Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Den litterære nytårsfejde 1880. Af Troels G. Jørgensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
T r o el s G. Jørgensen
Og Sandhed det er, at jeg ældet
Nu staar midt i Ungskov og Krat;
Men indtil min Stämme er fældet,
At løves maa være tilladt.
Maaske vil det længe før sändes,
At Ålderdom tynger Dem selv,
Som har til Foryngelsens Væld
Ikkun — »Eau de Brandes».
Han hævder altid at have været saglig i
sin polemik, men indrømmer sin heftighed:
Desværre af Harme betagen,
Jeg stundom forsyndet mig har;
Men Heden i Blodet gjaldt Sägen,
Hvis Vagt og hvis Værge jeg var.
Jeg skreg, som en arrig Madamme,
Ej op for hver Rift i mit Skind,
Og slog aldrig Vinduer ind
Til Hævn for en Skramme.
Sin ringeagt for det litterære venstre
lægger han ikke skjul på:
De og Deres fribaarne Følge
I Fedtlæ’rs, Lakerte og Tran = ,
De er kun en skummende Bølge
Af Tidens urolige Vand;
Paa Höjden et Dejgtrug den bærer,
Og glimter i Solen en Stund,
Men synker, og bliver da kun
Til svømmende Blærer.
De tror, Deres Ven har opdaget
De Vises livsbringende Sten;
Men Hovmodet har ham bedraget
Han fandt kun et afgnavet Ben.
Til Tankens Polarhav at bunde
En aandelig Nordenskiöld født!
Kun Skade, man ofte har mødt
Hans Måge blandt Hunde!
1 det politiske tilbageblik blander der sig
vemod i selvsikkerheden:
Til visse jeg skal ikke male
Mit Slægtled ophøjet og stort;
For meget af Sang og af Tale,
For lidt der af Handling blev gjort.
Men om ingen Stordaad det aarked,
At haanes det ej har förtjent
Af dem, der i Svøbet laa spændt,
Og Bønder, som snorked.
Dette slægtled skaffede dog grundloven
og har derför ikke været tyranner:
Nej, det var vor Svaghed at stole
Paa Friheden som Pædagog;
Og Slægterne, der gik i Skole,
Med Älvor vi neppe opdrog.
Derför er vor Frihed i Vaade,
Og Kampen saa sej g og saa spredt,
Og Skæbnen, som er os beredt,
Endnu kun en Gaade.
Og derför jeg kan Dem ej tjene
Med alt at gaa af fra min Post
Selv om jeg skal staa ganske ene
Og nøjes med Fattigmandskost.
Jeg er ej »Despot», men en Vilje
Jeg har til at slaa for min Sag,
Og slaar, til man gemmer mig bag
Ved Dannemarks Tilje.
Slutningen rummer en anerkendelse, men
slår ikke af på standpunktet:
I hvert Fald jeg ønsker, Talentet
Som Muserne gav Dem til Skænk,
— I Gjerning jeg har jo erkjendfet —
Maa voxe fra Lømlernes Bænk.
Og skulde det nogen Tid hænde,
At A vind medhandlet Dem slem t,
Jeg ønsker Dem — ej blot for Skjemt —
En Sejer som denne.
Schandorphs »opgørelse» med Ploug stod
ny tårsdag at læse i Morgenbladet,
inde-holdt i 37 små strofer som denne, hvormed
der sluttes:
For os Deres Ord har ingen Vægt
trods al Deres Sliden og Hiven.
Imellem Dem og den yngre Slægt
bliver der Krig paa Kniven.
Anmeldelsen, siges det, havde kun været
anledningen til at fremkomme med det
længe påtænkte angreb i humanitetens
navn, og digterens tilslutning til dens fane
var ældre end venskabet med Brandes.
Trods nederlaget i 1864, der skyldtes hans
partis ejderdanskhed, vilde Ploug stadig
herske, men folket måtte kun omgive partiet
som »en fjern dekorerende ring».
Kampen gik nu over til et ordskifte i
prosa, hvorunder Pingel gav tilslutning til
314
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
