Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Boswells »private papirer» og Samuel Johnson-forskningen i nye amerikanske udgaver. Af Esther Noach
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Esther Noach
nograferede» Johnsons Konversation ned for
at bevare den for Eftertiden — løst og fast,
med den uindviedes geniale Mangel paa
Hæmninger. Papirerne fortæller noget andet; de
beviser, som ogsaa Cambridge-Professoren
Sidney C. Roberts fortæller, at Boswell skrev
og renskrev, komponerede sin Beretning om
uden nogensinde at lade den friske,
dagligdags, letflydende og koncise Udtryksmaade
lide under det. Han gennemsaa sine
Korrekturer og lod Sætterne komme med stadig nye
Aftræk til Korrigering; han overvejede og
udskød Enkeltheder, rundede hist og her sin
Beretning af og komponerede bevidst sin
noget spredte Viden sammen til et
Helhedsbillede af enestaaende Art. Han arbejdede
helt igennem som en bevidst Kunstner.
Tidligere Forskere har regnet Boswell for
en ung Spradebasse med en passioneret
Interesse særlig for Dr. Johnson og har derfor
taget ham for et sekundært Fænomen
indenfor Literaturen. Men iblandt de nye »Papirer»
i Viking-Udgaven er ogsaa medtaget det
hidtil ukendte Besøg hos Rousseau i Schweiz,
et overmaade fint og spillevende Stykke
Journalistik. Og kæder man nu det sammen, som
man kan følge af Boswells literære Bane, der
bortset fra »The Life of Samuel Johnson» har
taget sig saa spinkelt og pauvert ud, med
de nye Fund, faar man et andet Billede af
denne enestaaende Biograf: Med genial
Udholdenhed brugte han hele sit noget
forstyrrede Liv til at samle sig om een eneste og
højst utaknemlig Opgave — at lade sin Tids
fremtrædende Mænd leve videre gennem sine
Iagttagelser. Det er den første journalistiske
Bedrift, der — som Journalistik — er traadt
ind i selve Verdensliteraturen. Han havde
opdaget et nyt »Stof»; han var den første og
den hidtil bedste Interviewer, man har kendt.
Han begyndte som syttenaarig i Edinburgh
at øve sig med sin Landsmand, den berømte
David Hume, paa Korsika dyrkede han
General Paoli, (Oprørsgeneralen, der arbejdede
sammen med Napoleon Is Far), i Frankrig
mødte han Voltaire og fik et fire Timers
Samvær med ham, i Schweiz Rousseau, i
London Samuel Johnson. Alle Navne af
vidtrækkende Betydning!
Men han led altsaa dog Journalistens
Skæbne -—- at være i Kølvandet af Tidens
store Aander og at blive overset, selv da han
skabte et saa enestaaende Eftermæle som
Værket om Samuel Johnson. Ingen læser jo
mere den berømte Doktors Værker, men alle
kender ham personligt fra Boswells flittige
og kaade Pen. Og hvilken samvittighedsfuld
Journalist var han ikke, naar han i Dagevis
løb omkring i London for at faa fastslaaet,
hvad Dato og hvilket Sted Johnson havde
sagt dette eller hint; hvilken Ihærdighed, naar
han satte sine Bekendte, som den nu saa
berømte Mrs. Thrale, til at fortsætte sin
Indsamling af »Stof», mens han selv var i
Skotland! Han repræsenterede det bedste ved den
Stand, han var med til at skabe — men ogsaa
dens senere typiske Træk. Ifølge Sagens
Natur kunde han ikke lide af Hæmninger. Han
maatte være paagaaende, dristig, halvvejs —•
efter en senere Tids Mening endda helt ud
taktløs, mænge sig med hvem som helst,
dog fortrinsvis de mest betydende; han maatte
til sit Hverv medføre sin egen
Personlighed uafkortet, d. v. s. han fastholdt
Johnson gennem sin egen Personlighed, saa han
blev skildret i sin Almenhed saavel som i sine
særeste Stunder, med Humor, Ærbødighed,
Indlevelse — samtidig med at han
udleverede sig selv som en halvt spøgefuld, halvt
naragtig Snob. Havde Boswell været
anderledes, mere taktfuld, mindre almen, mindre
»Idiot» i Macaulays rigoristiske Opfattelse af
hans Rolle, var hans Værk ikke lykkedes. Han
er Journalistikens Martyr, fordi han kun
igennem sine »Feil» var i Stand til at skabe
denne Reportage som en Kunstart for sig.
Den sene Erkendelse af Boswells
Betydning har givet Anledning til, at man har
underkastet hans eget Liv og hans Karakter en
nærmere Undersøgelse. Man har tidligere
hæftet sig ved hans Væsens tidstypiske Træk ■—
et letsindigt Liv, Fordrukkenhed,
Forfængelighed, Ønsket om at gøre sig gældende paa
en eller anden Maade i det lærde og elegante
Milieu, han færdedes i. Men derimod vidner,
at han fra sit syttende til sit fire og
halvtredsindstyvende Aar, da han døde, med heroisk
Udholdenhed dyrkede sit epokegørende nye
Felt, sin biografiske Genre, som ingen
tidligere havde udført som han eller magtet som
han. Og man ofrer nu engang ikke sit hele
Livs Interesse saa konstant blot af
Forfængelighed.
Dertil kommer, at han var en neurotisk
Type, beslægtet med Johnsons Psyke, og
derfor kunde forstaa ham. Nu kaldes det
Neurotiker, dengang hed det »a hypochondriac».
Men hans neurotiske Type er langt mere
moderne end Johnsons; Boswell synes helt at
høre vor Tid til. Hans Tvesyn, hans Latter-
418
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
