Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tolfte häftet - Teatersæsonen i København 1947—48. Af Harald Mogensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harald Mogensen
Thorkild Roose som Hummel i
)>S p ø g e l s e s s o n a t e n».
Debutanten Jørgen Reenberg spille alle dens
vekslende Faser i en enstonig, højstemt,
deklamatorisk Stil, skønt den kræver
nuanceret, træfsikker Menneskeskildring, glidende
fra det ekstatiske til det dæmpede, fra det
universelle til det sygelige, fra det poetiske
til det hæslige, fra Sindbillede til Fotografi
og tilbage til Sindbillede igen.
Selvfølgelig var der glimrende Passager i
Molanders Iscenesættelse, især i Akt I. Men
Hovedsagen staar fast: dette besatte og
besættende Stykke, som ikke renser Sindet, men
rører uheldssvangert op i de dybeste Lag,
som Drømme gør det, blev os forelagt som
en litteraturhistorisk Kuriositet, i en
Iscenesættelse der klædte baade Drama og Digter
af. Og dog kommer Spöksonaten os ved. Den
rummer hypnotiserende Teater og saa
punktlige Billeder af Skyld og Angstfølelse og
Dødsdrift, at en neurosereden,
mental-u-hygiejnisk Verden maa kende sig selv i dens
makabre Visioner.
Apropos Neuroser ■— i Stærekassen (Det
kgl.s Annexscene) gik ogsaa Eugene O’Neills
Ismanden kommer. Det blev en stor Sukces
baade for Forfatter og Teater. Modsat Strind-
berg, — i hvert fall Teatrets Strindberg — har
Amerikaneren Humor, og modsat
Spøgelses-sonaten er hans Stykke gjort med ligefrem
drevent Teaterhaandelag. Ligesom hos
Strindberg er hans Emne Demaskeringen,
Menneskesjælen i sin Nøgenhed.
Hickey hedder en amerikansk
Handelsrejsende, vital og effektiv Sælger, Søn af en
Præst, tilsyneladende en god og følsom
Ægtemand, gift med en god og følsom
Hustru. Kan det være bedre? Ganske vist
flygter han sommetider ud i voldsomme
Drukkenskabsperioder, men naar han har
faaet ny Hud paa Underbevidstheden, vender
han tilbage til sin Evelyn og faar Tilgivelse
af sin gode, alttilgivende, amerikanske
Hustru. Men Tilgivelsen arver Skyldfølelse hos
ham, og selvom han selv stadigvæk tror, det
er af Kærlighed, saa slaar han sin Hustru
ihjel, fordi han hader hende. Han knuser
dette Monument over den gode, alttilgivende,
amerikanske Hustru, Mrs. Babbitt.
I en Paralelfigur, Don Parrit, illustreres
Kærligheden og Hadet til en Moder og deres
Følge: Aggressionen. Parrit angiver sin egen
Moder til Politiet.
Hickey tror, at han har udført den store
befriende Handling, og nu kommer han til
det skumle, mørke Logihus i New Yorks
stegende Sommersol og vil frelse den
Menneskehed en miniature, som før var hans
Soldekammerater.
Men Frelseren gennemskuer tilsidst sig
selv. Hadet, hvis Eksistens han ikke anede,
bestemte hans Handlinger. Usynlige Hænder
trak i Traadene og gjorde ham til Morder.
Og naar han føler et Kald som Frelser, saa
skyldes det blot, at han forsøger at konstruere
et Grundlag, han selv kan staa paa, han vil
frelse sig selv bare. Inderst inde er han alene
i en Jungle. Hvad han tror er Kærlighed, er
Had, og det er Kvinden, den tilsyneladende
saa gode, ædle, fine, der har skabt Angsten
og Skyldfølelsen. Det lyder, og det er,
Strind-bergsk og Nietzschesk, men ogsaa O’Neillsk:
Hustruen og Moderen som Symbol paa det
puritanske Amerika, Kimene i Bunden af
saa mange Neuroser —• og det Freudske
Kærligheds-Had.
Disse Motiver har tidligere være anslaaet
hos O’Neill og kommer her igen som en
rystende Grundidé i Ismanden kommer: bag
Puritanismens Idol, under dens Grundpille,
den amerikanske Kvinde, Hustruen og
Moderen, skjuler sig en isnende Kulde, en dræ-
472
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
