Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Första häftet - En indsigelse mod Kaj Munk-forgudelsen. Af Leif Nedergaard
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Leif Nedergaard
har ment at se deres Fordel ved at
udnævne det til et Angreb paa Tyskland.
Hertil er ganske kort at sige, at der i dansk
Litteratur næppe har vist sig noget Arbejde
i den Tid, der er gaaet siden Hitler overtog
Tyskland, som i den Grad har vist
Forstaaelse over for Føreren og hans Stordaad og
har bidraget her i Norden til at skabe
Forstaaelse for hans Indsats. At det samtidig
hermed protesterer mod en Synd hos det
nationalsocialistiske Regime, at det
protesterer med en des inderligere Lidenskab,
fordi den protesterendes Forstaaelse af det
værdifulde hos dette Regime er saa dyb,
kan ikke kaldes et Angreb paa Tyskland,
men et Kastelys ind over en af vor Tids
Natsider ved det tyske Væsen, en Natside
der Gudskelov vil forsvinde, naar Solen
staar op, men som det er nødvendigt for
hvert sandhedsgrebet og frit stillet
Menneske (og især for den, der har Tyskland
kært) imens vi venter paa Solopgangen at
sætte al sin Evne ind for at kue og holde
inden Grænser. For mig som Kirkemand
er Skuespillets centrale Ord Biskop v.
Beugels Replik til Dorn om Føreren: ’Saa
nær ved at være Gud som det er muligt,
naar han blot er Menneske, har han som
Menneske Brug for en Kirke til at sige
sig, naar han fejler.’ ■— ’Intet Folk er i
Pagt med Livet som det sunde, stærke,
strenge, tyske Folk.’ Disse Ord er omtrent
ved at være de sidste i Stykket. Og et
saadant Skuespil skal kaldes for et æreløst
Angreb paa Tyskland’». — Munk mener
øjensynlig hermed at ligesom man kan
tugte et kært barn, således kan også han i
kraft af sin store sympati for Hitler
kritisere en enkelt side ved regimet.
På baggrund af den tydelige
antidemokratiske og diktaturvenlige tendens der
gennemsyrer Munks forfatterskab, og den
såre ringe kunstneriske gehalt det har,
bærer de mange kritikere og
litteraturhistorikere der har medvirket til dannelsen
af det gængse falske Munk-billede unægte-
ligt et tungt ansvar. Lige efter hans sørgelige
død blomstrede denne usande hagiografiske
litteratur op med en voldsomhed der kun
finder sin forklaring deri at Munks
forfatterskab trods en mængde bogtitler er af
så ringe omfang og tankedybde at enhver
på et par dage kan sætte sig ind i det og
skrive sin bog om det. Men det er jo ikke
tilstrækkeligt at man kan læse et skuespil
på en time, man skal også kunne forstå
hvad man læser. Og her har flertallet af
kritikerne svigtet avgørende. Bøger om
Munk som de af Sven Stolpe, Ebbe
Neer-gård og Alf Henriques vidner klart herom,
for blot at nævne nogle af de første. De så
alle lyset i Sverige lige efter hans død, og
bagefter fik vi dem og mange flere på
dansk. Jeg skal ikke opholde mig ved disse
og deres talrige efterkommere på begge
sider af Sundet, men i stedet fremhæve et
par enkelte svenske og danske Munkbøger
af mindre ukritiske skribenter, der trods
ikke ringe sympati for Munk alligevel ikke
fortier de fatale forsyndelser Munk har
begået ikke alene mod den gode smag, men
også imod enhver sand humanismes krav
til enkeltpersonlighedens stilling til
foreteelserne i tiden.
Mens der før hans død i Danmark kun
var udkommen et par små mislykkede
protester mod den dominerende posisjon han
hade skaffet sig — den ene af dem spurgte
med berettiget indignation: »Er Kaj Munk
dansk Aandslivs Høvding?» — forstummede
ved hans død al kritik til fordel for en skok
panegyriske skrifter der snart
oversvømmede hele Norden, især Sverige og
Danmark; Norge hade jo sine egne
frihedsdig-tere, hvis antinazistiske indstilling var
ganske klar og ubestridelig. Af de bøger
der udkom i Sverige er der imidlertid grund
til at fremhæve to. Den ene er Gunnar
Ollén’s store monografi. Grunden til at
den ikke er direkte panegyrisk, skyldes nok
ikke mindst at den, som forfatteren
oplyser i forordet, er skrevet før om end først
44
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
