Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Nogle danske Bøger. Af Jørgen Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jørgen Andersen
Vil man sluttelig efterspore
Hemmeligheden i Jacob Paludans Forfatterskab, som
fascinerer én fra først til sidst, lyder den i
hans egen Formulering saadan:
Selv kender jeg og tror paa en Følelse, der kan
kaldes Vellyst ved Livet; en Aabenbaring, maaske kun
momentvis, af en Dejlighed ved Tingene, baade de
lyse og de mørke; en irrationel, mystisk, elementær
Stemning med Smag af himmelsk Krydderi. Den kom
til mig i de yngre Aar som en Skælven, en Besættelse.
Det hænder sjældnere nu, men dog er Oplevelsen ikke
tabt; ogsaa som Forestilling, Drøm og Erindring kan
poetisk Skønhed ejes. Man kan gaa forbi
Koncertpalæet en Dag i Slud og Sjap og huske, at derinde har
alligevel Kreisler spillet.
En ung Litteraturhistoriker Thorkild
Hansen har netop skrevet en Afhandling om dette
Forhold. Under den sælsomme, men helt
dækkende Titel Minder svøbt i Vejr er den
udkommet hos Hasselbalch.
Forfatteren har stillet sig — og løst — den
Opgave at undersøge og sammenstille
Naturen og Erindringen i Paludans Romaner og
Essays. Herom har Mesteren selv skrevet et
Sted:
Naar Hændelserne, med Tiden udsuget for
Betydning, blegner ud at Billedet, bliver Omstændighederne,
herunder Vejret, tilbage; men den Følelsesmængde,
vi engang opbod, gaar ikke tabt; intet gaar tabt. Den
sidder som en Guldrand om Skyen.
Afhandlingens Stof er hentet fra de mange
Fodture, Paludan lader sin Personer foretage
for i Naturen at finde sig selv. Fælles for
Jørgen Stein og Leif, Lektor Svane og Fahlen
og de andre er, at vel fornemmer de Verden
med deres Sanser, men det, der giver deres
Liv virkeligt Indhold, er den sjælelige
Oplevelse, der tilstaas dem. De mange fortrinlige
Eksempler, som Thorkild Hansen har noteret,
kan suppleres med Slutningen af »Strejftog
mellem Skove» (i »Facetter»), hvor
Oplevelsen at være »væk» varsomt beskrives og
Omgivelsernes Fattigdom i Forhold dertil: en
Række »Enstavelsesord overfor Sindets
Billedrække». Men Skovene skjuler noget bag deres
Overflade og Hinde, det egentlige: deres
Væksts og Fældningers, deres Aarstiders
Historie. »I viser Øjeblikkets Etiket, men ikke
det lange og læskende Indhold bag den.» Men
saa sker det, at et Menneske faar Lov at
opleve alt dette i et Glimt af Evighed. »Nu
endelig fyldes Sekundet helt, nu synker ogsaa det
ind blandt Skattene, idet Solrosen breder
sine Blade over Høstmarkerne. . .»
Thorkild Hansens kvantitativt lille
Arbejde vil blive studeret og beundret. Det er
forbilledligt klart disponeret, dets Citater vel-
valgte og Dokumentationen stort set uden
Lyde. Det fører Læseren ind i
Forfatterskabets Midte.–-
De sidste Aars altoverskyggende litterære
Foreteelse maa Sartres Existentialisme siges
at have været. Københavnske Teatre
kappedes om at opføre Anouilh’s og Sartres
Skuespil og fyldtes af et Publikum, der vilde være
med paa de nyeste Noder. At Menigmand
ikke forstod meget af den tilgrundliggende
Filosofi er ikke at bebrejde ham. Og købte
han Sartres Haandbog i Systemet:
»Eksistentialisme er Humanisme», blev han ikke stort
klogere, end han var i Forvejen. Thi dette
Værk er ikke overvættes præget af fransk
Klarhed og udmærker sig heller ikke ved
Konsekvens. Men nu er det saa heldigt, at en
Adjunkt fra Randers Statsskole, Olaf
Pedersen, kommer de nødstedte til Hjælp med
en aldeles fortræffelig lille Bog, Fra
Kierkegaard til Sartre (Arne Frost-Hansens P’orlag).
Af Fag er Forfatteren Fysiker men formodes
efter det foreliggende Arbejde at dømme lige
saa let at kunne have taget Magistergraden
i Filosofi.
Som naturligt er, begynder Pedersen sin
Undersøgelse med Adam Homo’s Problem:
det at være og fortsætter med et Kapitel
kaldet »Ontologiens Tragedie», der følges af
»Den tyske Idealisme og Mordet paa den
Enkelte», hvori redegøres for Hegels
Filosofi, der fastslaar, at Staten er det absolutte
Formaal for den Enkeltes Eksistens, og
saaledes danner Basis for Diktaturet. Derefter
vises, at Positivismen, der afløste Hegels
System, gennem Sociologien »munder ud i
samme Flodleje som dette». I Kapitel V om
Søren Kierkegaard lærer man bl. a., at
Eksistentialismen skylder Welhaven sit Navn,
men at Kierkegaard i Sommeren 1835, 22 Aar
gammel, med Opgørelsen af sin aandelige
Status har formuleret dens Program (Citat
s. 44). Den Nysgerrige længes utaalmodigt
efter at høre om Sartre, men maa naturligt
først igennem den tyske Existentialisme, som
den er udformet af Heidegger og Jaspers.
Olaf Pedersens Behandling af Sartre er
yderst knap men meget væsentlig.
Saaledes skriver en, der behersker sit Emne og
har klargjort sig Problemstillingen, inden han
skrev sin Bog. Denne Dyd kommer ikke
mindst for en Dag i de to afsluttende Kapitler:
»Hvad er Existentialisme» og »Et forkert
Svar paa et rigtigt Spørgsmaal», hvormed
menes, at hverken Heidegger, Jaspers eller
360
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
