Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredje häftet - Klokkerne. Af Søren Hallar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Klokkerne
Jeg hørte dem ikke i atten Aar,
og dog har Tungerne talt
i al denne Tid.
Hvor mange Tusinde Gange bliver det ikke?
Det er, som om Luften heroppe
aldrig dirrede helt til Ro;
den vibrerer uhørligt og stille, naar Klokkerne tier.
Taarnet staar hvidt for mit Syn,
Skiven er festlig og smertelig blaa.
Taber den aldrig en gylden Viser,
den kunde dog let falde af?
Men den bliver ved at gaa rundt,
og hver Gang en Månd eller Kvinde
— eller et Barn — skal begraves,
saa tager Klokkerne fat;
ofte, synes jeg, haardt og mekanisk,
støjende,
med spidse og kolde og braldrende Toner.
Men et Sted i min Krop
har jeg dem alle,
alle Tonerne, fra jeg var Barn;
da kom de derind.
Og naar Klokkerne nu begynder,
bliver jeg helt mig selv,
skønt jeg gør Modstand imod dem, og Ubehag fylder mit Sind.
Mit Indres Stemmegaffel
begynder igen at svinge,
og Livet faar atter den Smag, som Livet egentlig har,
Barndommens Liv og Livet, som er mit sande Liv.
Hvor de dog stadigvæk ringer.
Og alt bliver Ro i mit Hjerte.
Saadan er jeg mig selv, saadan vil jeg ogsaa være.
Min Far og min Mor er atter omkring mig,
jeg leger paa Vejen derude,
min Søster er med og alle Venner, som dengang.
123
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
