Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Första häftet - En indsigelse mod Kaj Munk-forgudelsen. Af Leif Nedergaard
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Leif Nedergaard
Heimer Rosting og Niels Bukh! Men takket
være han samtidig snakkede op om hvor
forfærdeligt det var Danmark ikke hade
gjort mere den 9. april, misforstod den
brede masse, der ikke var klar over Munks
dobbelstilling, denne holdning, i Munks
favør. Hans popularitet blandt især
natio-nal-religiøse kredse steg da til uanede højder.
Med kritikløs lidenskab samlede man på
hans bøger, ikke alene hans mange skuespil
til diktatorernes pris, men også hans
kroniksamling »Himmel og Jord», der selv
under Besættelsen udsendtes i nye oplag,
skønt den rummer udtryk for en mer
ubetinget Hitler-dyrkelse1 end måske noen
anden dansk har vovet at gi til kende. Og
da nemesis ramte ham, hade man helt
glemt at han selv hade været den første til
som en anden germanernes Zauberlehrling
at mane de onde væsner frem han selv
faldt for. Men den martyrkrone der ved
denne misforståelse blev ham til del, burde
dog ikke ha forledt litteraturkritikerne til
at sanktionere et forfatterskab af den
beskaffenhed som hans. Ikke alene er det på
få undtagelser nær gennemgående af såre
1 I en artikel efter annexionen af Østrig
skrev han bl. a.: »Men Hitler har jo et Par Fejl.
Ogsaa kun et Par Stykker, men de kan være
graverende nok. Den ene er, at han ikke lever
evig, den anden, at han ikke er almægtig i
Tyskland.» (Himmel og Jord s. 247.)
ringe æstetisk værdi, men desuden som
påvist gennemsyret af en skæbnesvanger
beundring for den brutale og hensynsløse
diktatorskikkelse.
Ikke af publikumssykséer, ikke af
massepsykose bestemmes en forfatters
eftermæle. Men efter om den intention han har
nedlagt i sine værker er af human
beskaffenhed, og om han har formået at gi den en
kunstnerisk lødig form. Men der stråler een
ingen humanitetens ånd i møde fra Munks
bøger, hvis tendens ikke ligger langt fra
nazistens: hører jeg tale om humanitet,
griber jeg til min revolver (jf. ovenanførte
citat). Og med hensyn til lødighed, så gør
rapkæftet præstesj argon det nu eengang
ikke ud for kunstnerisk lødighed.
Nej, den farlige chauvinistiske Kaj
Munkforgudelse må ophøre nu; Kaj Munk
faldt ikke som martyr for demokratiets og
frisindets sag. Sandheden er dog den at
ingen dansk digter prækede i
mellemkrigstiden på mere virksom måde til Hitlers og
Mussolinis pris. Det store læserpublikum
må ikke længere vildledes som sket er. For
ved denne forgudelse af Kaj Munk
indsøber almenheden, og ikke mindst den
nordiske ungdom, der i god tro går til
læsningen af hans offisjelt kanoniserede
skrifter, en ånd der intet har at gøre med
demokrati eller frisind.
48
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
