse af
fundamental Betydning for Axel Juels Poesi.
Denne Evighed blev Salighedsriget, mod
hvilket alt, der havde virkeligt Værd for
ham, stilede for dér at fremstaa i en ædlere
Inkarnation. I denne Erindringens Evighed
bevarer Alt Nuets Liv i sig, men
komprimeret, tilsat Afstandens Patos. Det gode
Eje bliver under denne Eksistensform endnu
mere attraaværdigt. Han maa saaledes ikke
kun akceptere, men prise Tabet. Glæde sig
over, at alt Stort, Rent og Godt dør her
blot for at genopstaa i forklaret Skikkelse i
Erindringens Evighed. »Et erindret
Livsforhold er allerede gaaet ind i Evigheden
og har ingen timelig Interesse mere», sagde
Søren Kierkegaard. Hos Axel Juel er
Mindets Træer stedsegrønne, og det Gode og
Skønne vil her belønne den Vandrende —
thi det dejligste, vi faar,
alt det bedste, Livet giver,
visner hos os, naar vi bliver,
blomstrer for os, naar vi gaar!
Med Vandringsmotivet som Nøgle blev
hans Poesi en Mindets Poesi. En Hymne til
Forkrænkeligheden i dens eneste
uforkrænkelige Form. En stadig fordybet Poin-
tering af Maximen om det Tabte, der ene
ejes evigt.
Mister vi det, som vi nødigst vil —
en Trolddom i Sjælene bor;
saa rig er dens Magt, at en Verden blir til
ved en Duft, ved et eneste Ord!
Og Axel Juel drager Konsekvensen endnu
strammere end Henrik Ibsen. Det mest
ophøjede, det allermest tilbedelsesværdige,
maa det ikke være det, Livet aldrig skænker?
Alt det, som kun eksisterer i en hungrende
Menneskesjæls skønneste Fantasier!
Vi elsker Livet, naar det lyder
vore Krav,
og endnu mer for hvad det tog
med Død og Grav,
men evigt elsker vi kun det,
det aldrig gav.
Standpunktet indebærer unægtelig en
Risiko for en menneskelig Nedbrydning i
gold, sværmerisk Asketisme. I en Smertens
syge Vellyst, eller i lamt Dagdrømmeri.
Men ogsaa her kom det primitivt Sunde
hos Axel Juel til at tage Tøjlerne. Under
hans besindige filosofiske Plovkøring blev
paa denne Maade mange ydre Skel i
Tilværelsen jævnede ud, Sorg og Glæde
nærmede sig hinanden som to Sider af samme
Livsfænomen, og Livsfølelsen fik som
Centrum netop dén dybe Harmoni, der gjorde
det muligt for ham at virke helt efter, hvad
han følte som sin Bestemmelse, nemlig som
Sanger at synge Trøst og Oprejsning ind i
de Sjæle, som bøjes mod Jorden i Smerte og
Tvivl. Saa frimodigt og sejrsikkert kunde
han 1921 synge det ud med Digtet Sangeren:
Hvor sød bliver Sorrig og Smerte,
hvor skøn bliver Sangerens Lod!
Kom Lykke og Nød til mit Hjerte,
og bryd mod min Styrke Jer Brod!
Thi smilende Loven jeg kender
og ræddes ej mere derved:
det er kun de skælvende Hænder,
der skænker den signede Fred.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
