Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elfte häftet - Portrætgalleriet paa Stensgaardholm. Af Esther Noach. Tegninger af Ebbe Fog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
PORTRÆTBALLER]ET • PAA
STENSGAARDHOLM
Af Esther Noach
Tegninger af Ebbe Fog
PAA Stensgaardholm ved Sjællands
sydligste Odde hænger Høeg’ernes Portrætter.
Det begynder med Magnus von Höeg,
der under Svenskekrigen i 1659 flygtede fra
Ballerupgaard, som Svenskerne brændte,
og søgte Ly indenfor Københavns Volde;
der tog den værdige Herre selv Del i
Forsvaret. Bagefter kæmpede han lige saa
ihærdigt for at skaffe Familien de gamle
Besiddelser tilbage; men Landet var fattigt,
og Kongen havde saa mange at laane Øre
til, at Magnus Høeg en halv Snes Aar senere
gik i sin Grav uden at have faaet andet
igen end Løfterne paa sin Jord.
Denne Herre til Ballerupgaard havde
kun een Søn, Steen Balle Høeg. Han var
elleve Aar, da han i Vinternatten flygtede
sammen med Faderen og fra Køge Bugt i
Slæde svingede ud over Isen for at naa
København, denne By, der laa tung og
stille i Vinternattens Mørke, begravet bag
de snedækte Volde og Byporte. De steg ud
og vandrede til Fods ind til den belejrede
By, hvor Karabinerne stod lænet til
Ravelinens Mure, mens kofteklædte Borgere sad
op ad Muren, indhyllet i deres Kapper, og
ventede paa Portafløsningen. Næste Dag
tog Faderen ham med ud til Volden, hvor
de traf en Kammerjunker Lebenau, som
Magnus Høeg kendte. Mens Faderen i nogen
Afstand stod og talte med ham, lænede
Steen sig op ad Fuglestangen udenfor
Porten og saa sig om. Han betragtede Byen,
som laa foran ham i Soltaage og Isslag; til
begge Sider hævede Volden sig, men nogle
Steder sänk den helt ned i Soltaagen over
Graven. Isen gav blændende Reflekser i
Sollyset; og Byen laa stille, søndagstom,
indesneet, kun en Kirkeklokke klang ovre
fra Helliggeist. Han stod stille med en
forventningsfuld Mine og stirrede paa den
fremmede By. Men idet han drejede om ved
en skarp Bastionsvinkel, saa han
Rosenborgs rustrøde Mure, overgydt af Sol, og
standsede uvilkaarligt. Tagene var svagt
kranset af Sne, og Spirene straalte
morgen-rent i den frostklare Luft — aldrig havde
han set skønnere Syn, knejsende højt over
Mindet om den låve, brøstfældige
Ballerupgaard. Han smilte befriet trods Uvisheden
om sin egen og Faderens Skæbne; en anden
Vished fødtes i ham ved Synet af denne
Storby og det knejsende Slot. Overvældet
sænkede han Blikket — for Foden af Volden
funklede Karabinernes Bøsseløb i Solen, og
de faa taktfaste Fodslag af Vagtens Skridt
395
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
