Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredje häftet - Cyklen. Af Knud Sønderby
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Cyklen
Pedalerne føltes adskilligt tungere. Cyklerne
stod næsten stille under os og Vejtræerne
vilde ikke rigtig bagud mere.
En ny Lastbil fik vi fat i paa den anden
Side Ringsted, men den var ikke saa
behagelig. Chaufføren satte Farten op for at
skræmme os. Det skræmte os ikke. Vi kørte
baade 50 og 60 Kilometer med Glæde,
selvom Armen var ved at blive trukket
af os. Saa benyttede han en anden Taktik,
svingede Vognen fra den ene Side af Vejen
til den anden for at slynge os ud i
Rabatten og Grusbunkerne. Hvor har man
kunnet cykle dengang og hvor var man fræk i
sin Selvsikkerhed! Med den ene Haand paa
Styret manøvrerede man med 50
Kilometers Fart uden om Grusbunker og udsøgte
sig de jævneste Steder i Vejkanten. Til
sidst fandt Chaufføren paa at holde
Avissider ud og slippe dem. Hidtil havde vi
troet at han blot vilde være morsom, men
nu kom hele Avissider farende bagud, saa
man maatte dukke sig for ikke at faa dem
bredt over Ansigtet. Saa lod vi ham sejle
videre alene.
Skovene ved Sorø husker jeg endnu i den
Belysning de havde den Morgen. 100
Kilometerstenen, der betød noget andet og mere
end naar man siden passerede den i
Automobil. Den uendelige lange Vej ind til
Korsør efter at man havde regnet med at
nu var man der. Den underlige Forvirring
i Benene da man kom af Cyklen ved Færgen.
Man havde glemt hvordan man satte
Fødderne til Jorden, gik og havde den samme
Fornemmelse, som naar man tager et Trin
for meget opad en Trappe.
Og saa sad vi med hver sin Sodavand og
kigede paa hinandens Mad medens vi spiste,
og nu var vi jo næsten Halvvejen.
Og derefter kom den lange Vej over Fyn.
Da var det blæst op. Vi stred os frem mod
et Pres af Vind, krumbøjet over Styrene og
uden at se andet end Vejbanen under os som
Meter for Meter blev tvunget bagud. Hvor
mange Iskagehuse var der til Odense? Vi
gjorde Holdt ved dem alle og Isen smeltede
i Munden som paa et Strygejern. Gule
Iskagehuse og Blæst, Kædens Knagen om
Tandhjulet under det stærke Træk for hver
Omdrejning, Vejtræer, der spændtes under
Blæstens Tag og svingede tilbage som
Flitsbuer i de Sekunder, hvor Taget
slappedes, Cyklister der kom sejlende imod os
hvilende paa Frihjulet og med den ene
Haand paa Hatten, Kammeratens Baghjul,
som man hagede Blikket fast til naar det
var hans Tur til at køre forrest. Saadan
føltes Fyn paa den Tur. Odense! Man havde
en Smule Læ i Gaderne og kunde rette
Ryggen, men straks udenfor Byen stod
Blæsten som en Mur, og Meter for Meter
gik det frem mod Middelfart. Først var man
stædig, senere blev man sløv. Opad Bakke
var der mest Læ og det var behageligst.
Nedad Bakke og paa lige Vej var det som
at cykle mod en Dyne. Sveden blev kold
paa Kroppen. Et Sted, hvor Vejen i et bråt
Sving gik ned gennem en Skov, stod vi
af og lagde os i Grøften i Læ af de høje
Fyrretræer, der brusede med Orgeltoner
under Stormen. Cyklerne laa hovedkuls,
hvor vi havde ladet dem falde, og saa ud
som Dyr, der var sprængt af
Overanstrengelse.
De Fyrretræer, der svajede og sang under
Vestenvindens Rusk og det Udklip af
jagende Skyer, vi saa fra Bunden af Grøften
— jeg husker det endnu. I vores svimle
Mathed sivede det ind i Hjernen i Stedet
for Tanker, blev til en Symfoni der bar os
med.
Den Glæde man følte over den første
Cykle man fik,’den man red paa da man
med Far og Mor kørte forbi Hullet med
Muldvarpen og som man helst vilde have
haft staaende ved sin Seng om Natten,
den Glæde var i Virkeligheden ikke for
stor. Det var jo rigtigt det man allerede
dengang anede, at den gjorde Verden større,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
