Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde och nionde häftet - En fjende af Danmark og enevælden. Af Jørgen Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jørgen Andersen
København ved Christian V’s hof udgav
han en berømt bog, som var i høj grad egnet
til at skade landets interesser i dets
forhold til udlandet, og som de danske
myndigheder forgæves forsøgte at faa
beslaglagt og brændt. »En beretning om Danmark
som det var i 1692» har haft interesserede,
og indignerede, læsere lige siden bogen
udkom og blev succes i London i 1690erne.
Og skriftet er nu atter aktuelt, ikke fordi
M. kom hertil paa grund af de
dansk-engelske prisforhandlinger (angaaende den danske
irlandsdivision som englænderne fandt for
dyr), men fordi det danske rigsarkiv for ikke
længe siden paa en auktion i London sikrede
sig lörd M.s sidste breve fra Danmark,
indberetninger til den engelske ambassade i
Haag.
Der er i den anledning grund til at advare
mod en altfor fornærmet opfattelse af denne
hidsige og ubehagelige englænder, som dog
i grunden repræsenterede fremskridtsidéerne
og et parlamentarisk England i enevældens
Danmark. Man maa se M.s skrift i forhold
til de to modstridende politiske principer i
datidens Europa: enevælden,
kongedømmet af guds naade overfor teorien om et
kontraktforhold mellem konge og folk,
overfor parlamentarismen som den sikredes i
England ved revolutionen i 1688, hvor den
’guddommelige’ tronfølge afbrødes, og hvor
de nøgterne englændere for stedse rammede
en pæl igennem den barnlige doktrin (G. D.
H. Cole) om den guddommelige enevælde.
Molesvvorth kunde ikke lide Danmark og
danskerne, men det var enevælden han
først og fremmest vilde til livs. Hans bog
skadede Danmark, men blev ogsaa et kendt
indlæg for det parlamentariske princip.
Bogens forord er en popularisering af
tanker som først fremførtes af revolutionens
egentlige teoretiker, den store filosof John
Locke.
Mens hele det protestantiske England var
for revolutionen (man finder saaledes den
senere saa berømte feltherre Marlborough
blandt de ledende ’officerer mod kongen’),
viste danskerne kun ringe sympati for denne
omvæltning, hvis direkte aarsag var kong
Jacob II’s yderst ukloge indre og ydre
politik. For at gennemføre sine religiøse
reformer til fordel for de engelske katolikker
havde Jacob II set sig nødsaget til at
forsøge at tilrive sig enevoldsmagten. Hans
franskvenlige udenrigspolitik bragte ganske
utvivlsomt de europæiske staters
uafhængighed i fare; som det hedder hos den store
tyske historiker Ranke: Ingen konge har
haft mindre tanke for magtbalancen i
Europa end Jacob II. Paa hans side stod
Danmark, da englænderne ved revolutionen
overdrog den hollandske statholder
Vilhelm af Oranien Englands trone. Den
danske gesandt i London sluttede sig ivrigt til
Jacob II, men omsider maate man dog bide
i det sure æble herhjemme, anerkende
Vilhelm og sende en ny gesandt derover.
Den månd som englænderne da til
gengælde sendte til København var den et
par og tredive aar gamle lörd Robert
Moles-worth, som paa grund af sin iver for den
protestantiske revolution havde opnaaet at
faa sine godser brændt af af de katolske
irere. Han kom hertil i Juli 1689 og viste
sig straks galhovedet, da han skulde
indordne sig under enevældens franskprægede
hofceremoniel. De første forhandlinger
gennemførte han dog med iver, da det drejede
sig om danske tropper, som skulde bruges
i Irland mod Jacob II, som dér ved hjælp
af franske officerer og penge havde
organiseret modstanden mod revolutionen.
M. var her i ialt tre aar, og der var megen
ballade med ham. Man forstaar, at denne
englænder efter rækken af uduelige Stuarter
havde set sig gal paa enevældige konger og
det gav sig udslag i, at han her brød ind
paa den kongelige vildtbane og kørte paa
kongens veje naar det faldt ham ind. Han
var voldsomt deprimeret efter et uheldigt
søslag, hvor englænderne i 1690 kæmpede
til sidste hollænder mod franskmændene,
296
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
