Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andra häftet - Den danske Junigrundlovs to Fædre. Af Johannes Lehmann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Johannes Lehmann
långt bedre end nogen anden; han nærede,
kan man sige, en naiv tro paa sit folks
styrke og evne til at løse store opgaver.
Alt blev hos ham idealiseret, derför var han
i sit rette element, hvor der var kamp og
fest. Kun i dødvande trivedes han ikke.
Svagheden hos Orla Lehmann, som hos
månge af de nationalliberale, var manglende
sans for virkeligheden. Disse mænd legede
med politik (omend de selv mente at tage
det alvorligt nok), og det gik ualmindelig
godt, saa længe alt kunne klares med
smukke ord, fængende opraab og tåler, som
hensatte mængden i henrykkelse. Men da
den dag kom, hvor idyllen og idealerne
tørnede sammen med den barske
virkelig-hed, afslørede romantiken al sin hulhed og
mændene deres svaghed. Vi kan i dag
alle-sammen se, at det var poesi og ikke politik,
drøm og ikke virkelighed.
Hvert betydeligt menneske har sin bedste
tid. Saaledes ogsaa for Orla Lehmann og
Ditlev Gothard Monrad — som
historike-ren P. Stavnstrup just nu har skrevet en
stor og lydefri bog om, en skøn enlig svale
i den sparsomme danske litteratur om
politik og politikere, et for altid grundlæggende
værk. Orla Lehmann havde det bedst med
sig selv i de ätten aar, der forløb mellem
julirevolutionen 1830 og
februarrevolu-tionen 1848, Fra at være studenternes
selv-skrevne ordfører, der talte de unge
miner-vasønner en position til i det danske
samfund, voksede han i dette tidsrum op til at
blive talsmand for nationen. Fra at være
en dristig spotter og vittighedsmager
udvik-lede han sig til at blive landets myndigste
alvorsmand. Den unge jurist, der allerede
som student tiltrak sig selve Anders Sandøe
Ørsted’s opmærksomhed, blev under
kampen mod enevælden saa at sige et symbol
paa nationen. Folkets aand talte med
Danmarks stemme gennem ham. Det var
ham, der skrev alle de afgørende svar,
adresser og henvendelser i martsdagene 1848, det
var ham, der holdt de skelsættende tåler i
Casino, i Hipodromen — og hvor han i
øvrigt kunne faa ordet. Naar han af
ene-vældens magthavere blev sat i fængsel, sad
han der som et symbol paa selve frihedens
fangenskab. Hans saakaldte »Falstertale»,
som han blev dømt for, — han kaldte paa
bønderne som deltagere i arbejdet paa en
fri forfatning — hans »Ridehustale» ved
det nordiske studentermøde i 1845, viser
de meget forskellige sider af hans til dato
uovertrufne oratoriske begavelse. Evnen
til paa den ene side ganske jævnt, uden
svulst og billeder, at udtrykke menigmands
tanker og ønsker og paa den anden side at
svinge sig op til den mest lidenskabelige,
følelsesbevægede festlyrik, var ham ganske
medfødt. Nogen overvættes dyb natur var
han ikke, og hans karakter var ej heller
klippefast. Men laa det dybe og
betænk-somme ikke for ham, var det livfulde og
bevægede ham desmere i kødet baaret og i
klæderne skaaret og gav saavel hans
ind-hold som hans form sit stærke, ja
undertiden mægtige præg. Alt, hvad der gør en
fremstilling livfuld, vækkende og tiltalende,
raadede han over. Han kunde være blevet
en stor kunstner, en digter (som den anden
dattersøn Helge Röde) eller maler. Men han
blev i stedet for politiker, og en tåler,
Norden hverken før eller senere har haft magen
til. For med den rige, poetiske, malende
form forenede han et virkeligt indhold. Alle
dage var han opfyldt af en levende
poesi-fyldt begejstring for store politiske tanker,
og han følte sig som deres beaandede
for-tolker og profet. Tillige var han i besiddelse
af høj dannelse og havde paa månge
om-raader stor positiv vidén. Over dette rige
aandelige indhold øvede han et let og
sikkert herredømme. Naar han talte, brugte
han stærke farver, lagde altid grelt paa,
baade lyset og skyggen, og kunde ikke
siges fri for overdrivelser. Det laa mere for
ham at gøre virkning og faa ret, at faa
andre med, end at granske og undersøge
deres ståndpunkt og søge at overbevise
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
