Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Nogle danske bøger. Af Jørgen Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jørgen Andersen
på »Holmegård» ved Nakskov og om hans
læretid i Wøldikes boglade på Nytorv i
København.
Foruden hans ii søskende er bogen
be-folket med de særeste skikkelser, alle de
originaler, som senere går igen i forfatterskabet.
Han har tegnet det smukkeste portræt al sin
mor, »hvis vindue står for mig som det gode
øje, der vogtede over gården, som det centrum,
der samlede alt liv omkring sig». Også den
strenge far møder vi og husets gæster,
om-egnens jorddrotter, og midt i al lystigheden
fornemmes moll-akkompagnementet af
humoristens sorgvilde sind. »Idag er jeg 20 år,
men det er også det eneste, jeg er», lyder en
af dagbogsoptegnelserne.
Martin A. Hansens læsere, og de er
efter-hånden blevet til en anselig menighed, har i
Thorkild Bjørnvigs bog om »Martin A.
Hansens digtning» (Wivel) fået en håndsrækning,
som nok kunne tiltrænges. På godt 100 sider
tegner den unge litteraturmagister et prægnant
billede af forfatterpersonligheden og giver en
række fine analyser af værkerne, af hvilke de
første romaner »Nu opgiver han» og »Kolonien»
er let læste. Det gælder også til en vis grad
de to fantasier »Jonatans rejse» og
»Lykke-lige Kristoffer», under tilegnelsen af hvilke
det dog er af værdi og dertil en stor nydelse
af have Thorkild Bjørnvig i nærheden. Og
helt uundværlig er han, når det gælder at
förstå »Midsommerfesten» og »Ventesalen».
Överfor »Septembertågen» er selv han ved at
fare vild. »Visse oplysninger mangler, som
synes at være nødvendige for förståelsen, ikke
mindst af det sidste afsnit •—, og som kun
digteren kan give. Også her virker det, som
et stykke er faldet ud.» ■— Der er nok månge
Martin A. Hansen-dyrkere, som føler en vis
lettelse ved at erfare dette fra kompetent
side.
Man glæder sig beständig under læsningen
over den sikkerhed i analysen og den sande
poetiske holdning som Thorkild Bjørnvig
besidder, ikke mindst överför »Lykkelige
Kristoffer» (skildringen af Gardenen) og
»Jonatans rejse», der er digterens første store
forsøg »på at vise menneskehjærtet som
skue-plads for kampen mellem Gud og Satan, det,
som Dostojevski kaldte for digterens egentlige
kald». — Man lykønsker såvel Martin A.
Hansen som hans famulus til denne gode bog.
Den vil vide at vinde nye proselytter.
Jacob Paludan, vor største essayist, har
givet Gyldendals nye »Con Amore»-serie den
fineste start med den lille charmerende bog
»Han gik ture», i hvis titel han har
karak-teriseret sig selv, og på hvis blade han endnu
engång har gennemspillet sit hovedtema:
naturen og civilisationen.
Foruden har han skænket de hungrige
»Skribenter på yderpostert> (Hasselbalch).
Denne nye samling omfatter alt det,
hvor-om salig Du Bois Reymond (i et foredrag
»über die Grenzen des Naturerkennens»)
ud-talte: Ignoramus et ignorabimus (Vi ved intet,
og vi faar intet at vide). Det var 1872. Siden
da er forskerne af livet og dets love naaet
et godt stykke videre. I al fald nogle af dem,
hvortil Jacob Paludan hører. I nærværende
bind har han samlet redegørelser for en
række vidtforskellige værker, som har det
fælles, at »de nærmer sig hver fra sin side,
direkte eller i deres kærne, ideen om mennesket
som noget andet og mere end det, der
inde-holdtes i det naturalistiske billede. Der er
Alfred Döblins omvendelsesbog, »Der
unsterb-liche Mensch», hvori forfatteren til
»Berlin-Alexanderplatz» fører en dialog mellem sit
tidligere Jeg og sit nuværende, hvilket sidste
(kaldet »den Ældre») ved, at »det evige,
ubevægelige, läder livskilden strømme ind
i tidens verden. River man urgrunden løs fra
vor verden, saa synker skabningen sammen i
sig selv som en punkteret luftballon.» Døblin
ved endvidere, at det er Kristus, som totalt
har ændret menneskets situation og vilkår.
■—- Med betagelse stifter man endvidere
be-kendtskab med Kafkas ven, den jødiske filosof
Max Brod i hans hovedværk »Diesseits und
Jenseits», hvis første bind bærer undertitlen
»Om sjælenes krise og om den nye
natur-videnskabs verdensbillede». Heri fastslås, at
vold er det regerende princip i en verden, som
er bundet til årsagssammenhængen. Kun hos
menneskene er der opstået et modsat princip,
»det åndelige princip» eller med et udtryk
fra Gustav Mahler »det lille lys», ifølge hvilket
den stærkere er i stånd til at renoncere til
fordel for den svagere. Dette betegner Brod
med bogstaverne DSC = disruptio structurae
causarum; på dansk: gennembrydning af
naturens causalstruktur. I dette begreb er
bogens tanker forankret. Man fæster
umiddel-bart lid til denne tænker, der fortrolig med
nazismens gaskamre og alle de andre kapitler
af sin races lidelseshistorie, bekender sin tro
på det transcendente og indskærper
menneskene, der befinder sig i naturens
grænseom-råde, at »det lille lys» er indføjet i livets
438
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
