Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Teatersæsonen i København 1946—47. Sartre, Anouilh, Garcia Lorca og — Bodil Kjer. Af Harald Mogensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harald Mogensen
Fot. Mydtskov
B od il Kjer og M o gens Wieth i
»E ur y dik e».
Stykket er forbi. Har Antigone Ret? Har
Kreon Ret? En uløselig Modsætning mellem
to Tidsaldre, to Generationer, to
Livsopfattelser, vor Tids Modsætning spændt inde i
en stram existentiel Eenakts-Tragedie. Og
bag det hele den Anouilhske Pessimisme: Det
er blot Roller de spiller, tilfældige Masker de
bærer. Mennesket ved ikke ud eller ind.
Guderne leger med ham. Nej, nogen Sartresk
Optimist er Anouilh saa absolut ikke.
Per Knutzon sluttede sig i sin
Iscenesættelse til den Sartreske Opfattelse af Anouilh s
Stykke. Det var iøvrigt en udmærket,
suggestiv, plastisk Indstudering, dog med en
Del svage Rollebesættelser, men i de to
Hovedroller lyste Knud Almar og Inge Hvid
Møller.
Almars Kreon var en
Gennembruds-Præs-tation, en mejslet Skikkelse, en veltalende
og magtfuld Posør, en Skuespiler, der
behersker Scenen, en dygtig Advokat, der
forsvarer sin Sag, uanset om den er god eller
daarlig. Almar fik de uægte Toner frem hos
Posøren, nogle Klange, der afslørede ham.
Men bag Posøren lod Almar den farlige Månd
træde frem, som tror paa sine egne Ord, skønt
han ved det er en Rolle — der brændte noget
fanatisk og Itysterisk i hans Blik — og bag
ham igen Drengen paa femten Aar og Manden
med sine Bøger, træt, med Længsel efter Fred
og Hvile.
Inge Hvid Møller naaede som Antigone ikke
samme Højde som i Døde uden Grave. Hendes
alvorligste Handicap er hendes grove,
enstonige Stemme. Hun savner denne
Tragediens bølgende mørke Cellotone, dette sagte
orgelbrusende parlando, som kan aabne Sjæle
for Forstaaelsen af Menneskets blodige Vej.
Danmark har ingen saadan Tragedienne. Inge
Hvid Møller var nærmest til Rollen.
Iscenesættelsen bidrog til denne Antigones
Enstonighed. Hos Per Knutzon gik hun stolt til
sin Død, ikke som en usikker søgende Sjæl,
som ikke ved ud eller ind. Stykket mistede
et vidt Perspektiv derved, og Anouilh blev
anbragt paa en Hylde, hvor han ikke hørte
hjemme. Antigone er en Tragedie om
Menneskelivets Meningsløshed, ikke et
existen-tialistisk Frihedsdrama.
Ogsaa i »Eurydike» svigtede Iscenesætteren
over for Anouilhs tærende Pessimisme i
Sidsteakten, hvor Orfeus ligger for Døden, og hans
Fader som en klam klæbende Øgle sætter sine
Forben paa hans Bryst. Sidsteakten skulde
have været knugende, brutal, haabløs. Denne
Fader sidder i Sønnens sidste Time og ræber
sine osende Madfantasier, sine hæslige Aande,
sine slibrige Vitser ud over Orfeus’ store,
rene Kærlighed. Poul Reumert spillede ham
ganske som Georg Funkquist i Stockholm
som et komisk, selvglad, smaavæmmeligt
Pjok, lod ham ikke vokse som en sort Skjegge,
som Hverdagsverdenens menneske-fortærende
Molok. Publikum stejlede først, blev
desorienteret, kom ud af Stemningen og gav sig
efterhanden til at grine og fandt aldrig sig selv
igen. Denne Tragedie, som skulde forløse,
endte i Forvirring. Denne det moderne
Verdenteaters ypperste Tragedie ved Siden af
»Winterset» fik en Slags happyend klistret paa
omtrent som i den ulyksalige Filmatisering
af Maxwell Andersons Drama.
Men ellers greb Eurydike fuldstændig sit
Publikum ved sin Stemmes skønne
lidenskabelige Klang, ved sin Poesi og sin Patos,
ved sin Strøm af underfulde Ord og Visioner
— og ved Udførelsens Standard. Af Form og
Stil er Eurydike et Drømmespil. Det stammer
ned fra Strindbergs Till Damaskus. Som han
blander det naturalistiske Træk med
symbolske, poetiske, allegoriske. Det leger med
486
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
