Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Andre Stemmer. Af Michael Tejn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Andre Stemmer
mer med sine månge Børn, mens de aldrig
lever det egne Liv, men forbrænder i
Fantasiens og Dagdrømmenes Verden. Her
sidder Jacob Uz’ Faster og hans Moster
ved hvert sit Vindue i det store, døde Hus
og venter lange og talløse Dage paa dem,
der aldrig mere skal vende tilbage til Øen:
Sønnen og den Elskede, de unge Mænd, som
de gamle, stærke, hadefulde Mænd berøvede
dem.
Om Tolderen selv staar der: »Som vor
Udvé i ham løb sit Fængsel rundt hver Dag,
saaledes vilde Menneskets Higen, dets
umættelige Begær altid løbe selve
Jord-kresen rundt, for dødsmat, segnefærdig at
naa til samme Sted». — Og fjernt som et
Ekko hører vi Lyden af de Skridt, som
Heltens »Ungdomsvenner» træder, Store i
den store Verden: Adam Colbjørnsen i sin
Udvendighedens Kirke og Augustinus Halm
som en Ærgerrighedens, Pengenes og Hadets
Stormand.
Og Prinsen der løfter sin tomme Ruin af
et Ansigt over alt Folket paa Øen som en
Dødsmaske af en stolt og heroisk Slægt,
der endnu dyrkes og frygtes af
Befolkningen som i en uhyggelig Dødekult.
Fyrsten, det Kongelige — men uden den
kongelige Hemmelighed, der engang gav hans
Forfædre Kraften til at være Folkets
Styrkelse i Ulykkestider — uden tidligere
Tiders hemmelighedsfulde Styrkekilde, der
gav Evnen til at staa stærkt og stærkest
naar alt syntes tabt. Tilbage er kun
Bærmen af hin kongelige Vin, der strømmede
saa rigelig og stærk fra to af den nordiske
Litteraturs rankeste Høvdingeskikkelser:
Njal paa Bergthorsvoll og Gunner paa
Hlidarende.
Skildringerne af Livets Udmarvning og
Verdens Forlis naar sit Højdepunkt med
Tegningen af den genfærdsagtige Kromand,
Fordærveren, og den dæmonisk vellystige
Ødelægger Grünau, der i en sidste,
løssluppen Fests afsluttende Øjeblik ser Fyrsten,
endnu trods alt Symbolet paa sand Storhed,
tumle om i sin sanseløse Beruselse, mens
han pegende paa ham triumferende skraaler:
»Aa, se! Nu labber Hans Kongelige Højhed
den røde Flod?» I djævelsk Glæde over, at
selv denne sidste, blot udvendige Højhed
nu styrter sammen og Øens Folk skal
tilfalde ham, Forføreren. Her stiller Kidde
os Ansigt til Ansigt med Verdens Største,
Verdens Sidste. Verdensdagen og
Hverdagen triumferer med disse rent ud
luci-feriske Skikkelser i det tro-løse Bakkanal i
Sandet under en blytung Himmel, denne
Tids Ørken-Oplevelse, baaret af
Tomhedens Hemmelighed, der river en hel
Befolkning med sig i sanseløst skæbnesvanger
Begejstring.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
