Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andra häftet - Den danske Junigrundlovs to Fædre. Af Johannes Lehmann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Johannes Lehman n
kun maadelige industri. Men fundamentet
for det hele maatte være en konstitution,
en fri forfatning, en grundlov, der gav
den danske borger del i styrelsen af statens
anliggender og som sikrede den borgerlige
frihed. Vel at mærke med store
begræns-ninger. Den første danske liberalisme fra
trediverne ogv fyrrerne favnede ingenlunde
vidt. Der var i høj grad forskel paa kong
Salomon og Jørgen hattemager. Det var de
udvalgte, de rige, dannede og oplyste, der
med de velstillede i middelstanden skulle
lukkes ind i det forjættede land. De andre
kunne staa udenfor. For nutidens øjne er
det lutter arrogance, et overmod, som de
nationalliberale ogsaa siden maatte høre
månge haarde ord for og som bidrog til
deres politiske død. De var paa den ene
side klare over, at de i magtpolitiken maatte
regne med underklassens store masse, men
samtidig var de døve, naar det gjalt at
lytte til den beskedneste fordring om bedre
levevilkaar for og politisk ligeberettigelse
med andre klasser. Man var i det daværende
Danmark förunderligt blind for, hvad det
saakaldte proletariat engång ville blive.
Man trøstede sig med, at organisation var
et næsten ukendt begreb, og at ingen endnu
havde formet et fast og klart politisk
arbe jdsprogram. Det kommunistiske
manifest lod de fleste i underklassen ganske
uberørte. Der var i Danmark, i modsætning
til flere andre lande, en mærkelig ringe føling
mellem den forfatningspolitiske og sociale
liberalisme. De intellektuelle og
middelstanden holdt sig udenfor de korporligt
arbejdendes lag, og Danmark fik ikke da
den förbindelse mellem borger og bonde
og ar be j der, der saa maalet i den
alminde-lige valgret. Det viste sig at være det danske
demokratis achilleshæl.
Da Danmark fik sine første
provinsial-stænder i 1834, forberedtes det endelige
politiske brud, der kom med grundloven i
1849. Denne blev ikke det, der var ventet.
Den er i sin endelige skikkelse et kompro-
mis, hvortil der blev givet vægtige bidrag
fra flere sider. Men det udførlige udkast,
som forhandlingerne førtes paa, skyldtes
ene og alene to penne, to personligheder af
format långt ud over det almindelige, to
mænd med udsyn og følelse, som ingen andre
i samtiden. Det var Orla Lehmann og
D. G. Monrad, som fødte grundloven til
live, det var dem, der gav den endelig
udformning. Det var dem, der i kraft af
deres autoritet stod inde for det hele —• og
fik den vanskeligt styrbare baad bragt i
havn fra det vildsomme hav. Det var D. G.
Monrad, der oprindelig var kommet med
ideerne, det blev Orla Lehmann, som
sætning for sætning gav dem form i
sentenser af uforlignelig klarhed og prægnans.
Der var hos disse to mænd den
usædvan-lige förening af praktisk statsmandsgerning
og politisk tænkning. Dertil kom, at Orla
Lehmann som det danske sprogs lykkelige
elsker kunne give sine tanker udtryk, som
ingen anden i samtiden. Hvad der præger
hans grundlov af 1849, er det samme, som
var et særkende for enevældens grundlove,
kongeloven og loven om indfødsret. Den
sidste er skrevet af Guldberg, udset dertil
som den skribent, der »uden all dispute» var
den bedste i Danmark. Og Schumachers
oversættelse af kongelovens latinske
grund-tekst har A. D. Jørgensen karakteriseret
som mesterlig og ægte dansk. Det lille
danske folk har saaledes haft lykke til at
finde frem til de mænd, der bedst kunne
føre hver tids forfatningstanker i pennen.
Hvad det har betydet, läder sig over-
hovedet ikke vurdere.
* *
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
