Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Första häftet - Martin A. Hansens »Løgneren». Af Harry Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Martin A. H a n s e n s »L ø g n e r e n»
loven i sig; hun kan ikke tilgive Annemari og
hader hende, den lette Annemari.
Dagbogen slutter med at vi hører om
hunden Pigros død; nu bliver Johannes mere
ensom; men der er noget at leve for, ikke blot
tanker og drømme. Den grimme kropige
Elna skal have et barn; Johannes vil tage sig
af hende, hun skal flytte hen til ham og ikke
bryde sig om folkesnak og kællingesladder.
Måske vil hun, Oluf og barnet komme til at
skabe en lille verden, en lille ø på Sandø, mens
læreren fortsætter sin skolegerning.
Et sted fortæller Johannes til Rigmor, at
skolestuen åbner sig for ham, den siger god
for ham, den velsigner sin tjener. Man kan
om man vil kalde dette for en mystisk
oplevelse. Det minder meget om det centrale
hos en forfatter som Anker Larsen (se bl. a.
hans roman »De vises Sten»); vi kender det
så udmærket fra den ejendommelige danske
livsfilosof, Ludvig Feilbergs værker, der
indgående, originalt og dybt poetisk fortæller
om sjælen, der åbner sig i stilhed og fyldes
med mulighedsværdi. Man kan også udtrykke
det anderledes: disse oplevelser af det åbne,
af fylde og rigdom fortæller om mennesket
på dets sjælelige og åndelige højdepunkt; det
kan tolkes religiøst, metafysisk, poetisk,
symbolsk, mystisk eller menneskeligt — alt
efter forskellige menneskers anlægspræg, evner
og muligheder og hele livsholdning.
Digteren kalder Sandø for et muldvarpeskud
i havet; den er en ø i tilværelsens hav. Den
lille verden rummer alle den stores skæbner,
forviklinger, ulejlighed, uro, sorg, elskov og
ensomhed. For den der elsker symbolik — i
nutiden synes der at være mange der er
særlig henrykte for tegn og symbolik — er der
nok at hente hos Martin A. Hansen, især i
hans fortællinger, myter og legender
(samlingerne »Tornebusken» og »Agerhønen»).
Bogens stærke liv skyldes ikke mindst
skildringerne af fuglene. Jeg mindes ikke i mange
år at have læst en bog med et sådant brus af
fugle; det blinker og lyner af fuglevinger over
øen. En række naturskildringer er som tekster
til en stor del af dansk malerkunst, tænk blot
på Johannes Larsens og Knud Kyhns
prægtige fuglebilleder, intense, djærve og karske.
Fuglene giver tone, farve og bevægelse, et
glimt i luften, et sus i sjælen, en flugt ind i
den luende aftensol — og så stilhed, der
brydes af et vefyldt fugleskrig.
Overlegen komposition, fast og dog bøjelig,
en stærk og mundtlig præget fortællekunst,
et malende og kærnefuldt sprog, stærke og
skønne naturskildringer, en stor
skikkelsesdannende evne, fremragende psykologisk
forståelse, dybtgående sjæleskildringer, korte,
men rammende — alt dette holdt sammen af
en personlighed, der kan vurdere sine evner
og sit mål, har skabt mesterværket
»Løgneren». Gennem århundreder er dansk sprog
gjort smidigt og blødt, yndefuldt og sødmerigt,
fast og klart, simpelt og stærkt, muntert og
patetisk fra folkeviserne til Martin A. Hansen.
Det er der altid, men hver gang skal det skabes
påny, i tidens fylde. Det vil elskes. Man
kommer let til at tænke på Søren
Kierke-gaards lovsang til modersmålet i
slutningsordene til »Stadier paa Livets Vej»; i
mellemtonerne findes ofte de afgørende værdier. Hør
Søren Kierkegaard:
»et Sprog, der ikke uden Udtryk for det
Store, det Afgjørende, det Fremtrædende, har
en yndig, en tækkelig, en livsalig Forkj
ærlighed for Mellemtanken og Bibegrebet og
Tillægsordet, og Stemningens Smaasnakken,
og Overgangens Nynnen og Bøiningens
Inderlighed og den dulgte Velværens forborgne
Frodighed; et Sprog, der forstaaer Spøg nok
saa godt som Alvor».
Stilen i »Løgneren» er ofte korthugget;
sætningerne kan falde som øksehug som i den
islandske saga. Sproget har på en gang vægt og
flugt; vejret lever og bruser i sproget, og den
inderlige stilhed toner i det. Martin A. Hansen
kender antydningens fine og vanskelige kunst,
og han kender til at gå lige på, så man rammes
af en sviende smerte. Han kan overrumple sin
læser ligesom Johannes V. Jensen. Martin
A. Hansen kender gentagelsens betydning og
det mundtlige foredrags virkemidler, det let
småsnakkende — som Søren Kierkegaard
elskede og dyrkede med lidenskab — det ses
i småord som nå, nåja, ja, jo, sese, jaja. De
mange spørgsmål skaber spænding og holder
os hen i det uvisse; der overlades noget til
læserne at arbejde videre med. Anråbelsen
af Natanael kan få en helt besværgende
karakter. Gentagelsen af Natanael gennem alle
kapitlerne, det omkvædsagtige: og hvad så
Annemari og det ofte gentagne ulejlighed
nitter kapitlerne stærkt sammen og skaber
kontakt og en ejendommelig fortrolighed; alt
hvad Martin A. Hansen rører ved får liv og
atmosfære. Johannes Vig er degn, og sproget
kan få en klang af det gamle testamente, der
kan komme en patetisk tone over de gribende
bekendelser fra en sjæl i nød. Det er gået en
43
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
