Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Glæden, Sorgen og Lykken. Af Henrik Juul Hansen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henrik Juul Hansen
fjendtlige Dyr hvile sammen mod hans Knæ,
bliver her Virkelighed. Men: endnu er han
kun Gæst i dette Paradis, i »den Verden,
det er givet — at fable om i Digter-Sprog
— og se bag lukte Øjenlaag — et saligt Nu
i Livet». Med en Vending, der psykologisk
træffende genspejler Rekonvalescentens
Situation, idet han igen tager Livet op paa
Godt og Ondt, lader Digteren her Verdens
Minder kalde udefra, og endnu under
Døgnets Vælde maa han følge denne Kalden.
Digtets sidste Strofer beretter om
Hjemfærden — om Glæden over det lykkelige
Budskab, han nu har at bringe Menneskene,
og om Smerten ved paa Baggrund af
Paradis-Oplevelsen at maatte akceptere Døgnets
Realisme med dets Omskiftelighed og
Altings Forgængelighed. Denne Smerte er
dog kun Krusninger paa Sjælens dybe,
rolige Vande. Intet formaar at anfægte den
Harmoni, den har vundet gennem den
lønlige Bekendelse til »Alnaturens Barnetro»:
Langt ude vaagned Verdens Lyd,
og i mit Sind
gled Livet ind,
dets søde Angst, dets bange Fryd,
da Luftens lette Aande
forkyndte under høje Træ’r,
at jeg var Døgnets Verden nær
med al dens Lyst og Vaande.
Men da jeg kom til Skovens Bryn,
hvor Huse laa
med Tag af Straa,
og ventede det vante Syn —
hvor smertelig forandret!
En stengraa By — den grønne Vej
var blevet Gade, medens jeg
i Skoven havde vandret.
Og hvor den brede, blanke Aa
gled tyst forbi
en stille Sti,
nu kun en Sø langs Mure graa.
Jeg søgte til dens Vande
og bøjed mig —- og veg i Skræk:
jeg saa en Oldings magre Træk
og Furer i hans Pande.
Naar Skoven kalder næste Gang
betagende
og dragende,
saa ender jeg min sidste Sang,
og uden Suk og Klage
jeg vandrer, med et roligt Sind,
i Skovens dybe Løndom ind —•
og aldrig mer tilbage.
Legenden om den dybe Skov, der med
sine lykkelyse Visioner rent umiddelbart
fører Tanken hen til J. Anker Larsens
»aabne» Øjeblikke, som disse især kendes fra
Romanen »De Vises Sten» og Skriftet »For
aaben Dør», dog rigtignok med den meget
væsentlige Forskel, at Anker Larsens Skov
var en geografisk Realitet, Geel Skov,
medens Axel Juels er en poetisk Abstraktion,
kroner den store Antologi »Glæden, Sorgen
og Lykken» — kroner smaa fire Aartiers
digterisk Virken og placerer sig paa
fremskudt Plads i nutidig dansk Poesi.
Som allerede sagt er Antologien
forbavsende homogen af Væsen. Tværs over de
mange Aar kan Axel Juel i Dag se tilbage
paa sine første Poesier med et stille,
fortroligt og indforstaaet Smil paa Læberne.
Den tidlige Ungdoms sværmeriske
Romantisme er uden Brud, næsten umærkeligt, gaaet
i eet med de fremskredne Aars rolige, rige
Visdom, hvis Livsnerve er moden Naivitet.
Det er kun de meget faa, dette times.
240
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
