Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - To danske humanister. Af Per Krarup
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
To danske humanister
som vi i dag har drøftet, var det store navn
i Danmark, der ragede op over alle, Johan
Nicolai Madvig, og i den tunge tid, vort land
nu gennemlever, er der grund til, at vi mindes
ham og ser hen til hans store eksempel.
Madvig viste ved sin gerning, der også faldt
i en nationalt kritisk tid, at antikens store
arv er en aben skat for alle nationer, og at
enhver bedrift på åndens område gør vort
fædreland større. Ved sin offentlige gerning
viste han sin sammenhørighed med sit folk,
og ved sine studiers fylde viste han, at vort
borgerskab i åndens verden er hele
menneske-heden uanset grænser og sprog.»
Lige så stor og ægte hans begejstring var
for Madvig, lige så ubønhørlig streng var hans
dom over den golde Madvigianisme. Han har
sagt det allerede i 25-års alderen i en
anmel-delse af Georg Brandes’ store Cæsarværk, for
hvis partiskhed og ensidighed han havde det
skarpeste blik, men hvis friske livsnærhed
han beundrede. Det hedder her: »Kunne
litteraturen i et land, som har frembragt
en Madvig, og hvor den store filolog i årtier
var sjælen i den lærde skole, ikke have ventet
et hovedværk, inspireret af denne lærdom,
men henvendt til folket selv? Et sådant værk
er hidtil ikke blevet skabt, og man tør vel
nok sige, at størstedelen af Madvigs disciple
fortabte sig i en tom tekstkritik, som nærmest
blev en slags manuel færdighed.»
Til denne dom fra 1918 føjer han i sin tale
om Georg Brandes og Antiken ved
hundred-års-jubilæet i 1942 disse ord fra sin modne
manddom: »Sägen er jo den, at hvis filologisk
beskæftigelse bliver et mål i sig selv, tørrer
den ind og mister förbindelsen med det, der
er dens stof. Det er ved at indgå i vort liv,
ved at prøves i vore dages strid, ved at blive
forbillede eller advarsel for nulevende
men-nesker, at antiken i kunst og litteratur, i
samfundsvidenskab og politik har betydning
og får perspektiv».
Her har vi Frischs definition af en sand
philologos, en ordets elsker, en tankens dyrker,
en bogens tolker, som kender fortidens skrift
til bunds, som studerer de dokumenter, der
er os overleveret fra fædrene, ikke for deres
egen skyld, men for det liv, der gemmes i dem
og som det er filologens sag at vække til
nyt liv i nye og stadigt nye situationer. Han
ville ikke nøjes med forskning, han ville også
tydning. Kan hænde han undertiden tydede
for rask, sammenstillede for let, men det var
ham livet om at gøre.
I denne forstand er historie og filologi
egentlig det samme. Den eneste garanti for en
sam-menfattende historisk dom eller fremstilling
ligger i den ved filologisk metode skærpede
evne til at tyde og tolke fortidens dokumenter,
og uden at alle enkeltforeteelserne ses i
sam-menhæng kan de ikke vurderes.
Således forstået var Frisch lige stor som
filolog og som historiker, og hans skrifter bør
ikke være uden virkning i fremtiden.
Må jeg endnu tilføje eet, som ligesom i et
glimt kan afsløre lidt af, hvad der lå bag ved
denne rigt facetterede personlighed. I sit
smukke eftermæle over Herbert Iversen
(Til-skueren 1920), denne månd der »havde kunnet
leve ubekymret med nydelser og lidet arbejde,
men valgte den tungere lod og det
utaknem-lige hverv at tænke», skriver Frisch nogle ord
om dét, Iversen kaldte relevans, og som
spil-lede en stor rolle i hans kritik af de logiske
argumentationer. »Det var en af Iversens
ind-vendinger mod logikens objektivitet, at man
nok kunne opstille regler for en slutnings
rigtighed, men umuligt for dens relevans.
Dette ord har dog tillige långt større
række-vidde. Gamle Holbergs sprikwort: ét er søkort
at förstå, et andet skib at føre, er egentlig
det samme som at sige: man kan sagtens i
en fart lære reglerne, men at mestre disses
henholdsvise relevans i den givne situation
vil kræve års øvelse eller enestående anlæg.»
I denne sammenhæng citerer Frisch så
Thukydides’ mesterlige karakteristik af
Themistokles (I 138) som den, der i højeste mål
besad evnen både til at dømme om det i
øjeblikket foreliggende efter den korteste
overvejelse og til at skønne om det förestående
långt ud i fremtiden, og denne karakteristik
tyder han således: »hvor det gjaldt
spørgsmå-let om relevans (idet forholdene jo ofte
med-fører, at det rigtige (= det ellers rigtige)
bliver gält, og noget ganske andet skal til
end det sædvanlige), viste Themistokles en
enestående dømmekraft. De fleste af os går
det jo sådan, at når man først har opfattet en
ting som rigtig, så er den rigtig og dermed
får det stå og fälde. Evnen til i givet tilfælde
at skønne, at hér på dette sted og i denne
sammenhæng osv., er dét, der ellers er så
soleklart og rigtigt, irrelevant, dvs. udmærket
ellers, men ikke på sin pläds, denne evne,
siger jeg, er visselig ikke blevet månge til
del. Med blikket vendt mod dette forhold,
som er långt vanskeligere og mere delikat,
end det firkantede og det overskuelige spørgs-
269
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
