Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - To danske humanister. Af Per Krarup
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
To danske humanister
hans litterære værker, skal det for uindviede
kort nævnes, hvilke hverv han har varetaget
i det praktiske liv:
1918—23 adjunkt ved Aarhus
Katedral-skole, 1923—41 først adjunkt, så lektor ved
Metropolitanskolen i Köbenhavn, 1941—47
professor i klassisk filologi ved Københavns
Universitet, 1947 til sin død
undervisningsminister. 1923—25 formand for
Studenter-samfundet, 1926 folketingsmand, 1930
medlem af statsradiofoniens programudvalg,
formand for Socialdemokratiets rigsdagsgruppe
og partiets politiske ordfører 1935—40,
medlem af det Kongelige Teaters tilsynsråd, af
repræsentantskabet for Danmarks
Nationalbank, af undervisningsinspektionen for
gym-nasieskolerne, efter krigen Danmarks
representant ved de Forenede Nationer — foruden
hverv som medlem af talrige bestyrelser,
fonds, udvalg og kommissioner!
Således er baggrunden for den virksomhed
som politisk, historisk og filologisk forfatter
som her kort skal omtales.
Hartvig Frischs første optræden i
litteraturen — bortset fra en oversættelse — med
indledning — af et par af Hippokrates’ skrifter
— er knyttet til tidsskriftet Tilskueren, hvor
han i en mængde artikler, anmeldelser og
essays øvede sin pen på så forskelligartede
emner som: Goethe, Pompeji,
Homerover-sættelser, möderne norske romaner, danske
sofister, Georg Brandes, Johannes V. Jensen,
den russiske revolution og dens følger. Men
hans første egentlige bog er Platons Stat fra
1924. Den har alle sin forfatters dyder: en
lysende klar stil, en smittende begejstring for
emnet, en folkelig form, som gør selv idélæren
förståelig for ulærde folk. Allerede her har
Frisch gennemført den skik, han altid siden
fastholdt: at føre læserne til kilderne, citere
selve de antike steder i levende nutidssprog
og diskutere de möderne behandlinger af dem.
Når man ser på hans senere værker,
dispu-tatsen om Athenemes Statsforfatning og det
første og eneste bind om Magt og Ret i
Old-tiden, såvel som på hans fäste, på personlig
overbevisning beroende hævdelse af
demo-kratiets, rettens og den personlige friheds
idealer, er det forbløffende at se, med hvilken
sikkerhed han allerede her i sin ungdom slår
ned på det, som skulle blive de centrale
motiver i hele hans liv. Når han skriver om de
store debatter om magt og ret efter den
pelo-ponnesiske krig, er det indtrykkene fra den
første verdenskrig, der giver hans ord deres
farve og kraft, og en endnu stærkere gyldighed
fik hans ord under og efter den anden
verdenskrig. I skildringen af tidens omkring
400 f. Chr. hedder det:
»Frihedens og demokratiets idealer blev
stillet på en frygtelig prøve. Med nederlagene
kom så mismodet og desperationen, som
førte til uhyggelige forvildelser. Under
for-tvivlelsen kom folkets laveste instinkter ofte
til at gøre udslaget: egenkærligheden,
mis-undelsen og den mest lavpandede fanatisme.
For denne overvældende belastning brast den
gamle tids idealer og troen på en folkelykke
bygget på friheden. Man var desorienteret:
hvad nyttede hæderlighed, retskaffenhed og
fromhed ,når virkeligheden alt for tydeligt
viste, at frækhed og hensynsløshed var trumf
i spillet om magt og lykke? Hvad der før var
idealer, sänk ned til at blive illusioner, en
nødvendig, men kummerlig næring for den
store hob, som ville og skulle bedrages. De
ledende ånder indenfor litteraturens,
vel-talenhedens og videnskabens verden vidste
bedre: retfærdigt og uretfærdigt, godt og ondt,
hvad var det andet end lutter løse etiketter,
som kunne klæbes på og rives af og byttes
om efter behag? Vi snakker om retfærdighed,
jävel, når det passer os, men vi véd godt, at
inderst inde er rettens kilde magten, den som
stempler og mærker alt med sit sorte segl.
Magt er ret — så kan de svage klynke.»
På denne baggrund skildrede så Frisch,
hvordan denne magtfilosofi blev standset,
hvordan græsk tænkning for århundreder
blev bøjet ind i helt andre baner, hvorved
magtens filosofi veg pladsen for en etisk
sam-fundsopfattelse. Og Platons idealistiske
stats-lære blev hans egen.
Et stærkt og klart udtryk fik hans
tænkning i et lille skrift fra 1926 om Sofisten
Protagoras, der ikke alene er et skarpsindigt forsøg
på at tyde de få bevarede fragmenter, men
også indeholder antydninger af hans egen
stræben imod et erkendelsesteoretisk grundlag
for sin handlen, og han inddrager også på
overbevisende måde Herbert Iversens essays
om erkendelsen i sin diskussion. Han slutter
bogen med disse meget sigende ord:
»Men vi behøver ikke at gå til möderne
skrifter for at se en skeptisk filosofi blomstre
ud og udfolde sig i pagt med livet og den
praktiske verden. . . » (Frisch tænker bl. a.
på det problem, hvordan en Protagoras’
extremt subjektive ståndpunkt har kunnet
forenes med den praktiske lærergerning) . . .
267
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
