Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Noen bøker om Edvard Munch. Av Leif Østby
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Noen bøker om Edvard Munch
»Ansigtet var blegt og skjært, og
næsevingerne, som bævred og skalv, naar han
pusted, gjorde, at hele hodet fik noe fint,
tyndt, næsten gjennemsigtigt ved sig. Han
saa fælt sygelig ud, med det hvide halstørklæ.
Han talte spredt, stødvis og halvt hviskende;
men alligevel var der noe iltert i tonefaldet,
som næsten kunde bli febersygt at høre paa,
naar han talte om farver og stemninger. Og
saa blev han aldrig mer end halvferdig med
sætningen, ofte ikke det engang. Hænderne
fyldte ud, hvad som mangled; for de var
altid med.» — Og hvor levende hører vi ikke
Munchs egen ivrige, intense stemme når han
legger ut om sin kunst og om forskjellen på
den og den pinlig gjennomførte detaljrealisme
som hans kamerat Gustav Wentzel dyrket på
den tid: — »Hvad rager det mig, at han
sidder der og stræver og stræver med disse
ækle billederne sine; jeg bruger dage, jeg,
hvad han bruger maaneder til, og endda er
det, jeg gjør, tusen gange bedre. — Han
arbeider ikke med hodet han, og jagu faar det
være forskjel paa at male og paa at slaa plug
i en støvle; det er naa engang slig. Han siger,
at jeg ikke arbeider; jeg arbeider, saa jeg blir
syg, jeg; jeg faar ikke sove om nætterne,
naar jeg holder paa med noe, som optar mig
— jeg blir syg — nervøs lidende — blir Moen
det noen gang? Jeg tænker nei, jeg; han
sætter sig til staffeliet -—■ plug — plug — som
skomager til bordet, Gud hjælpe mig. —–-
Det kan godt hænde, at han kan male en
seng med en potte under bedre end jeg (et
slikt bilde, »Dagen derpå», en billedhugger
som sover rusen ut i et uryddig atelier, hadde
Wentzel virkelig malt i 1883, til stor
forferdelse for publikum) —- men læg en fin lidende
kvindefigur opi sengen, en med tander, hvid-
blaa hud med gult i det blaa i skyggen––
og saa hænderne, du! -—- Ja det var nok bare
at male et par slige hænder — saa trætte,
som de ligger nedpaa tæppet og pusler og
bretter lagenet — uldtæppe — hvidt
uldtæppe, ser du. Jeg skal male et sligt billede
engang. Tror du ikke, at det vil bli
forfærdelig interessant, Bie? Og saa tænk dig lyset
da, som bryder indover med solflekker paa
gulvet! Aa, det kan bli storartet vakkert
saa’nt -—• enkelt og roligt. -—• -—■ —
Kansen gik der og saa billedet for sig til
den mindste detalj; han forklared og
fore-stilled for Bie, hvordan sollyset spilled og
brød i glassene og medicinflaskerne paa bordet
foran sengen — og saa vilde han ha sort
fløiels ramme -— bred, sort fløiels ramme —
aa Gud bevar dig, hvilken virkning.»
Etter dette øyeblikksbilde av den 20-årige
Munch med »Syk pike», »Vår» og »Dagen
derpå» veltende embryonisk i sin fantasi kan
det være naturlig å stanse litt ved det mest
intime portrett av den gamle Munch, Rolf
Stenersens meget omtalte bok »Edvard Munch.
Nærbilde av et geni» (utkom først på svensk
1944, norsk og dansk utgave 1945, ny utvidet
norsk utgave 1946). Det har neppe hendt
før i Norge at det har stått slik strid om en
kunstbok. Noen har hevet den til skyene,
kält den »en biografisk revolusjon» og »et
gjennomglødet kunstverk» og framhevet dens
dype alvor. Andre, framfor alt kunstnerens
eneste gjenlevende søster Inger Munch, har
ikke hatt ord sterke nok til å fordømme
Stenersens taktløshet og lettsindige omgang
med sannheten. Og det må medgis at det er
lett nok å gripe forfatteren i en rekke småfeil
og unøyaktigheter, delvis ting som med
største letthet kunne vært unngått. Det
svekker selvfølgelig tilliten også til alt det
andre han forteller, og senere utkomne
Munch-bøker kan da også korrigere ham på mange
punkter. Et lite, men nokså illustrerende
eksempel: Stenersen forteller at Munch en
gang holdt på å male en norsk banksjef »som
blant annet var kjent for sin nøysomhet og
for sin angst for at vi norske skulle kjøpe mer
fra utlandet enn vi solgte». For å gjøre ham
selskap tente Munch da gjerne en sigar, men
tok bare noen få drag av den før han la den
bort, noe som hver gang fikk banksjefen til
å utbryte: »Røyker De bare halve sigaren?»
— I Kunst og Kulturs Munch-hefte har
banksjef Rygg selv fortalt om sitt samvær med
Munch ved denne leilighet, men om Stenersens
famøse sigar har han bare denne fyndige
setning: »Røke gjorde han ikke i mitt nærvær.»
— Men om Stenersens historier ikke alltid
står for det strengeste sannhetskrav, så er de
iallfall godt funnet på. Boka kan bare med den
ytterste forsiktighet brukes som kildeskrift,
men den er fullendt artistisk gjort, og må
først og fremst vurderes som et dikterisk,
delvis på psykoanalytisk grunnlag
gjennomført helhetsbilde. De replikker som blir lagt
Munch i munnen, er gjennomgående slike som
han iallfall godt kunne ha sagt, og i mange
av dem blinker Munchs særegne tørre vidd,
toner hans ensomhetsfølelse og lengsel mot
menneskene, hans bitterhet og hjelpeløshet
overfor hverdagens krav, men også hans stolte
349
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
