Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- Andra häftet
- Den danske Junigrundlovs to Fædre. Af Johannes Lehmann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Johannes Lehmann
D. G. Monrad.
borgerlig frihed. Som ingen anden viste
Orla Lehmann, hvorledes en lov bør skrives,
med kerneord, med fynd, som om de var
hugget i granit. Den kunst kunne han.
Skade kun, at den siden er gaaet i glemme.
Hvor meget kunne nutiden ikke lære af ham.
* *
*
Paa Constantin Hansen’s store
grundlovs-billede, der hænger paa Frederiksberg Slöts
nationalhistoriske Museum, og som i sin
tid blev målet paa initiativ af Orla Lehmann
og bekostet af den nationalliberale
stor-købmand Alfred Hage, er, næst Lehmann,
D. G. Monrad den stærkeste og mest
frem-trædende skikkelse. Det er historisk rigtigt,
for han var det ogsaa i virkeligheden. Trods
det, han var et aar yngre end Lehmann,
virkede han paa samtiden som mere moden
og var helt igennem af en anden støbning.
De havde saa at sige intet tilfælles, og dog
gik de særlig i de unge aar »godt i spänd».
Da de sad sammen i martsministeriet,
talte man i politiske kredse om de to »poler».
Monrad var sydpolen, fordi han havde
ind-stillet sit syn paa at bevare helstaten, Leh-
mann var nordpolen, der sværmede for
nordens enhed, for skandinavisme og
Ejder-politik. Ved nærmere eftersyn vil man se,
at dette billede, denne hentydning til
polerne, stäk dybere. Der var noget i de
to mænds natur, der stillede dem överför
hinanden som polære modsætninger. De
supplerede men lignede ikke hinanden.
Det ses allerede af billedet — hvortil der
hænger en skitse i vandrehallen mellem
Folketing og Landsting paa
Christiansborg. D. G. Monrads ansigt og hele
hold-ning udtrykker dyb og eftertænksom ro i
tydelig modsætning til Lehmann’s raske
bevægelser, der giver ham et sving af
festlighed. — Mens alle de øvrige
nationalliberale var som støbt i samme form med
Carl Ploug som normaltypen, dannede
Monrad en undtagelse. En ener og en månd,
der var noget helt for sig selv. Hans naturs
oprindelse og hans personligheds vældige
styrke kunne ikke forenes med det at trave
i flok. Baade i stort og smaat gik han sine
egne veje og holdt altid hovedet oven over
partiets daglige vande. Derför kunde de
andre nationalliberale heller ikke rigtig lide
ham. Dansk politisk liv var ogsaa da en
andegaard, hvor ingen maatte være for
stor. Det vrimlede med giftige pile, der
sendtes fra alle mulige anonyme hold — især
i form af onde anekdoter. Man beskyldte
ham for lumskhed og svig, for
upaalidelig-hed og egoisme. Altid mente man, han satte
personen over sägen. Helt uden skyld i de
månge misforstaaelser var han ikke. Hele
livet igennem var Monrad sammensat og
rig paa modsætninger, han manglede ganske
glathed, og derför blev hans skæbne og
udvikling saa forskellig fra de andres. Hans
liv formede sig som en brat skiften mellem
svulmende livsmod og sort fortvivlelse,
opstemthed og nedtrykthed, triumf og
nederlag, forgudelse og forfølgelse,
popularitet og stenkast. Til gengæld gik hans
aandelige udvikling ikke i forkalkning paa
halvvejen, medens han endnu var en ung
7 2
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Thu Apr 25 20:37:30 2024
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/ordochbild/1950/0090.html
