Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Teatersæsonen i København 1946—47. Sartre, Anouilh, Garcia Lorca og — Bodil Kjer. Af Harald Mogensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harald Mogensen
Fot. Mydtskov
Bod i l Kjer i Thor n ton W ilder s »P aa et hæ n gen de H aa r».
»Eurydike» betegner et Højdepunkt i det
moderne poetiske Teater. Det ejer samme
svulmende Følelsesfylde og samme sjælelige
Bevægelighed som Sindet hos en af Roger
Martin du Gards unge Mennesker i
Puberteten. Det kender kun et kompromisløst Alt
eller Intet, en hamletsk Uforsonlighed til
Døden, en stadig Protest mod alle Poloniusser
og Claudiusser, en bidende Foragt for
Mennesker. Selv i Anouilhs rosenrøde Skuespil findes
den bag Lystigheden — en Mistillid til
Verdensordenens Fornuft. Skal Eurydike skældes
ud for Pubertets-Dramatik, haanes som Teater
for Gymnasiaster, saa maa Hamlet tages med
i samme Omgang. Der er noget evigt
almengyldigt i dette Stykkes Ambivalens mellem den
forfængelige Drøm om noget lyst og ædelt, om
et haabløst Flugtforsøg fra en smudsig Fortid
og saa den onde meningsløse ubarmhjertige
Virkelighed. »Eurydikes» Sjæl er en
Ynglingesjæl, fuld af Poesi og Pessimisme. Anouilh
kender i Eurydike kun een Frihedens Vej,
kun een Befrielse: Døden.
Efter Sartre og Anouilh endnu Garcia
Lorca i samme Sæson. Det kgl. Teater
spillede hans Bemardas Hus næsten som en
Kommentar til Sartre med Begrundelsen for
hans antikatolske Holdning. Skildringen af
Livet i det spanske Enkehus bag de strenge
Sæders gitrede Vinduer, bag Bigotteriets
Fløjlsforhæng og Træskodder er som en
moderne Paralel til det sortklædte, syndsredne,
angersyge, fluebefængte Argos med Mor
Ber-narda som en truende Kong Aigisthos, Guds
Inkvisitor paa Jorden.
Maria Garland spillede Bernarda og var
forkert og bidrog derved næsten til at kæntre
Opførelsen. Hun var ond, teaterond, saadan
som hun mestrer det bedre end nogen anden,
men Bernarda er bornert, en Almuekvinde i
sine Fordommes Vold, spærret inde i
forvrænget og indestængt Frygt — Frygt for
det frigjorte og ukonventionelle, for Livet
uden for Argos, for Livet paa aabne, flueløse
Pladser i Korinth. Men samtidig er hun af
Format. Hendes Indskrænkethed er en Klode
for sig, en kold, død, udslukt Planet.
Konventionen er hendes sorte Jernrustning. Redet
af Stædighedens Furie, besat af Magtens og
Tvangens Dæmon tromler hun ad sin
nedarvede Vej blindt hen over Menneskeliv og
Menneskelykke, en sort Diktatorinde i en
hvidglødende spansk Dal, en af de Hitlere i
488
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
