Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Nogle danske Bøger. Af Jørgen Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nogle danske Bøger
Hen over Vejen ligger brede Striber
af frostfin Sne, der knirker for min Sko,
mens Vinterblæsten spidst og staalskarpt piber,
og Bækken stønner under Frostens Klo.
Jeg vender mig omkring og ser ud over
det flade, blege Land med sine Bakker,
sin sorte Bræm af Skov, sin By, der sover
med slukte Blik og snefaldshvide Nakker.
Her spired Savn saa mangen Sommernat —
mens Kulden hvidned Længslens hede Kinder,
og Sneen boned Vejen jævn og glat
og dræbte Somrens Ugræs-Flor af Minder.
Nu staar jeg fri og rank midt i den blege
snekolde Nat. Min sidste Drøm er død.
Der vugger intet Vrag af længselsvege
Savn i Decembers haarde Maanelød.
Man kender Maneren fra Stuckenberg.
I Forhold til den Plads, der er afset til
Johannes Jørgensens litterære og
journalistiske Indsats i andres Tjeneste, synes man
nok, at Omtalen af hans eget celebre
Tidsskrift »Taarnet» er noget karrig, saa meget
mere som det kaldes »anseligt». Navnet
hentede J. fra Huysmans’Roman »Là-Bas», hvor
Hovedpersonerne fører deres Samtaler »Om
de eneste Ting i Verden, der er Tale værd:
Kunst og Religion», oppe i et Kirketaarn.
»Johannes Jørgensens Ungdom» slutter med
en Gennemgang af »Bekendelse» fra Maj 1894.
Den er særdeles fyldig, rig paa Citater og
Iagttagelser, litterære som filosofiske, men
forekommer mig at være hastigere affattet end
det øvrige. Fortolkningen af de centrale
Digte i denne skønne og dybe Poesibog virker
ligesom mere svævende end den, man
intres-seret har fulgt i de andre Kapitler.
Forfatteren synes at skulle være færdig og alligevel
have sagt en Del forinden. Ikke des mindre
har han præsteret den første virkelige
Gennemgang af denne Samling, der bringer Bud
fra et delt Sind (anima anceps) gennem i en
Poesi, hvor alle Udtryksmidler er suverænt
beherskede.
Som allerede sagt: Emil Frederiksen har
megen Ære af sit sidste Opus. Forlaget ligesaa.
Smukke Tryksider og udsøgt Billedmateriale
i Form af Venners Portrætter af Johs.
Jørgensen: Børge Stuckenbergs Pennetegning
fra 1887, som havde sin Plads over Ingeborg
Stuckenbergs Klaver. Endvidere et
Fotografi fra det norske Tidsskrift »Ringeren»
(1894), hvor Forfatterens russiske Fysiognomi
tydeligt fremtræder, og endelig Mogens
Ballins symbolistiske Opfattelse fra samme Tid.
Noteapparatet, der heldigt er anbragt bag
i Bogen, er alt i alt fyldestgørende. Det havde
været lettere at benytte, hvis de mange Citater
havde været forsynet med Numre. Men
æstetiske Grunde har utvivlsomt forbudt det.
Skulde man sluttelig indvende noget, maatte
det blive mod Forfatterens Ord- og
Asso-ciationsrigdom, der staar i Forbindelse med
hans eruptive Temperament, hurtige
Arbejdstempo og store Belæsthed. Alt, hvad han har
Brug for, melder sig hurtigt og mangfoldigt.
Stundom næsten for hurtigt.
»Johannes Jørgensens Ungdom» ejer månge
Dyder, først og sidst den Kærlighed til Emnet,
som springer i Øjnene fra hver Side.
Grundtvigs gamle Sandhed, »at den, har aldrig
levet, som klog paa det er blevet, han først
ej havde kær», faar her paa den smukkeste
Maade sin positive Bekræftelse.
* *
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
