Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johannes V. Jensen og Norden. Norske og svenske elementer i forfatterskabet. Af Leif Nedergaard
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jo hannes V. Jensen og Norden
Norske og svenske elementer i forf atterskabet
Af Leif Nedergaard
OVERENSSTEMMELSE MED den
mægtige horisontudvidelse som Johannes
V. Jensens forfatterskab er udtryk for, var
Johannes V. Jensens interessesfære ikke
indskrænket til Danmark. Ligesom han altid
opponerede mod enhver provinsialisme,
ønskede han heller ikke at stå som nogen
hjemstavnsforfatter eller lukke sig inde i
en eller anden lokal dialekt. Tidligt gik han
igang med at udvide sit verdensbillede, både
i bredde og dybde. Efter med sine
Himmer-landshistorier at have skrevet sig fri af sin
hjemegns forlokkende melodi, underlagde
han sig successivt resten af kloden. Da han
gik ud fra Himmerland, var det naturligt
at han en tid kom til at stå som
repræsentant for en særlig »jysk bevægelse». Men
ligesom han i modsætning til vore andre
jyske digtere efterhånden kom til at holde
ligeligt af alle nuancer af den danske natur,
den fynske såvel som den sjællandske,
udvidede denne jyske expansion sig snart
til en nordisk. Han søgte da overalt i
kulturudviklingen med forkærlighed spor af
nordisk ånd. I foråret 1911 foretog han
således en rejse til Normandiet, »for at skaffe
sig Indtryk af hvorvidt der endnu er
nordiske Elementer at opdage i
Befolkningen der». Men da han snart så at dette
ikke syntes at være tilfældet, gav han efter
for sin længsel efter det nordiske forår og
rejste hjem. Tilbage igen i Danmark gav
han med forelsket gensynsglæde i den
skønne myte Nordisk Foraar en
stemningsfuld og helt forårsberust skildring af maj
måneds danske dejlighed, samtidig med at
hans tanke også dvæler ved det svenske og
norske forår:
»Sverige — jeg kender Foraaret derovre, jeg
véd hvor der er underdejligt i Maj, endnu sødere
fordi det er nordligere, fordi Solens Besøg føles
endnu mere som en Naade. Men jeg rejser ikke
derop iaar, jeg er bleven saa klog nu at jeg bliver
hjemme i Maj. Naturligvis, om Foraaret længes
man, slides i Stykker af Udve til alle Verdens fire
Hjørner, og kommer man især til at tænke paa
Sverige, Birkeskovene og Granitgulvene i Rugen,
Enebærbuskene, sætter man sig næsten i en Art
Bevidstløshed i Toget og er der om nogle Timer,
som man faar til at gaa ved at staa og skraale en
gammel Salme ude i Trækken paa Platformen.
251
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
